Så fik jeg endelig lavet lidt video fra løbet. Tag et kig, hvis du har lyst. Underlægningsmusikken måtte desværre pilles af igen - så du må tage den med original audio.
Viser opslag med etiketten New York Marathon. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten New York Marathon. Vis alle opslag
Jeg er imponeret over New York City. Hele byen er inddelt i avenuer fra nord til syd og nummererede gader fra øst til vest. Det er fandeme smart fundet på! Med den infrastruktur KAN man ikke fare vild.
Ikke på den logistiske måde, i alt fald...
Men nu kan man jo fare vild på mange måder... Nogle farer vild i livet og må tjene til dagen og vejen bl.a. ved at underholde. Og så er det jo godt, at man har en stemme, der kan tiltrække en folkemængde.
Subwayen styrer for vildt på flere måder end én.
Du farer ikke vild dernede, men er du faret vild, inden du dykker ned i undergrunden, giver den dig tag over hovedet - og måske en perron, hvor du kan tjene lidt mønt!
Alverdens mennesker farer omkring og pludselig midt i det hele er der underholdning - både mens man kører i toget og mens man venter på det.
En dag blev jeg udsat for en spansktalende mand, der spillede utrolig smukt på sin guitar, mens toget kørte, en anden dag stod en kvinde på perronen og spillede violin (på den gode måde), og den sidste dag mødte jeg disse to storsyngende kvinder...
Her er lidt "mens vi venter"- underholdning:
Hvis man keder sig i New York City, så er man sgu selv ude om det!
De fattige og triste eksistenser findes stadigvæk. På en eller anden måde føltes det som om, at der ikke var så mange ludfattige mennesker, som der var de første 2 gange, jeg besøgte byen. Enten det, eller også er jeg bare blevet mere hærdet og vant til at se hjemløse...
Ikke på den logistiske måde, i alt fald...
Men nu kan man jo fare vild på mange måder... Nogle farer vild i livet og må tjene til dagen og vejen bl.a. ved at underholde. Og så er det jo godt, at man har en stemme, der kan tiltrække en folkemængde.
Du farer ikke vild dernede, men er du faret vild, inden du dykker ned i undergrunden, giver den dig tag over hovedet - og måske en perron, hvor du kan tjene lidt mønt!
Alverdens mennesker farer omkring og pludselig midt i det hele er der underholdning - både mens man kører i toget og mens man venter på det.
En dag blev jeg udsat for en spansktalende mand, der spillede utrolig smukt på sin guitar, mens toget kørte, en anden dag stod en kvinde på perronen og spillede violin (på den gode måde), og den sidste dag mødte jeg disse to storsyngende kvinder...
Her er lidt "mens vi venter"- underholdning:
Hvis man keder sig i New York City, så er man sgu selv ude om det!
De fattige og triste eksistenser findes stadigvæk. På en eller anden måde føltes det som om, at der ikke var så mange ludfattige mennesker, som der var de første 2 gange, jeg besøgte byen. Enten det, eller også er jeg bare blevet mere hærdet og vant til at se hjemløse...
 |
| En hjemløs camperer på "Mount" Central Park |
Efter et kort ophold på hotellet - og et tiltrængt bad, var det tid til sejrsmiddag. Denne skulle foregå til vands, nærmere bestemt på et cruise ship på Hudson River.
Vi blev fragtet til Pier 61 (mener jeg, det var), hvor vi boardede skibet, som skulle danne rammen om vores sejrsmiddag efter et hårdt, men godt løb.
Planen var at indtage god mad og drikke, og samtidig opleve New Yorks skyline - by night.
Vi var 9 deltagere i gruppen - os 7 fra Munke Mose Motion, og Maria og Morten, der troligt havde heppet, både i Brooklyn og i Central Park. Overskuddet efter et marathonløb er ikke nødvendigvis udpræget stort, så det blev problematiseret en del, at der skulle findes en ekstra stol frem til det - ellers så nydeligt opdækkede - 8 mands bord. Men, når bare man slår koldt vand i blodet, og lader de rare tjenere klare ærterne, går det hele som regel, og sørme om ikke, det også gjorde det denne gang. Vi fik en ekstra stol og en opdækning for bordenden, så vi alle kunne sidde sammen, og fejre dagens rejse til marathon.
Vi boardede altså skibet, fik et glas hvidvin til velkomst, og fik installeret os ved vores bord - alle sammen - sammen! Buffetten blev åbnet og vi fik faktisk noget dejlig mad. Jeg har aldrig rigtigt været den store fan af traktementet til disse sejrsmiddage. De er som regel for dyre, og maden er for kedelig (jeg mindes med gru arrangementet til Berlin ½ marathon sidste år :gyser: ). Men denne gang var det hele bare super godt.
Endnu bedre blev det, da der viste sig at være underholdning om bord - da middagen havde været godt i gang og DJ'en havde sludret lidt i mikrofonen, iførte en af tjenerne sig en fjerboa, greb mikrofonen og gav den gas på Aretha Franklin-udgaven af "R.E.S.P.E.C.T".
Tit kan den slags indslag være sådan lidt kiksede, men det her var faktisk godt. De fleste af tjenerne var oppe og give den gas, og de kunne alle synge. Så der var ikke en my af pinlighed over det - det lød godt, og var ganske hyggeligt. DJ'en var også på toppen, og det lykkedes ham endda at få et par marathonløbere ud på dansegulvet. Jeg hverken kunne eller skulle nyde noget af den fælles danseundervisning - det var ligesom om, at jeg var træt i kroppen. Mærkeligt, men sandt.
Da skibet nærmede sig Liberty Island var det tid til at gå på trapper - jeg futtede ovenpå - og ud på dækket - med både kamera og vado, og fik foreviget skyline og Frihedsgudinde.
Det var meget smukt at se Manhattan fra vandet by night. Og hverken billeder eller video kan helt yde udsigten retfærdighed - det skal simpelthen opleves.
Den fine dame på Liberty Island fik også et flot skær i den mørke aften.
En smuk og afslappende tur kunne dog ikke fratage mig min træthed - Jeg var knokkel træt, og have intet rum tilbage til at forestille mig, hverken hvad tid vi alle skulle mødes dagen efter, ej heller, hvad vi skulle have til aftensmad den næste aften...
Jeg var bare træt med træt på. Jeg skulle sove, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg var i det hele taget ret overbevist om, at vi nok skulle både finde hinanden OG blive mætte dagen efter - uden de store problemer. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, lykkedes det også ganske fint.
Efter 3 timers sejltur med mad og underholdning lagde vi atter til kaj, og da vi gik fra borde, fik vi en lækker chokoladesmåkage at "varme" os på, på vej hen til bussen. Alt i alt en fin afslutning på en lang, hård, spændende, smertefuld og helt igennem fantastisk dag.
Min krop og min hjerne fortalte mig, at det var ganske vist; dagen var slut og jeg skulle sove. Glædeligt gensyn med hotellet og jeg kunne dejse om i sengen, mættet af oplevelser... og mad!
Vi blev fragtet til Pier 61 (mener jeg, det var), hvor vi boardede skibet, som skulle danne rammen om vores sejrsmiddag efter et hårdt, men godt løb.
Planen var at indtage god mad og drikke, og samtidig opleve New Yorks skyline - by night.
Vi var 9 deltagere i gruppen - os 7 fra Munke Mose Motion, og Maria og Morten, der troligt havde heppet, både i Brooklyn og i Central Park. Overskuddet efter et marathonløb er ikke nødvendigvis udpræget stort, så det blev problematiseret en del, at der skulle findes en ekstra stol frem til det - ellers så nydeligt opdækkede - 8 mands bord. Men, når bare man slår koldt vand i blodet, og lader de rare tjenere klare ærterne, går det hele som regel, og sørme om ikke, det også gjorde det denne gang. Vi fik en ekstra stol og en opdækning for bordenden, så vi alle kunne sidde sammen, og fejre dagens rejse til marathon.
Vi boardede altså skibet, fik et glas hvidvin til velkomst, og fik installeret os ved vores bord - alle sammen - sammen! Buffetten blev åbnet og vi fik faktisk noget dejlig mad. Jeg har aldrig rigtigt været den store fan af traktementet til disse sejrsmiddage. De er som regel for dyre, og maden er for kedelig (jeg mindes med gru arrangementet til Berlin ½ marathon sidste år :gyser: ). Men denne gang var det hele bare super godt.
Endnu bedre blev det, da der viste sig at være underholdning om bord - da middagen havde været godt i gang og DJ'en havde sludret lidt i mikrofonen, iførte en af tjenerne sig en fjerboa, greb mikrofonen og gav den gas på Aretha Franklin-udgaven af "R.E.S.P.E.C.T".
Tit kan den slags indslag være sådan lidt kiksede, men det her var faktisk godt. De fleste af tjenerne var oppe og give den gas, og de kunne alle synge. Så der var ikke en my af pinlighed over det - det lød godt, og var ganske hyggeligt. DJ'en var også på toppen, og det lykkedes ham endda at få et par marathonløbere ud på dansegulvet. Jeg hverken kunne eller skulle nyde noget af den fælles danseundervisning - det var ligesom om, at jeg var træt i kroppen. Mærkeligt, men sandt.
Da skibet nærmede sig Liberty Island var det tid til at gå på trapper - jeg futtede ovenpå - og ud på dækket - med både kamera og vado, og fik foreviget skyline og Frihedsgudinde.
Det var meget smukt at se Manhattan fra vandet by night. Og hverken billeder eller video kan helt yde udsigten retfærdighed - det skal simpelthen opleves.
Den fine dame på Liberty Island fik også et flot skær i den mørke aften.
Jeg var bare træt med træt på. Jeg skulle sove, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg var i det hele taget ret overbevist om, at vi nok skulle både finde hinanden OG blive mætte dagen efter - uden de store problemer. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, lykkedes det også ganske fint.
Efter 3 timers sejltur med mad og underholdning lagde vi atter til kaj, og da vi gik fra borde, fik vi en lækker chokoladesmåkage at "varme" os på, på vej hen til bussen. Alt i alt en fin afslutning på en lang, hård, spændende, smertefuld og helt igennem fantastisk dag.
Min krop og min hjerne fortalte mig, at det var ganske vist; dagen var slut og jeg skulle sove. Glædeligt gensyn med hotellet og jeg kunne dejse om i sengen, mættet af oplevelser... og mad!
Så blev det "dagen efter" - de 42.2 km er pludselig blevet fortid. En fortid, der i den grad sidder i kroppen. Min fod er fuldstændig busted! Også noget mere ødelagt, end jeg havde frygtet - det er lige så den knaser, når jeg flytter benet. Jeg har lagt mig på min seng med en large black coffee fra Starbucks, en pose chips, der mest smager af eddike, min computer, min musik, mine billeder, min blog, min facebook, en kuglepen og et kabel (så I kan nok forstå, at der lige nu er trængsel i min seng!)
De andre er futtet ud i New York til fods og på cykel. Planen er, at Dorte og jeg senere tager i outlet - og, hvis jeg er heldig skaffer Maria og Morten billetter til The Lion King på Broadway i aften. Alt kommer - for mit vedkommende - til at foregå via Subway og Taxa - foden vil nadas!
Nå, men nu skal det hele jo ikke gå op i ynk og klynk - selvom jeg SELVFØLGELIG hellere end gerne modtager sympatierklæringer, var det ventet, at jeg ikke ville komme skadesfri ud af dette løb - optakten til har været for ustabil, og sådan er det bare. Jeg må tage det sure med det søde! Til trods for, at jeg næppe bliver løbende igen de næste 2 - 3 uger, så er det her altså hele turen værd.
Gårsdagen var fantastisk!!! Egentlig er ordet fantastisk ikke dækkende - det var virkelig en helt ekstraordinær oplevelse at løbe igennem Brooklyn, Queens, Long Island, Harlem, Bronx osv.
Det er uhyre sjældent, jeg fattes ord, men som jeg ligger her og skal tænke dagen igennem, går min hjerne næsten helt i sort. Der er så mange indtryk, der skal fordøjes og beskrives...
Jeg tror, jeg starter fra begyndelsen, tager turen i etaper, og skriver mere til efterhånden...
Klar, parat, start
Vi stod op kl.-meget-tidligt! Jeg har stadig ikke styr på tiden her, og når nok heller ikke at få det, før jeg atter er i DK! Vi skulle være ude af Manhattan inden kl. 06.00, fordi der skulle spærres af til løbet. Dagen før, havde vi købt yoghurt, vand, mandler, rugbrød, ost osv. så vi havde, hvad vi skulle bruge. Morgenmaden blev indtaget i pizzabiksen ved hotellet, hvor pizzafar - der vist ikke var vant til at være så tidligt oppe - kagede rundt i bestillingerne. Ingen fik vist det, de havde bestilt, men så fik vi os til gengæld et godt grin.
Vi blev kørt ud til Staten Island, hvor der var linet up med et startområde, som kunne få enhver festival til at blegne. Jeg havde været lidt ulden ved tanken om den lange ventetid, men jeg havde tøj nok med og på, og der var scene med bands, storskærm, uddeling af Donkin' Donuts huer, kaffe, vand, mad, toiletter ad libitum, så det var ganske perfekt. Og da bestemt ikke en start, som på nogen måde har taget modet fra mig ift. at løbe i NYC igen en anden gang.
Vi havde jo også hinandens selskab i startområdet; Dorte, Helene, Lisbeth og jeg fik drukket og spist godt igennem, så vi var tanket op til strabadserne forude.
Minutterne blev lidt lange inden start - sådan er det velsagtens, når man har ventet længe og er spændt på at komme afsted. Jeg havde lidt kvalme og følte mig egentlig lidt grådlabil, som vi stod der i mængden af løbere og ventede på at bestige Verrazano Bridge. Der blev sunget nationalsang for os - sådan american-style, hånden på hjertet og alt det der og som vi endelig kom i løb, bragede Frank Sinatra-udgaven af New York, New York ud over hele startområdet. Det var ret overvældende og jeg måtte synke et par gange for ikke at miste væske på flæberi!
På vej over broen, havde vi den smukkeste udsigt. Den smukkeste på den bro, altså - for alle de andre udsigter vi ville få undervejs, viste sig også at være "den smukkeste"!
Det gik slag i slag, tempoet var fornuftigt - vi ramte Brooklyn og så var der fest.
Marathon Brooklyn & Queens-style
Brooklyn forstod at holde en fest. Så snart vi kom af broen, var der musik, jubelråb, klappen og en mængde skilte med sjove påskrifter: "Run like U stole somethin'" og "Almost there...", "That guy stole my bag - (pil fremad) Get it 4 me, plz", "First round's on me" og så videre.
Vi løb igennem alle de små bydele i byen: Prospect Heights, Clinton Hill, Williamsburg osv. Der var fest overalt - eneste sted, der var stille var i det jødiske kvarter. Der var ikke-jøder på gaden, som lavede lidt larm. Jøderne var der også, men lod nærmere til at være irriterede over, at de ikke kunne krydse gaden, som det passede dem. Man skulle næsten tro, at de var odenseanere! Jøderne i bydelen er ikke fan af marathonen - de så gerne det blev flyttet væk fra deres helligdag!
I Brooklyn var der pludselig nogle, der råbte på mig, og sørme om søde Maria og Morten ikke stod lige der, omkring 12 - 13 km og heppede. Det var ret skønt lige at blive genkendt helt over here!
Lisbeth og jeg tog hele turen i stabilt samarbejde - vi har begge været møg-skadede op til løbet og var helt indstillet på, at dette skulle gennemføres med så god en oplevelse i bagagen, som muligt. Det var så viseligt indrettet, at vi skulle på toilet samtidig, og for at undgå "lorte-marathon"-toiletterne, løb vi ind på en tankstation, hvor der var papir og alt... Ren luksus og vi kunne tage en tørn mere.
Det var fantastisk at løbe i Brooklyn og Queens - helt specielt at se alle de byhuse, som man ellers bare ser på film.
Allerede ved 18. km. satte smerterne ind hos mig. Jeg havde røv-hamrende ondt i min ryg og mine ben, for hvert skridt jeg tog, jog det op igennem kroppen, og det var (næsten) ligeså slemt, som da jeg løb Hamburg, med mellemørebetændelse og proppet med penicillin. Av, av, av. Da vi nåede ½ -marathon, sagde jeg til Lisbeth, at jeg skulle være heldig, hvis jeg stadig var i løb ved 25. km. Men så var det ligesom om, at Queens gav den gas, og min selvmedlidenhed blev overskygget af feststemte amerikanere. Jeg fik klappet lidt hænder, drukket vand, spist gel osv. og pludselig befandt vi os på Queens Boulevard i færd med at bestige Queensboro Bridge.
Den bro var en hård nyser! Kroppen var flad og færdig og broen gik bare op og op og op! Det nev, sled og jagede løs i kroppen. Jeg fik afledt mig selv lidt ved at kigge ud - vi havde Manhattan til venstre for os og den skyline er jo bare helt fantastisk. Endelig gik det nedad og det amerikanske super-heppekor havde fundet vej så langt op på broen, som muligt.
Marathon Manhattan-style
Vi fik en modtagelse på Manhattan, som enhver forfængelig filmstjerne ville blive grøn af misundelse over. Det var helt vildt - folk stod i flere rækker, råbte og skreg. Kødrender af mennesker nedad First Avenue - jeg havde ondt, ondt og atter ondt... Så står der en gut med et fint skilt: "Free hugs" - det skal man jo ikke skrive to gange, så jeg futtede hen og fik et lille kram, som jeg kunne løbe videre på. Det var nok ikke så fedt for ham at slå armene om sådan en gennemsvedt marathonløber, men han ville jo selv ;o)
Vi nærmede os de 30 km., og jeg var stadig i løb. Både Lisbeth og jeg var godt mærkede af de mange små-stigninger, så vi besluttede at gå op ad de værste stigninger fremefter. Det viste sig at være en klog taktik!
Endelig i Harlem
Bydelen jeg havde ventet på med længsel - bydelen, jeg løb for! Jeg fik indfriet enhver forventning - eneste ting, jeg manglede var gospelkoret.
Men der var indtil flere homies på gaden, der gav den max gas og jeg fik filmet en røvfuld, kvalitets-hip-hop-rap.
Brooklyn og Queens diskede op med en kvantitativ mængde af musik - i Harlem fik vi kvalitet!!!
Jeg har ikke mere at tilføje her, andet end YO! Og så må I ellers vente på videoerne...
Turen igennem Bronx bød også på fest - det var meget tydeligt den "hårdere" ende af Manhattan, vi var kommet til. Bygningerne var ikke så velplejede, som i "vores" ende af Manhattan, men der var nu ingen smalle steder - et enkelt sted, havde "lillemor" travlt med at sende sønnike afsted til købmanden. De havde lavet deres eget lille depot til os, og de manglede vand og bananer. Depotet skulle tankes op, for løberne skulle ikke mangle noget.
Det gjorde RIGTIG ondt nu! Og som vi listede igennem Bronx, så jeg en kvinde med et skilt, hvorpå der stod: "You can do anything through Jesus". I al min ugudelighed, tænkte jeg, at så kunne han dæleme godt ha' trukket lidt af på smerten i min krop. Her passerede vi også en lille hjemmelavet "bod", hvor vi fik et lille Guds ord med på vejen. Der skulle, hverken mangle vand, energidrik, musik, hep eller hjælp fra oven - New Yorkerne havde tænkt på det hele.
Det sidste seje træk
Det sidste seje træk blev trukket op ad 5th Avenue - vi nærmede os Central Park. Hver enkelt lille yard føltes, som den længste i verden. Hvor kilometerne i starten havde løbet sig selv, ville de nu næsten ikke løbes mere. 5th Avenue gik bare opad, opad, opad og så lidt mere opad.
Som vi løb opad, opad, opad, hørte vi en fartholders opmuntrende tilråb:
"Come on. A few more miles to go. Your're tired and your legs hurt. It dosen't matter - it only hurts because your bodies need sugar. That's all it is. COME ON".
Konen havde sgu overskud og det smittede lidt af på mig, så mit underskud blev konverteret til noget, der mindede om overskud.
5th Avenue blev besteget og NU kunne der da ikke være så meget mere ballade med den rute. Det sidste seje træk var trukket... Troede jeg!
Marathon - Central Park-style
Da vi løb ind i Central Park var jeg ved godt mod. Central Park afveg ikke fra resten af turen. Folk var ellevilde, råbte, skreg og heppede igennem. Jeg fik filmet al jubelhysteriet - fantastiske mennesker. Fantastisk opbakning.
Maria og Morten stod klar i Central Park og heppede igen - super fedt!
Bedst som jeg troede, at det sidste seje træk var trukket, ramte første stigning i Central Park mine ben. Av! Jeg var ellers ret overbevist om, at reglerne foreskrev, at parker i byer, SKULLE være meget flade. Der må jeg ha' læst en forkert paragraf, eller noget, for det var bestemt ikke tilfældet. Efter ruten med "broer op og broer ned", føltes Central Park, som endnu en tur op ad Queensboro Bridge.
Vi nåede de 40 km og mine knæ gik fuldstændigt amok - tror da nok aldrig, de har gjort så ondt. Jeg gad virkelig, virkelig, virkelig ikke løbe mere og mål føltes utrolig langt væk. Horderne af heppere var ikke blevet mindre og nu begyndte alle nationalflagene langs alléen at tone frem.
Målet nærmede sig og jeg fik holdt en sidste lille fest. Fik klappet en lang række heppende mennesker i hænderne, filmede hele vejen ind over målstregen.
Endelig inde! 42,2 km aka 26,2 miles var tilbagelagt. Smerten i kroppen kunne jeg ikke løbe fra, men jeg kom igennem side om side med Lisbeth. Og det var så godt at have hende at følges med hele vejen igennem!
Godt samarbejde og god opbakning, når man var ved at gå lidt kold.
Medaljen kom i hus og så knækkede den ellers så fejlfri logistik for arrangementet. Vi skulle stå i en kø så lang, så lang for overhovedet at komme ud af Central Park.
Jeg var ved at blive helt spedalsk! Jeg dur i forvejen ikke til at vente - så efter 42.2 km i kamp med en krop, der bare gjorde ondt, var det en prøvelse af KALIBER for mit utålmodige løvegen. Bedre blev det ikke, da jeg begyndte at fryse, og fandt ud af, at vi skulle vade fra 77th street hele vejen ned om Columbus Circle og derfra omdirigeres via Broadway, før vi kunne begynde at ane 58th street. Jeg rodede mig ud i en lille diskussion med en stor politibetjent, der ikke ville lukke os igennem ved Columbus Circle...
Rationelle Camilla ved godt, at sådan noget skal hun ikke gøre, men irrationelle marathon-Camilla er rimelig ligeglad... Fik jeg noget ud af diskussionen? Nej da. Jo, jeg fik lov til at gå via Broadway - ligesom alle andre.
Sådan Camilla!
Endelig kunne vi se vores gade og kort efter vores hotel.
Meget træt og meget kold, og faktisk også lidt arrig over en meget langvarig afslutning på et ellers fantastisk løb, kom jeg ind på værelset. Jeg fik hoppet lidt aggression ud af kroppen, og det gik ud over nogle saltstænger, som havde sneget sig ind via mine løbesko. Saltstængerne døde i gulvtæppet og jeg fik det lidt bedre.
Endnu bedre blev det, da jeg så at Dorte og Helene havde købt varm kaffe til os!
Sejrsmiddag - læs about it in another afsnit...
De andre er futtet ud i New York til fods og på cykel. Planen er, at Dorte og jeg senere tager i outlet - og, hvis jeg er heldig skaffer Maria og Morten billetter til The Lion King på Broadway i aften. Alt kommer - for mit vedkommende - til at foregå via Subway og Taxa - foden vil nadas!
 |
| Status: Tudefjæsfod |
Nå, men nu skal det hele jo ikke gå op i ynk og klynk - selvom jeg SELVFØLGELIG hellere end gerne modtager sympatierklæringer, var det ventet, at jeg ikke ville komme skadesfri ud af dette løb - optakten til har været for ustabil, og sådan er det bare. Jeg må tage det sure med det søde! Til trods for, at jeg næppe bliver løbende igen de næste 2 - 3 uger, så er det her altså hele turen værd.
Gårsdagen var fantastisk!!! Egentlig er ordet fantastisk ikke dækkende - det var virkelig en helt ekstraordinær oplevelse at løbe igennem Brooklyn, Queens, Long Island, Harlem, Bronx osv.
Det er uhyre sjældent, jeg fattes ord, men som jeg ligger her og skal tænke dagen igennem, går min hjerne næsten helt i sort. Der er så mange indtryk, der skal fordøjes og beskrives...
Jeg tror, jeg starter fra begyndelsen, tager turen i etaper, og skriver mere til efterhånden...
Klar, parat, start
Vi stod op kl.-meget-tidligt! Jeg har stadig ikke styr på tiden her, og når nok heller ikke at få det, før jeg atter er i DK! Vi skulle være ude af Manhattan inden kl. 06.00, fordi der skulle spærres af til løbet. Dagen før, havde vi købt yoghurt, vand, mandler, rugbrød, ost osv. så vi havde, hvad vi skulle bruge. Morgenmaden blev indtaget i pizzabiksen ved hotellet, hvor pizzafar - der vist ikke var vant til at være så tidligt oppe - kagede rundt i bestillingerne. Ingen fik vist det, de havde bestilt, men så fik vi os til gengæld et godt grin.
Vi havde jo også hinandens selskab i startområdet; Dorte, Helene, Lisbeth og jeg fik drukket og spist godt igennem, så vi var tanket op til strabadserne forude.
Minutterne blev lidt lange inden start - sådan er det velsagtens, når man har ventet længe og er spændt på at komme afsted. Jeg havde lidt kvalme og følte mig egentlig lidt grådlabil, som vi stod der i mængden af løbere og ventede på at bestige Verrazano Bridge. Der blev sunget nationalsang for os - sådan american-style, hånden på hjertet og alt det der og som vi endelig kom i løb, bragede Frank Sinatra-udgaven af New York, New York ud over hele startområdet. Det var ret overvældende og jeg måtte synke et par gange for ikke at miste væske på flæberi!
På vej over broen, havde vi den smukkeste udsigt. Den smukkeste på den bro, altså - for alle de andre udsigter vi ville få undervejs, viste sig også at være "den smukkeste"!Det gik slag i slag, tempoet var fornuftigt - vi ramte Brooklyn og så var der fest.
Marathon Brooklyn & Queens-style
Brooklyn forstod at holde en fest. Så snart vi kom af broen, var der musik, jubelråb, klappen og en mængde skilte med sjove påskrifter: "Run like U stole somethin'" og "Almost there...", "That guy stole my bag - (pil fremad) Get it 4 me, plz", "First round's on me" og så videre.
I Brooklyn var der pludselig nogle, der råbte på mig, og sørme om søde Maria og Morten ikke stod lige der, omkring 12 - 13 km og heppede. Det var ret skønt lige at blive genkendt helt over here!
Lisbeth og jeg tog hele turen i stabilt samarbejde - vi har begge været møg-skadede op til løbet og var helt indstillet på, at dette skulle gennemføres med så god en oplevelse i bagagen, som muligt. Det var så viseligt indrettet, at vi skulle på toilet samtidig, og for at undgå "lorte-marathon"-toiletterne, løb vi ind på en tankstation, hvor der var papir og alt... Ren luksus og vi kunne tage en tørn mere.
Det var fantastisk at løbe i Brooklyn og Queens - helt specielt at se alle de byhuse, som man ellers bare ser på film.
Allerede ved 18. km. satte smerterne ind hos mig. Jeg havde røv-hamrende ondt i min ryg og mine ben, for hvert skridt jeg tog, jog det op igennem kroppen, og det var (næsten) ligeså slemt, som da jeg løb Hamburg, med mellemørebetændelse og proppet med penicillin. Av, av, av. Da vi nåede ½ -marathon, sagde jeg til Lisbeth, at jeg skulle være heldig, hvis jeg stadig var i løb ved 25. km. Men så var det ligesom om, at Queens gav den gas, og min selvmedlidenhed blev overskygget af feststemte amerikanere. Jeg fik klappet lidt hænder, drukket vand, spist gel osv. og pludselig befandt vi os på Queens Boulevard i færd med at bestige Queensboro Bridge.
Den bro var en hård nyser! Kroppen var flad og færdig og broen gik bare op og op og op! Det nev, sled og jagede løs i kroppen. Jeg fik afledt mig selv lidt ved at kigge ud - vi havde Manhattan til venstre for os og den skyline er jo bare helt fantastisk. Endelig gik det nedad og det amerikanske super-heppekor havde fundet vej så langt op på broen, som muligt.
Marathon Manhattan-style
Vi fik en modtagelse på Manhattan, som enhver forfængelig filmstjerne ville blive grøn af misundelse over. Det var helt vildt - folk stod i flere rækker, råbte og skreg. Kødrender af mennesker nedad First Avenue - jeg havde ondt, ondt og atter ondt... Så står der en gut med et fint skilt: "Free hugs" - det skal man jo ikke skrive to gange, så jeg futtede hen og fik et lille kram, som jeg kunne løbe videre på. Det var nok ikke så fedt for ham at slå armene om sådan en gennemsvedt marathonløber, men han ville jo selv ;o)
Vi nærmede os de 30 km., og jeg var stadig i løb. Både Lisbeth og jeg var godt mærkede af de mange små-stigninger, så vi besluttede at gå op ad de værste stigninger fremefter. Det viste sig at være en klog taktik!
Endelig i Harlem
Bydelen jeg havde ventet på med længsel - bydelen, jeg løb for! Jeg fik indfriet enhver forventning - eneste ting, jeg manglede var gospelkoret.
Brooklyn og Queens diskede op med en kvantitativ mængde af musik - i Harlem fik vi kvalitet!!!
Jeg har ikke mere at tilføje her, andet end YO! Og så må I ellers vente på videoerne...
Turen igennem Bronx bød også på fest - det var meget tydeligt den "hårdere" ende af Manhattan, vi var kommet til. Bygningerne var ikke så velplejede, som i "vores" ende af Manhattan, men der var nu ingen smalle steder - et enkelt sted, havde "lillemor" travlt med at sende sønnike afsted til købmanden. De havde lavet deres eget lille depot til os, og de manglede vand og bananer. Depotet skulle tankes op, for løberne skulle ikke mangle noget.
Det gjorde RIGTIG ondt nu! Og som vi listede igennem Bronx, så jeg en kvinde med et skilt, hvorpå der stod: "You can do anything through Jesus". I al min ugudelighed, tænkte jeg, at så kunne han dæleme godt ha' trukket lidt af på smerten i min krop. Her passerede vi også en lille hjemmelavet "bod", hvor vi fik et lille Guds ord med på vejen. Der skulle, hverken mangle vand, energidrik, musik, hep eller hjælp fra oven - New Yorkerne havde tænkt på det hele.
Det sidste seje træk
Det sidste seje træk blev trukket op ad 5th Avenue - vi nærmede os Central Park. Hver enkelt lille yard føltes, som den længste i verden. Hvor kilometerne i starten havde løbet sig selv, ville de nu næsten ikke løbes mere. 5th Avenue gik bare opad, opad, opad og så lidt mere opad.
Som vi løb opad, opad, opad, hørte vi en fartholders opmuntrende tilråb:
"Come on. A few more miles to go. Your're tired and your legs hurt. It dosen't matter - it only hurts because your bodies need sugar. That's all it is. COME ON".
Konen havde sgu overskud og det smittede lidt af på mig, så mit underskud blev konverteret til noget, der mindede om overskud.
5th Avenue blev besteget og NU kunne der da ikke være så meget mere ballade med den rute. Det sidste seje træk var trukket... Troede jeg!
Marathon - Central Park-style
Da vi løb ind i Central Park var jeg ved godt mod. Central Park afveg ikke fra resten af turen. Folk var ellevilde, råbte, skreg og heppede igennem. Jeg fik filmet al jubelhysteriet - fantastiske mennesker. Fantastisk opbakning.
Maria og Morten stod klar i Central Park og heppede igen - super fedt!
Bedst som jeg troede, at det sidste seje træk var trukket, ramte første stigning i Central Park mine ben. Av! Jeg var ellers ret overbevist om, at reglerne foreskrev, at parker i byer, SKULLE være meget flade. Der må jeg ha' læst en forkert paragraf, eller noget, for det var bestemt ikke tilfældet. Efter ruten med "broer op og broer ned", føltes Central Park, som endnu en tur op ad Queensboro Bridge.
Vi nåede de 40 km og mine knæ gik fuldstændigt amok - tror da nok aldrig, de har gjort så ondt. Jeg gad virkelig, virkelig, virkelig ikke løbe mere og mål føltes utrolig langt væk. Horderne af heppere var ikke blevet mindre og nu begyndte alle nationalflagene langs alléen at tone frem.
Målet nærmede sig og jeg fik holdt en sidste lille fest. Fik klappet en lang række heppende mennesker i hænderne, filmede hele vejen ind over målstregen.
Endelig inde! 42,2 km aka 26,2 miles var tilbagelagt. Smerten i kroppen kunne jeg ikke løbe fra, men jeg kom igennem side om side med Lisbeth. Og det var så godt at have hende at følges med hele vejen igennem!
Godt samarbejde og god opbakning, når man var ved at gå lidt kold.
Medaljen kom i hus og så knækkede den ellers så fejlfri logistik for arrangementet. Vi skulle stå i en kø så lang, så lang for overhovedet at komme ud af Central Park.
Jeg var ved at blive helt spedalsk! Jeg dur i forvejen ikke til at vente - så efter 42.2 km i kamp med en krop, der bare gjorde ondt, var det en prøvelse af KALIBER for mit utålmodige løvegen. Bedre blev det ikke, da jeg begyndte at fryse, og fandt ud af, at vi skulle vade fra 77th street hele vejen ned om Columbus Circle og derfra omdirigeres via Broadway, før vi kunne begynde at ane 58th street. Jeg rodede mig ud i en lille diskussion med en stor politibetjent, der ikke ville lukke os igennem ved Columbus Circle...
Rationelle Camilla ved godt, at sådan noget skal hun ikke gøre, men irrationelle marathon-Camilla er rimelig ligeglad... Fik jeg noget ud af diskussionen? Nej da. Jo, jeg fik lov til at gå via Broadway - ligesom alle andre.
Sådan Camilla!
Endelig kunne vi se vores gade og kort efter vores hotel.
Meget træt og meget kold, og faktisk også lidt arrig over en meget langvarig afslutning på et ellers fantastisk løb, kom jeg ind på værelset. Jeg fik hoppet lidt aggression ud af kroppen, og det gik ud over nogle saltstænger, som havde sneget sig ind via mine løbesko. Saltstængerne døde i gulvtæppet og jeg fik det lidt bedre.
Endnu bedre blev det, da jeg så at Dorte og Helene havde købt varm kaffe til os!
Sejrsmiddag - læs about it in another afsnit...
Bare for en god ordens skyld vil jeg få klynkeriet overstået her i begyndelsen af indlægget. Så nu benytter jeg lejligheden til at ynke mig selv lidt (men også lidt meget!)
Here goes:
JEG har KUN haft 9 dages sommerferie!
JEG har IKKE holdt efterårsferie!
JEG har IKKE flere penge!
OG...eller bare og... nyt tøj HAR jeg haft engang!
Men i dag er det e_n_d_e_l_i_g blevet ferietid for mig!
Ferieåret 2011-12 er opbrugt for mit vedkommende - dagene i New York City er sidste skud i feriebøssen, før et nyt ferieår tikker ind på kontoen - så skal den næste uge nydes?
Ja, det tror jeg nok, den skal - nydes i fulde drag.
Kl. 16.00 i dag pakkede jeg arbejdscomputeren og telefonen ned, hoppede ind i min lille bil og vendte lønslaveriet ryggen for en uges tid.
Morgendagen står på alskens praktiske gøremål, så jeg når at blive klar til afgang fredag morgen.
Der skal:
Og så skal jeg også huske at stresse totalt op, rende forvirret rundt om mig selv, mens jeg bander og svovler over alle de ting, jeg ikke kan finde, som alle andre har gemt for mig - garanteret MED VILJE!
Jeg skal faktisk ikke have ret meget med i den kuffert, for der skal jo være plads til aaaaalt det nye, jeg skal købe med hjem, for alle de penge jeg ikke har! Det gør det jo unægteligt noget lettere for mig at lave en pakkeliste!
Here goes:
JEG har KUN haft 9 dages sommerferie!
JEG har IKKE holdt efterårsferie!
JEG har IKKE flere penge!
OG...eller bare og... nyt tøj HAR jeg haft engang!
Men i dag er det e_n_d_e_l_i_g blevet ferietid for mig!
Ferieåret 2011-12 er opbrugt for mit vedkommende - dagene i New York City er sidste skud i feriebøssen, før et nyt ferieår tikker ind på kontoen - så skal den næste uge nydes?
Ja, det tror jeg nok, den skal - nydes i fulde drag.
Kl. 16.00 i dag pakkede jeg arbejdscomputeren og telefonen ned, hoppede ind i min lille bil og vendte lønslaveriet ryggen for en uges tid.
Morgendagen står på alskens praktiske gøremål, så jeg når at blive klar til afgang fredag morgen.
Der skal:
- vaskes tøj
- veksles valuta
- pakkes kuffert
- handles ind
Og så skal jeg også huske at stresse totalt op, rende forvirret rundt om mig selv, mens jeg bander og svovler over alle de ting, jeg ikke kan finde, som alle andre har gemt for mig - garanteret MED VILJE!
Åh jo, morgendagen bringer helt sikkert mennesket med det gyldne overblik frem i mig. Jeg holder uendeligt meget af den side af mig selv, så jeg tror faktisk, jeg vil nurse OverbliksCamilla lidt. Jeg vil simpelthen forkæle hende med en liste - en pakkeliste!
Håndbagage:
3xP (pas, penge & piller)
Visum og rejsebevis
En god bog - tror jeg, begynder på Smukke Jan - eller måske Niceville (for at gøre noget atypisk)
Mp3-afspilleren
Vadokamera
Det almindelige kamera
Min bærbare
Mobilen
Børste og lidt "fresh'n up" toiletsager
Løbesko + væskebælte + gel + startnummer + sportsbh + løbeunderbukser + løbeur (just in case)
Frugt
Ost (og hvorfor så det? Jo, fordi vi spiser brunch på toget til Kastrup - ikke fordi jeg bare sådan generelt render rundt med ost i tasken!)
Krydsord + kuglepen
Kleenex
Kufferten:
Det, der nye tøj, jeg engang havde...
Min vinterjakke + gamle vinterstøvler, som jeg bare kan smide ude ved starten
Det "store" kamera
Omformerstikket + oplader til mobil + kameraerne + computeren
Havregryn
Toilettaske m. indhold
Støvler + 1 par ekstra sko
Løbetights + min marathon t-shirt + løbesokker + ekstra løbesko + min langærmede løbeundertrøje
Et tæppe + en avis + en plastiksæk (til at holde varmen med på løbsdagen)
Min stedsans
... og så selvfølgelig alt det, jeg ikke kan komme i tanke om lige nu!
Så skal jeg ellers bare hygge igennem med mine børn - det bliver sært at skulle flyve solo uden dem i så mange dage... Det har jeg ikke prøvet før!
Fredag morgen kl. 07.00 kommer mine forældre - én kører mig til toget, en anden kører børnene i skole.
Fredag morgen kl. 07.00 kommer mine forældre - én kører mig til toget, en anden kører børnene i skole.
Kl. 7.45 stiger vi på toget til Kastrup, og rejsen begynder!
For 2½ år siden var der meget lang tid til... Nu er det lige om lidt.
Jeg har forhåbentlig optimeret min form ved at blive lokket til et "Vi-konditions-forbedrer"-mini-tri i Odense og omegn af Helene. Søndagens træning blev til 12 km løb, 25 km cykling og 1/2 times svømning, men så stod den også på dampbad, bio -og alm. sauna - det var en skøn dag.
Onsdagens træning sprang jeg over og nød i stedet en dejlig middag med herlig øl efterfulgt af en fantastisk koncert med Eivør og dejlig belgisk øl til. (Hmmm... Har vi før læst noget om Lisbeth og øl? Noget dæmrer!/red.)
Det med øllerne skulle jeg nok have sprunget over, sådan træningsmæssigt, men pyt - jeg skulle til Akupunktør dagen efter. (og alle ved, at akupunktur opvejer ethvert alkoholindtag/red.)
Akupunktøren har jeg så lige slæbt mig afsted fra. Vi snakker nåle, der gør hamrende ondt at få stukket i ben og fod, for ikke at nævne at ligge med dem i 20 min. Men det skulle gerne øge chancen for at jeg gennemfører NY, så jeg tog lige bagbenene med også, og kan nu dårligt hverken gå eller sidde. Godt jeg startede dagen med en lille hurtig løbetur.
Fakta i en fart
Must-pack's: Oppustelig fodskammel, en collage-pakkeliste og et par nåle til bagsiden af benene.
Hadeflyfilm: United 93 - er bare så ødelæggende for flymoralen!
Motto: "Alt skal nok gå, når blot man har øl, bagben og flystrømper".
Næste gang jeg spænder løbeskoene på bliver lørdag i København. Så jeg tænker, at jeg bare er så klar til at forcere de mange broer og indtage The Big Apple, om jeg så skal kravle i mål.
Ugen op til løbet vil jeg kun løbe ganske lidt, så der bliver tid til at læse mere om NY og få pakket. Jeg er i gang med en pakkeliste så lang, men har jeg bare pas, billet, visakort og løbeudstyr, kan det vel ikke gå helt galt!?! Nåh, jo ESTA ansøgningen, og så lige udklippene om de dejlige caféer, vi skal besøge.
Glæder mig så meget til vi er derovre, har investeret i oppustelig fodskammel og flystrømper til flyturen, så medmindre de viser United 93, bliver det sikkert en fornøjelig flytur.
Hvis jeg kan gå ovenpå løbet, skal jeg besøge MoMa og Guggenheim. Strawberry field, caféer, musiksteder, Brooklyn Bridge og resten af Central Park er også et must - måske på cykel!
Fra jeg - lidt hovedkuls og ganske uventet - kom med på NYM-vognen og til nu er gået 18 uger. Og da det dengang kun var godt en måned siden jeg fuldførte mit 3. marathon, var det bare op i sadlen igen med det samme.
Denne gang har jeg dog grebet træningen lidt anderledes an, har løbet 25% mindre, og cyklet en hel del mere. Dette dels for ikke at overbelaste mine gamle ben, men også fordi jeg i vinters fik en super cross-cykel. Så må det vise sig 6. nov om det har været en god idé, men faktum er at jeg har holdt mig helt og aldeles skadesfri, ikke har døjet med ømhed, væsentlig træthed eller andet træls.
Jeg har nydt samtlige ture, både på løbeben og cykelhjul. Det har heller ikke været et minus at nogle af de mange træningstimer så kunne foregå med min ABSOLUT ikke løbende, men meget cyklende, husbond.
Anne Birgittes 3 "must-pack's"Just hjemkommet fra efterårsferie i ...tja, NYC med familien, må jeg sige at mine forventninger til flymaden er helt i bund. Så bliver jeg ikke så let skuffet . Må af erfaring konstatere den slags gastronomi bare skal ned, de har (om muligt) endnu ringere kokke ansat end mig!
1) Tja, løbesko, Danmarkstrøje m.m. giver vist sig selv? (Ja da, for en løber/red.)
2) Pas, penge og biletter kan også være praktiske detaljer.
3) Og så humør og energi - for alt andet kan da enten undværes eller købes.
Flyfilm - håber sandelig SAS har andre film på tapetet end Continental. De to film jeg gad se der har jeg jo nu set. Og jeg er ellers ikke kræsen, elsker underlødige B-film!
I NYC skal jeg jo helt klart ud og løbe en lille tur gennem byen!
Mandag håber jeg på godt vejr, for mon ikke jeg skal stene på en bænk i Central Park? Måske møder jeg igen Charles, en flink hjemløs. Så kan jeg måske lokke ham til at hente kaffe på Starbucks, hvis han får lidt for det? Mine ben lystrer næppe helt...
Jeg vil også gerne i Niketown, ind i samtlige butikker på især 5th og 7th Av, evt på Moma eller Guggenheim (blev fravalgt i ferien). Og så se hvad humøret, vejret, temperamentet og det øvrige selskab hitter på af skøre ting. "The city that never sleeps" har nok at lokke med.
En tur i Outlet er der også planer om og når man er priviligeret med en familie med mange teenage piger, skal der skal købes julegaver i stride strømme.
Næste uge skal gå med en lille afsluttende løbetur af den hyggelige slags, evt en svømmetur, og især opbygning af militær-lager-niveau i køleskab, så mine unger ikke vanrøgtes, når de skal være alene en uge med deres småautistiske og let demente far...(og cyklende/red.)
Aftenen inden vi rejser skal jeg med min datter ind og høre Ole Henriksens foredrag "succes i livet" - vil lappe hvert et ord i mig, og TRO på alt, hvad han speedsnakkende kører af!
Jeg indskriver mig på heppe-listen, ingen marathon uden heppere, har købt heppeflag. Tænk om jeg kunne få et smilende snap-foto af hver af jer.
Flymenu: Senest kl. 13.00, jeg skal jo nå at fylde puklen med the og vand inden aftensmaden (Hvorfor? Er Else Margrethe i virkeligheden en kamel med te-pukler?/red.)
Else Margrethes 3 "must - pack's"Når målet ikke bliver marathonløb i NYC alligevel, må det udskiftes med noget andet, og hvad er bedre end Starbucks, Dunkin' donuts, Ben & Jerry's, cheesecake, cocktails ad libitum?
1) pandebånd
2) kleenex
3) læbestift
Og så er der endda nogle, som snakker om æblebutikker også??
Så er der ikke længe igen. Egentlig lidt underligt at tænke på at lige om lidt er nu.
Nu har vi ventet i to år på dette og i to år gået og glædet os og været forventningsfulde til den store tur og så er det lige om lidt - det føles på en eller anden lidt ubeskrivelig måde lidt mærkeligt. Hvor mange møder har vi ikke holdt, hvor vi har hørt Frank Sinatra synge "New York, New York"?
Det bliver stort - det kan ikke blive andet.
Har gået i den sidste uges tid og været nervøs for at falde, vride om på foden m.m. Glæder mig simpelthen bare sådan til denne tur. Ud over at glæde mig til selve løbet, glæder jeg mig også til at være sammen med de herligste damer og til shopping, kaffe og et enkelt eller to museumsbesøg. En af dagene tager jeg toget til New Haven og besøger familie, det ser jeg også frem til.
Jeg har døjet med lidt betændelse under foden, har gået til fys i et stykke tid og er blevet masseret grundigt. Tak til Odense Kommune for en fantastisk sundhedsordning. Håber foden holder hele vejen rundt og til de efterfølgende dages shopping.
I denne uge er det ikke blevet til megen løb pga. møder og jeg har det helt vildt dårligt med denne nedtrapning - savner lange løbeture og frisk luft. Ved dog af erfaring at sådan skal det føles. Tager til København i weekenden og går nogle lange ture og håber på den måde at få "afreageret" lidt. I næste uge forventer jeg et par stille og rolige ture. Ture som nok bliver mest for mig selv, da jeg også i næste uge skal hygge mig lidt med mine døtre, som samtidig med os drager med deres far til Indien i 10 dage.
I min kuffert har jeg ikke tænkt at pakke ret meget udover rent undertøj og sådan. Der skal være plads til nyt!
Dortes 3 "must-pack's" til håndbagagen
1) løbetøj
2) løbesko
3) iPhone
Samt et par dameblade og en bog om strategisk ledelse. Helt holde fri kan jeg nok ikke...
Jeg har ikke nogen favoritfilm eller film jeg ikke gider at se. Dog vil jeg helt klart fravælge enhver form for tegnefilm. Ellers regner jeg med at vi skal gejle de andre passagerer lidt op og have os et godt grin eller to, så alle i flyet er klar over at pigerne Fyn er om bord. Måske kan vi også lov til at komme ud i cockpittet?(Vi bliver tvunget ud i cockpittet!/red.)
Mht. mad, så ved I alle, at dette er et af de områder, hvor jeg er ret kritisk. Ingen sukker, ingen hurtige kulhydrater til mor her, men masser af proteiner - jeg har ikke den store tiltro til flymaden, så må hellere købe en rugting og tage med selv. Jeg har forhørt mig om, hvor der ligger en helsebutik lige i nærheden af hotellet, hvor vi også kan få havregryn, hvis nogen ønsker det inden løbet (Det ønsker jeg/red.). Håber, jeg også kan få SKYR.
Forresten skal jeg også lige gøre opmærksom på, at jeg har fået lavet en aftale om en guided tur i byen torsdag aften, hvor Sørens fætter Mark tager de, der ønsker det med rundt på nogle gode barer (Det ønsker jeg også/red.).
Ellers glæder jeg mig bare til den 6. november kl. 10.10, hvor der skal fokuseres på løb og, hvor al træningen og forsagelsen af rødvin forhåbentlig skal komme os til gode!
Min sidste uge har været en smule hektisk, arbejde, familie og træning skulle passes. I søndag lokkede jeg Lisbeth med til en lille triatlon 12 km løb, 25 km cykling og derefter svømning og dejlig sauna, dagens program var ikke nær så anstrengende som de 3 tidligere søndage, med 21 – 24 km lange løbeture.
I mandags var jeg instruktør i løbeskolen og vi løb 9 km , onsdag tog jeg en dejlig aften løbetur på 10 km med klubben.
Nu er jeg ved at se en ende på træningen, det bliver godt for mit skinneben og min balle at få lidt ro. Kunne mærke da vi løb i går, det allerede var lidt bedre, nu de ugentlige kilometer er sat ned. Har lørdag planlagt en 10 km tur rundt om søerne i København – tager på storby-træning i København i weekenden. Løbeskolen 9 km på mandag.
Så håber jeg på at være klar til NYC d. 6.11. Jeg glæder mig vildt, og kan ikke fatte det er 2.5 år siden Dorthe ringede og sagde skal vi gøre det – tror det tog os ca. 5 min. at blive enige om …YES - Vi gør det! Og inden der var gået 3 dage sagde de andre www´er også YES - Vi gør det! Det var fantastisk og nu er det snart virkelighed.
Jeg har løbet 9 halvmaraton og det er min 3 maraton – denne gang skal det være en ren oplevelses og forhåbentlig en fornøjelsestur rundt i NYC - det bliver fantastisk.
Helenes 3 "must-pack's"Udover en lille løbetur, skal jeg bruge min tid i NYC på Moma, Guggenheim, cafeér, central park – måske på cykel, gå over Brooklyn Bridge, høre noget god musik, mærke byen og stemningen.
1) min lille hovedpude + Fernet branca ( står altid øverst på alle min pakkelister )
2) løbesko
3) pas, biletter, kreditkort og briller
5 1/2 måneders løbetræning efter min lange skadesspause, ca. 1000 km i benene ,10 kg mindre at slæbe rundt på og 2 gennemførte halvmarathon og en uge til NY, så jeg er så klar, som jeg kan blive under de givne omstændigheder.
8 dage endnu og sommerfuglene basker allerede i maven!
Vigtigste udstyr: pas, billetter, løbeudstyr og elkoger( så Else Margrete og jeg kan få vores aften eller natte til godnathistorien!)
Fakta i en fart
Susanne falder i søvn til Rambo.
Susanne behøver ikke mad på flyet - for maven er fyldt med sommerfugle.
Oplevelser: Så meget som muligt, fra at indsnuse atmosfæren, til museer, must seværdigheder, cafeer m.m. og til noget musisk gospel eller musical.
Er sikker på, at det bliver 7 fantastisk dejlige dage sammen med Jer!
Nu udfordrer jeg nok Nemesis - so be it! Lige pt. kører det altså for mig!
Jeg er godt løbende - ikke alt det dersens tidsræs. Det er min røv aaaalt for stor til at deltage i, men jeg er løbende - og jeg kan løbe langt. Styrken i mine ben er god og mit mentale overskud ligeså. Det er virkelig dejligt endelig at mærke fremgangen.
Jeg har stadig problemer med min fod, men som fysioterapeuten siger: "Hvis løb, hverken gør skaden værre eller bedre, kan du jo ligeså godt løbe". Oversat: skaden i foden er ikke løbsrelateret, hvilket jo egentlig er både godt og skidt! Skidt, fordi vi så ikke aner, hvad vi skal gøre ved foden. Godt, fordi jeg så kan løbe, som jeg lyster.
Søndagen stod på løb i Fruens Bøge - små 22 km blev tilbagelagt med super godt overskud. Vejret var perfekt, depotet overdådigt og selskabet fantastisk. Det er usandsynligt hyggelige mennesker, der deltager i det løb. Jeg finder det ganske befriende, at løbets sociale styrker er i højsædet, fremfor tid, tid, tid og tempo, tempo, tempo. Skønt!
Læs mere om Fruens Bøge Marathon her
Der er nu små 17 dage til det går løs i New York City - og jeg fik mig lige endnu en overraskelse. Forleden dumpede der en mail ind til mig. Den var fra marathonet, som meddelte, at jeg var udtaget til at repræsentere Danmark under marathonets åbningsceremonien d. 4.11. Jeg skal gå med i The Parade of Nations, hvor 75 nationer er repræsenteret af marathondeltagere. Udover os almindelige løbere, går også eliteløbere med i paraden. Hele ceremonien varer 2 timer og afsluttes med et ordentligt festfyrværkeri, og noget dansehalløj.
Det giver bare lige et ekstra sus i maven og jeg skal helt sikkert have fundet mig det perfekte Danmarks-outfit til paraden - der bliver ikke et øje tørt!
Nu håber, jeg bare, jeg kan nå ind til Central Park i tide - vi lander først i NYC d. 4.11, kl. 16!
Jeg tror, New York City Marathon bliver de 2 års ventetid værd.
Jeg er godt løbende - ikke alt det dersens tidsræs. Det er min røv aaaalt for stor til at deltage i, men jeg er løbende - og jeg kan løbe langt. Styrken i mine ben er god og mit mentale overskud ligeså. Det er virkelig dejligt endelig at mærke fremgangen.
Jeg har stadig problemer med min fod, men som fysioterapeuten siger: "Hvis løb, hverken gør skaden værre eller bedre, kan du jo ligeså godt løbe". Oversat: skaden i foden er ikke løbsrelateret, hvilket jo egentlig er både godt og skidt! Skidt, fordi vi så ikke aner, hvad vi skal gøre ved foden. Godt, fordi jeg så kan løbe, som jeg lyster.
Søndagen stod på løb i Fruens Bøge - små 22 km blev tilbagelagt med super godt overskud. Vejret var perfekt, depotet overdådigt og selskabet fantastisk. Det er usandsynligt hyggelige mennesker, der deltager i det løb. Jeg finder det ganske befriende, at løbets sociale styrker er i højsædet, fremfor tid, tid, tid og tempo, tempo, tempo. Skønt!
Læs mere om Fruens Bøge Marathon her
Der er nu små 17 dage til det går løs i New York City - og jeg fik mig lige endnu en overraskelse. Forleden dumpede der en mail ind til mig. Den var fra marathonet, som meddelte, at jeg var udtaget til at repræsentere Danmark under marathonets åbningsceremonien d. 4.11. Jeg skal gå med i The Parade of Nations, hvor 75 nationer er repræsenteret af marathondeltagere. Udover os almindelige løbere, går også eliteløbere med i paraden. Hele ceremonien varer 2 timer og afsluttes med et ordentligt festfyrværkeri, og noget dansehalløj.
Det giver bare lige et ekstra sus i maven og jeg skal helt sikkert have fundet mig det perfekte Danmarks-outfit til paraden - der bliver ikke et øje tørt!
Nu håber, jeg bare, jeg kan nå ind til Central Park i tide - vi lander først i NYC d. 4.11, kl. 16!
Jeg tror, New York City Marathon bliver de 2 års ventetid værd.
Jeg er - og har altid været - utrolig god til at få regnestykker til at gå op! Faktisk har jeg alle dage været et større - omend ret skjult - matematisk talent!
Dette talent fik jeg endnu engang brug for, da jeg torsdag aften sad på fifaen og Facebookede. En kær veninde havde lavet et opslag, hvori hun nævnte, at hun havde et ekstra startnummer til søndagens marathon i Berlin.Turen derned var en billig-kør-selv-tur, overnatningerne var der to af - til næsten ingen penge, og startnummeret var til salg for 400 ballader.
Og her opstår så dette yderst logiske regnestykke:
Jeg kiggede på min (stakkels?) mand og sagde: "Jeg har lige fået mulighed for en billig tur til Berlin... Inkl. startnummer til marathon - skal jeg gøre det?". Hertil svarede min mand bare: "Ja, for du bliver jo så glad af det!". Ham har jeg altså været heldig med!!!!!!!!!!!!!!!!!
Så var der ligesom ikke mere at rafle om!
Lørdag morgen stod jeg pakket og klar, mens jeg ventede på bilen, som skulle køre mig til Berlin - og ned til den fedeste løbe-weekend, jeg længe har haft!
I bilen sad Claus, Henrik og Ulla - i Rødekro samlede vi Dorthe op, før vi drønede over grænsen mod syd!
Turen ned var præget af godt humør og... vand! Vand hører til, når man sådan skal hydrere ordentligt op til så langt et løb - det står ligesom i reglerne!
På dette punkt, kan vi alle sammen lære meget af Dorthe - hun viste sig at være den mest vel-hydrerede af os alle. Faktisk er jeg fristet til at skrive over-hydreret. Da Claus fik den indskydelse at vise os lidt omkring på landet - ikke så langt fra Hamburg (turen til Berlin var nemlig ikke lang nok i sig selv - så en detour med lidt country sightseeing var helt på sin plads!), måtte Dorthe påkalde sig en tissepause i Guds grønne natur!
Og hun var da ikke den eneste, der skulle tisse - bevares! Jeg har bare sjældent præsteret "at hoppe i busken" sammen med én, der skulle tisse så meget. Dorthe tissede - jeg tissede, blev færdig - og Dorthe tissede stadig... Efter, hvad der føltes, som 1000 lysår (eller næsten), blev Dorthe endelig færdig.... Og vi kunne køre videre på Claus' lille rundvisning i det tyske.
Man kan sige meget om Claus og det tyske country site, men han har sgu styr på det! Vi kørte på landet - og vupti - så var vi i Berlin! Det tog ikke meget længere tid, end når Dorthe tisser!
Fremme ved Tempelhof lufthavn i Berlin og her skulle startnumrene afhentes... Jeg gik stille og roligt undercover, som Jacob - en 2 år yngre mandsperson - som jeg aldrig havde mødt, men som bestemt agtede at løbe marathonet på 3.30. Jeg var ret overbevist om, at ingen - ikke engang en tysker - ville kunne kende forskel på Jacob og jeg! Den overbevisning måtte imidlertid briste, da jeg stod i kø for at afhente mit - og Jacobs - startnummer! Lige meget, hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke skjule mig i køen af mænd. Med mine 162 cm i højden, lange lyse hår, fedt på hofterne og buler i blusen, måtte jeg erkende, at jeg ikke var Jacob. Manden bag disken kiggede mistænkeligt på mig, og jeg måtte forsikre ham om, at jeg blot hentede startnummeret, fordi denne Jacob jo havde brug for at hvile sine ben hjemme på hotellet. Jeg fik udleveret startnummeret, og med en næse 30 cm længere end Pinocchios, listede jeg hen og fik udleveret min chip.
Så vendte vi automobilet mod lejligheden. En fantastisk lejlighed, der lå en spytklat fra Alexander Platz, var vores for en weekend. Vi fik hurtigt organiseret os med sovepladser og alt, og smuttede så ud for at få noget aftensmad. Valget faldt på pastamad! Ingen overraskelse, eftersom det også står i marathonreglerne: "Spis pasta aftenen før løbet!". De regler havde resten af Berlin også læst, så vi måtte lige vente lidt på at få et bord i den overfyldte, men ganske hyggelige restaurant.
Mætte og tilfredse forlod vi restauranten, og på hjemvejen fik vi handlet ind, så morgenmaden var i hus. Hjemme i lejligheden gik vi så i gang med, hver vores små "klargøringsritualer". Ulla tog neglelak på, Dorthe og Claus snakkede i telefon, Henrik gjorde vist sit løbetøj klar - og jeg drak kaffe. Efter en rum tid med hyggesnak og rute-kort-kiggeri, sagde vi godnat.
Jeg havde fået V.I.P-værelset - et helt rum med en hel seng, helt for mig selv. Det var ren luksus og jeg sov fantastisk.
Næste dag skulle vi bare løbe og løbe.
Morgenen gik også med diverse små-ritualer - bananer, øllebrød, 10-eurosedler i løbesokkerne, læbepomade og energigel i BH-stropperne osv.
Klar til afgang og afsted mod start.
Det er altid så fedt at gå i sådan et startområde - folk vader rundt, der er høj musik og man kan mærke et godt miks af både spænding, nervøsitet, glæde og forventning i luften. Dorthe og jeg fandt vores startgruppe - og vi følte os lidt højt på strå, da vi var placeret i samme gruppe, som Paula Radcliff, Haile, Makau og alle de andre for sindssygt stærke løbere... Altså de var på plads i V.I.P-området og vi stod i gruppe E, men alligevel !
Vi faldt hurtigt i snak med en dansk mand, som slet ikke kunne skjule, at han hed Jakob - jeg følte mig lidt lettet for nu var jeg, det enkelte bogstav til forskel, trods alt ikke den eneste Jacob i feltet. Jakob, Jacob og Dorthe blev da også foreviget af marathonfotograferne, som vi stod der og ventede på at starten skulle gå.
Selve løbet vil jeg egentlig ikke kommentere så meget på - du kan kigge med på den 20 min. lange video. Hvis du har tendens til søsyge, er det en god idé at sluge lidt tabletter før du trykker play. Videoen er nemlig skudt med et lille Vado-kamera, og jeg har overholdt samtlige dogmeregler til punkt og prikke! Du bliver også udsat for lidt still billeder i ny og næ - af ikke nogen gennemtænkt årsag. Der skulle have været lidt underlægningsmusik på still billederne, men det er der ikke - for jeg er pisse-forkølet og orker ikke lige at bakse med det, oveni snot, feber og ondt i halsen!
Tag videoen for, hvad den er - min tur mod marathon nr. 3. Du er mere end velkommen til at kommentere og stille spørgsmål! Faktisk skulle det glæde mig med en lille hyggelig marathon-dialog her på kanalen.
Alle fra vores lille gruppe var kommet godt i mål. Nogle mere tilfredse end andre.
Vores marathon-sejr blev fejret med... pasta! Dog i en noget mere lækker udgave end aftenen før løbet. Vi fandt en dejlig, lille restaurant, hvor vi fik det lækreste mad - velfortjent!
Mandag morgen pakkede vi sammen, gjorde rent og vendte automobilet mod Danmark igen!
Jeg var/er ret stolt over, at jeg formåede at indgå aftaler med mig selv undervejs i løbet - og så rent faktisk overholde dem! Jeg løb max. 32 km og fordelte resten på raske gåture. Det var velinvesteret og jeg har i skrivende stund ikke skyggen af mén efter turen. Udgangspunktet for løbet var at komme igennem på en fornuftig måde, uden at ødelægge mit marathon i New York til november - det ser ud til, at planen holdt. At jeg så har tilranet mig en træls forkølelse er en anden ting. Jeg forventer at være løbende igen i morgen eller fredag.
Det bliver nok ikke sidste gang, at jeg løber spontan-marathon, for det er faktisk slet ikke så ringe at holde weekend forklædt som Jacob!
Dette talent fik jeg endnu engang brug for, da jeg torsdag aften sad på fifaen og Facebookede. En kær veninde havde lavet et opslag, hvori hun nævnte, at hun havde et ekstra startnummer til søndagens marathon i Berlin.Turen derned var en billig-kør-selv-tur, overnatningerne var der to af - til næsten ingen penge, og startnummeret var til salg for 400 ballader.
Og her opstår så dette yderst logiske regnestykke:
Skadet fod+Berlin Marathon:billig overnatning+godt selskab x 4 = Camilla skal med!
Jeg kiggede på min (stakkels?) mand og sagde: "Jeg har lige fået mulighed for en billig tur til Berlin... Inkl. startnummer til marathon - skal jeg gøre det?". Hertil svarede min mand bare: "Ja, for du bliver jo så glad af det!". Ham har jeg altså været heldig med!!!!!!!!!!!!!!!!!
Så var der ligesom ikke mere at rafle om!
Lørdag morgen stod jeg pakket og klar, mens jeg ventede på bilen, som skulle køre mig til Berlin - og ned til den fedeste løbe-weekend, jeg længe har haft!
I bilen sad Claus, Henrik og Ulla - i Rødekro samlede vi Dorthe op, før vi drønede over grænsen mod syd!
Turen ned var præget af godt humør og... vand! Vand hører til, når man sådan skal hydrere ordentligt op til så langt et løb - det står ligesom i reglerne!
På dette punkt, kan vi alle sammen lære meget af Dorthe - hun viste sig at være den mest vel-hydrerede af os alle. Faktisk er jeg fristet til at skrive over-hydreret. Da Claus fik den indskydelse at vise os lidt omkring på landet - ikke så langt fra Hamburg (turen til Berlin var nemlig ikke lang nok i sig selv - så en detour med lidt country sightseeing var helt på sin plads!), måtte Dorthe påkalde sig en tissepause i Guds grønne natur!
Og hun var da ikke den eneste, der skulle tisse - bevares! Jeg har bare sjældent præsteret "at hoppe i busken" sammen med én, der skulle tisse så meget. Dorthe tissede - jeg tissede, blev færdig - og Dorthe tissede stadig... Efter, hvad der føltes, som 1000 lysår (eller næsten), blev Dorthe endelig færdig.... Og vi kunne køre videre på Claus' lille rundvisning i det tyske.
Man kan sige meget om Claus og det tyske country site, men han har sgu styr på det! Vi kørte på landet - og vupti - så var vi i Berlin! Det tog ikke meget længere tid, end når Dorthe tisser!
Fremme ved Tempelhof lufthavn i Berlin og her skulle startnumrene afhentes... Jeg gik stille og roligt undercover, som Jacob - en 2 år yngre mandsperson - som jeg aldrig havde mødt, men som bestemt agtede at løbe marathonet på 3.30. Jeg var ret overbevist om, at ingen - ikke engang en tysker - ville kunne kende forskel på Jacob og jeg! Den overbevisning måtte imidlertid briste, da jeg stod i kø for at afhente mit - og Jacobs - startnummer! Lige meget, hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke skjule mig i køen af mænd. Med mine 162 cm i højden, lange lyse hår, fedt på hofterne og buler i blusen, måtte jeg erkende, at jeg ikke var Jacob. Manden bag disken kiggede mistænkeligt på mig, og jeg måtte forsikre ham om, at jeg blot hentede startnummeret, fordi denne Jacob jo havde brug for at hvile sine ben hjemme på hotellet. Jeg fik udleveret startnummeret, og med en næse 30 cm længere end Pinocchios, listede jeg hen og fik udleveret min chip.
Så vendte vi automobilet mod lejligheden. En fantastisk lejlighed, der lå en spytklat fra Alexander Platz, var vores for en weekend. Vi fik hurtigt organiseret os med sovepladser og alt, og smuttede så ud for at få noget aftensmad. Valget faldt på pastamad! Ingen overraskelse, eftersom det også står i marathonreglerne: "Spis pasta aftenen før løbet!". De regler havde resten af Berlin også læst, så vi måtte lige vente lidt på at få et bord i den overfyldte, men ganske hyggelige restaurant.
Mætte og tilfredse forlod vi restauranten, og på hjemvejen fik vi handlet ind, så morgenmaden var i hus. Hjemme i lejligheden gik vi så i gang med, hver vores små "klargøringsritualer". Ulla tog neglelak på, Dorthe og Claus snakkede i telefon, Henrik gjorde vist sit løbetøj klar - og jeg drak kaffe. Efter en rum tid med hyggesnak og rute-kort-kiggeri, sagde vi godnat.
Jeg havde fået V.I.P-værelset - et helt rum med en hel seng, helt for mig selv. Det var ren luksus og jeg sov fantastisk.
Næste dag skulle vi bare løbe og løbe.
Morgenen gik også med diverse små-ritualer - bananer, øllebrød, 10-eurosedler i løbesokkerne, læbepomade og energigel i BH-stropperne osv.
Klar til afgang og afsted mod start.
Det er altid så fedt at gå i sådan et startområde - folk vader rundt, der er høj musik og man kan mærke et godt miks af både spænding, nervøsitet, glæde og forventning i luften. Dorthe og jeg fandt vores startgruppe - og vi følte os lidt højt på strå, da vi var placeret i samme gruppe, som Paula Radcliff, Haile, Makau og alle de andre for sindssygt stærke løbere... Altså de var på plads i V.I.P-området og vi stod i gruppe E, men alligevel !
Vi faldt hurtigt i snak med en dansk mand, som slet ikke kunne skjule, at han hed Jakob - jeg følte mig lidt lettet for nu var jeg, det enkelte bogstav til forskel, trods alt ikke den eneste Jacob i feltet. Jakob, Jacob og Dorthe blev da også foreviget af marathonfotograferne, som vi stod der og ventede på at starten skulle gå.
Selve løbet vil jeg egentlig ikke kommentere så meget på - du kan kigge med på den 20 min. lange video. Hvis du har tendens til søsyge, er det en god idé at sluge lidt tabletter før du trykker play. Videoen er nemlig skudt med et lille Vado-kamera, og jeg har overholdt samtlige dogmeregler til punkt og prikke! Du bliver også udsat for lidt still billeder i ny og næ - af ikke nogen gennemtænkt årsag. Der skulle have været lidt underlægningsmusik på still billederne, men det er der ikke - for jeg er pisse-forkølet og orker ikke lige at bakse med det, oveni snot, feber og ondt i halsen!
Tag videoen for, hvad den er - min tur mod marathon nr. 3. Du er mere end velkommen til at kommentere og stille spørgsmål! Faktisk skulle det glæde mig med en lille hyggelig marathon-dialog her på kanalen.
Alle fra vores lille gruppe var kommet godt i mål. Nogle mere tilfredse end andre.
Vores marathon-sejr blev fejret med... pasta! Dog i en noget mere lækker udgave end aftenen før løbet. Vi fandt en dejlig, lille restaurant, hvor vi fik det lækreste mad - velfortjent!
Mandag morgen pakkede vi sammen, gjorde rent og vendte automobilet mod Danmark igen!
Jeg var/er ret stolt over, at jeg formåede at indgå aftaler med mig selv undervejs i løbet - og så rent faktisk overholde dem! Jeg løb max. 32 km og fordelte resten på raske gåture. Det var velinvesteret og jeg har i skrivende stund ikke skyggen af mén efter turen. Udgangspunktet for løbet var at komme igennem på en fornuftig måde, uden at ødelægge mit marathon i New York til november - det ser ud til, at planen holdt. At jeg så har tilranet mig en træls forkølelse er en anden ting. Jeg forventer at være løbende igen i morgen eller fredag.
Det bliver nok ikke sidste gang, at jeg løber spontan-marathon, for det er faktisk slet ikke så ringe at holde weekend forklædt som Jacob!
Jeg havde faktisk helt glemt, hvor træt man lige bliver af at løbe langt! Ikke desto mindre sidder jeg nu i min sofa med ømme stænger og iser min fod. Dagens H.C. Andersen ½ marathon er vel overstået- og jeg forsøger nu at se vågen ud...
Det betyder, at jeg faktisk har gang i mere end hele tre ting på én gang lige nu - det er lige ved at være for meget for mig!
Dagens tur var på forhånd udråbt til at være en træningstur - med chip! Mit ønskede marathontempo på 6 min/km skulle holdes - specielt for at tage hensyn til foden! Tiden blev holdt - næsten til punkt og prikke. Jeg holdt et gennemsnitstempo på 5.57 min/km. Turen blev løbet i silende regn og i følgeskab med Helene og Susanne.
Jeg havde egentlig ok overskud, men kunne helt klart godt mærke, at dette er årets første ½ marathon, som er lykkedes for mig. Skaden har trukket sine veksler og bentøjet er ikke så stærkt, som det har været, så jeg har det lidt dobbelt med dagens tur...
Det er bestemt fedt at være så godt løbende, at jeg atter kan klare distancen, men samtidig er det skod at løbe 10 minutter "dårligere" end sidste år.
Anyway - endnu en medalje er hængt på "trofæ-knagen" og jeg satser på endnu en god, lang løbetur næste weekend! Næste ½ marathon løbes d. 16.10.11 i Fruens Bøge.
Det betyder, at jeg faktisk har gang i mere end hele tre ting på én gang lige nu - det er lige ved at være for meget for mig!
Dagens tur var på forhånd udråbt til at være en træningstur - med chip! Mit ønskede marathontempo på 6 min/km skulle holdes - specielt for at tage hensyn til foden! Tiden blev holdt - næsten til punkt og prikke. Jeg holdt et gennemsnitstempo på 5.57 min/km. Turen blev løbet i silende regn og i følgeskab med Helene og Susanne.
Jeg havde egentlig ok overskud, men kunne helt klart godt mærke, at dette er årets første ½ marathon, som er lykkedes for mig. Skaden har trukket sine veksler og bentøjet er ikke så stærkt, som det har været, så jeg har det lidt dobbelt med dagens tur...
Det er bestemt fedt at være så godt løbende, at jeg atter kan klare distancen, men samtidig er det skod at løbe 10 minutter "dårligere" end sidste år.Anyway - endnu en medalje er hængt på "trofæ-knagen" og jeg satser på endnu en god, lang løbetur næste weekend! Næste ½ marathon løbes d. 16.10.11 i Fruens Bøge.
Så lykkedes det at samle hele holdet til en fælles træningstur, hvor vi fik testet både Vado-kamera og sponsortøj.
To be continued...
Vi løb 10 km i fin stil - dog med fugtigt vejr og det harmonerede ikke så godt med kameraet, der duggede en del. Vi satser på tørt vejr til NYC-Marathon, så vi kan få bedre video at arbejde med.
Tag et kig på vores lille prøvevideo - musikken er af The Last Chosen Boy
To be continued...
at det ikke er galt for noget!
Ja, jeg hænger med hovedet - i bogstaveligste forstand. Faktisk er det som om det trækker lidt mere til venstre. Så - jeg hænger med hovedet - til venstre...
Det var jo lykkedes mig at lande blødt i Ready 2 Run - og der er jeg for så vidt stadig. Foden arter sig, kredsløbet føles ok, fedtet på røv og lår sidder fast, så det gør jeg sgutte så meget ved - jeg vil mene, at jeg kan få min krop i løb, og har da fået tilbagelagt 35 km i den forgangne uge - ikke meget i marathonregnskabet, men alt har ret lige i øjeblikket.
Nu har jeg så fået mig en forstrækning i nakken - derfor hænger hovedet. Jeg genoptager, hvad jeg har gjort bedst dette år; misser min race-deltagelse :o( Intet Ringe-tri til den dame her alligevel. Ligesom alle øvrige af mine deltagelser til årets store løb, må det lade livet pga. en latterlig fysisk skavank...
Der er utrolig mange måder, man kan tackle sådanne ting på... Jeg kunne vælge at få roterende fis i kasketten af alle de afbud, men egentlig har jeg slået mig til tåls med, at jeg i det mindste bidrager til samfundsøkonomien, med alle de indbetalinger til diverse løb... Jeg gør mit ypperste til at holde hjulene i gang - og jeg har endda fundet ud af, hvad der skal stå på min gravsten, når den tid kommer:
Der er vitterligt intet, der så godt, at det ikke er galt for noget.
Jeg vælger derfor at sætte ære og stolthed i morgendagens afbud - og overlader min - ellers stensikre 4. plads - til en anden heldig deltager. Nu vil jeg så imidlertid bruge lidt energi på at få drejet mit hoved mod højre, så jeg kan se Toy Story med børnene!
Ja, jeg hænger med hovedet - i bogstaveligste forstand. Faktisk er det som om det trækker lidt mere til venstre. Så - jeg hænger med hovedet - til venstre...
Det var jo lykkedes mig at lande blødt i Ready 2 Run - og der er jeg for så vidt stadig. Foden arter sig, kredsløbet føles ok, fedtet på røv og lår sidder fast, så det gør jeg sgutte så meget ved - jeg vil mene, at jeg kan få min krop i løb, og har da fået tilbagelagt 35 km i den forgangne uge - ikke meget i marathonregnskabet, men alt har ret lige i øjeblikket.
Nu har jeg så fået mig en forstrækning i nakken - derfor hænger hovedet. Jeg genoptager, hvad jeg har gjort bedst dette år; misser min race-deltagelse :o( Intet Ringe-tri til den dame her alligevel. Ligesom alle øvrige af mine deltagelser til årets store løb, må det lade livet pga. en latterlig fysisk skavank...
Der er utrolig mange måder, man kan tackle sådanne ting på... Jeg kunne vælge at få roterende fis i kasketten af alle de afbud, men egentlig har jeg slået mig til tåls med, at jeg i det mindste bidrager til samfundsøkonomien, med alle de indbetalinger til diverse løb... Jeg gør mit ypperste til at holde hjulene i gang - og jeg har endda fundet ud af, hvad der skal stå på min gravsten, når den tid kommer:
Der er vitterligt intet, der så godt, at det ikke er galt for noget.
Jeg vælger derfor at sætte ære og stolthed i morgendagens afbud - og overlader min - ellers stensikre 4. plads - til en anden heldig deltager. Nu vil jeg så imidlertid bruge lidt energi på at få drejet mit hoved mod højre, så jeg kan se Toy Story med børnene!
Af bævrende angst for at mærke Nemesis' klamme hånd på min skulder, har jeg undladt at melde min ankomst til delstaten Ready 2 Run for højlydt... Nu har jeg i mellemtiden gennemført 3 løb (5 km, 10 km og sprint-triathlon) uden nævneværdige smerter i foden. Jeg har genoptaget den daglige træning og løber to-cifret km antal, uden at blive helt kvæstet.
SÅ!
Jeg tror, det er på tide at komme med en forsigtig udmelding om, at jeg er tilbage på asfalten igen - og det går så godt, som man kan forvente. Jeg har sat programmet for august på standby, forstået på den måde, at jeg besluttede mig for at starte langsommere op, end først planlagt. Én ting er skaden i foden, noget andet er at risikere nye skader pga. for overmodig tilgang til træningen. Selvom den totale løbepause blot varede 4 uger, kan pausen godt mærkes i benene. Så jeg har sat Ringe Triathlon, som skæringsdato for de rigtig lange ture. Til stævnet, kører jeg en 1/4 Iron og når jeg har afsluttet med de 11 km løb, skal distancen kun gå opad herefter! Jeg tænker, foden har haft godt af en rolig opstart - og det gavner nok i sidste ende.
I onsdags var jeg til behandling hos fyssen - her kunne han næsten ikke trykke mere smerte frem i foden - kun svangsenen skabte sig lidt - så vi blev enige om, at så længe, der ikke opstår smerter under løb, kan jeg betragte træningen, som genoptræning. Og jeg skal kun komme tilbage, hvis noget forværres. Jeg er ikke skaden kvit endnu - men det er tæt på. YES!!!!
NÅ!
Nu skal vi til en mere morsom side af løberlivet!
I dag har jeg løbet en 10 km'er til Ebberup Løbspromenade - og sørme om jeg ikke vandt. Jeg vandt den ærefulde titel af "Hurtigste kvinde på 10 km" - det er alligevel ikke overgået mig at blive kåret, som hurtig før!
Jeg havde det hårdt på turen og kunne næsten ikke trække vejret i den regntunge luft, men jeg kom da igennem. Da jeg kom i mål, løb jeg direkte hen til den rare dame, som skulle klippe min chip af skoen - hun spurgte om jeg havde løbet 10, hvilket jeg jo havde. Så kom, der fluks en anden rar dame hen og sagde: "Jamen, så har du vundet!". Jeg kvitterede med et "Ej, vel?"... Men damen mente det alvorligt og sørme om jeg ikke vandt en fin rygsæk. Det ironiske ved den præmie er, at jeg netop har købt rygsække med hjem fra arbejde, fordi jeg manglede...
Det kunne jeg så grine lidt af, mens jeg atter kørte mod Odense.
Faktisk var der mere præmie, end jeg først lige opdagede. Tasken indeholdt et badehåndklæde, en drikkedunk og, hvad jeg tror er et års forbrug af Stimorol tyggegummi - der er i alt fald RIGTIG meget tyggegummi - specielt, når man aldrig spiser sådan noget :o)
Faktisk var der mere præmie, end jeg først lige opdagede. Tasken indeholdt et badehåndklæde, en drikkedunk og, hvad jeg tror er et års forbrug af Stimorol tyggegummi - der er i alt fald RIGTIG meget tyggegummi - specielt, når man aldrig spiser sådan noget :o)
Nu, hvor jeg er landet blødt i Ready 2 Run, ser næste uges træning helt almindelig ud igen; løb mandag, onsdag, fredag. Svømning i morgen, cykling på tirsdag og så pause torsdag og lørdag. Søndag kører jeg tri i Ringe - og herefter skal det kun gå opad i km-antal.
Det er dejligt at være med igen og mon ikke, det snart lykkes at få samlet hele NYC-holdet til en fælles træningstur!?! :o)
Et billede af, hvordan bæstet, der har forårsaget hele denne skades-føjleton, har reageret på dagens løbetur:
Dette er - måske - det korteste blogindlæg, jeg udsætter jer for! Så nyd det...
Tjek marathonavisen fra Marathon Travel Club. Marathonavisen side 6!
Du kan også bestille avisen her - det koster gratis!
Tjek marathonavisen fra Marathon Travel Club. Marathonavisen side 6!
Du kan også bestille avisen her - det koster gratis!
Ja, nu er der under 100 dage til det store løb i NYC. Det har gået nogenlunde med min træning henover sommeren. Jeg har i hvert tilfælde fået trænet de sædvanlige 30 - 40 km om ugen, enkelte uger lidt mere. Dog har jeg døjet med en overbelastningsskade i foden. Nu skal der åbenbart "betales" for forårets "flyvende" løb og de pænt gode resultater jeg hentede hjem - øv, øv. Alting har tilsyneladende en pris. Eller er det måske fordi jeg må erkende at min krop ikke er 20 år længere og behøver tid til at restiturere? Nå, men heldigvis har det givet lidt resultat, at jeg i de sidste uger har skruet lidt ned for tempoet og taget lidt flere, men kortere ture end sædvanligt. I går løb jeg 14 km sammen med en del andre morgenfriske løbere fra Ansgar anlægget, og i dag 11 km med klubben uden nævneværdigt, at mærke smerter i foden - herligt. Så nu er det bare med at være lidt forsigtig, jeg skulle gerne være klar til Powerrade halvmarathon i København om et par uger.
Følger i øvrigt spændt med i den amerikanske økonomi - mon det kan betyde, at vi får endnu mere for vores surt optjente lommepenge?
Der er ca. 14 uger tilbage - så er der dømt New York City Marathon, så nu bli'r det alvor...
Mandag aften starter træningen - programmet er lagt og fodtøjet skaber sig stadig. Det er der bare ikke noget at gøre ved... Jeg starter stille og roligt op, så må vi se, hvordan det går. Har endda fundet mit lille mantra for marathontræningen:
Sidste scanning i fredags viste en fod, der stadig er plaget af betændelse i skade nr. 1 - dog i bedring, da vi kunne se at hævelsen i senen er aftaget med mindst 10 % over de sidste 4 uger - det går langsomt, men heldigvis fremad. Skade nr. 2 er klart i bedring. Der var ikke mere væske omkring senen og vævet var tydeligt lysere, sammenlignet med billedet fra sidste scanning. Så behandlingen hjælper. Vi fortsætter med massage og laser, og jeg skal, i stedet for øvelser på trapper og gulv, træne på vippebræt.
Jeg må starte op med 5 - 6 km ture, og så øge stille og roligt. Programmet er lagt herefter, og jeg supplerer med tritræning; cykling og svømning. Du kan se programmet her: Camillas marathonprogram Så vidt så godt!
D. 26.7.11 var en lykkelig dag! Det var dagen, da NYC-kontoen blev tømt. Sidste indbetaling til vores tur "over there" blev betalt - og jeg har kvitteringen, der beviser det:
Mandag aften starter træningen - programmet er lagt og fodtøjet skaber sig stadig. Det er der bare ikke noget at gøre ved... Jeg starter stille og roligt op, så må vi se, hvordan det går. Har endda fundet mit lille mantra for marathontræningen:
 |
| Mon ikke det hele nok skal gå...? |
Sidste scanning i fredags viste en fod, der stadig er plaget af betændelse i skade nr. 1 - dog i bedring, da vi kunne se at hævelsen i senen er aftaget med mindst 10 % over de sidste 4 uger - det går langsomt, men heldigvis fremad. Skade nr. 2 er klart i bedring. Der var ikke mere væske omkring senen og vævet var tydeligt lysere, sammenlignet med billedet fra sidste scanning. Så behandlingen hjælper. Vi fortsætter med massage og laser, og jeg skal, i stedet for øvelser på trapper og gulv, træne på vippebræt.
Jeg må starte op med 5 - 6 km ture, og så øge stille og roligt. Programmet er lagt herefter, og jeg supplerer med tritræning; cykling og svømning. Du kan se programmet her: Camillas marathonprogram Så vidt så godt!
D. 26.7.11 var en lykkelig dag! Det var dagen, da NYC-kontoen blev tømt. Sidste indbetaling til vores tur "over there" blev betalt - og jeg har kvitteringen, der beviser det:
Hvis vi virkelig skal overdramatisere indbetalingen af rejsens restbeløb, kan vi sige, at vi nåede til "Point of no return"... Wauw - det føltes ok fedt at klikke "Betal", til den nette sum af 51.170 kr. Det er dældusmig mange penge... og nu er vi for alvor på vej! Og endnu en fed ting ved det hele er, at vi har fået to kvinder fra løbeklubben med, så nu er vi 8, der drager vestpå i samlet trop!
Endnu mere virkeligt, bliver det på mandag, når jeg atter må hoppe i løbeskoene og kaste mig ud på gader og stræder i endnu en rejse mod marathon!
...må man faktisk godt blære sig med det! Det synes jeg i alt fald, for evner - udi det virkelig smarte - er ikke allemandseje!
Jeg kan ligeså godt afsløre det med det samme! Jeg har evner udi det virkelig smarte - ja, det har jeg altså! Så er det sagt, og skulle der sidde et par Jantefanatikere bag skærmene derude, gør I nok klogest i at futte over på en mindre selvfikseret kanal!
Nu er det ikke sådan, at mine evner nødvendigvis er misundelsesværdige, men jeg er generelt et menneske med et lyst sind, der forsøger at se det positive i enhver situation! Så, når nu jeg har opdaget en evne udi det virkelig smarte, vil jeg uhyre gerne blære mig lidt - eller måske meget!
Det er en slet skjult hemmelighed, at jeg har været skadet de sidste knap 5 mdr. Hele mit forår er røget lige i lokummet, hvad løb angår! Samtlige tilmeldinger til diverse ½ og 1/1 maratons er blevet droppet, solgt til andre eller givet væk. Det er dog lykkedes mig at løbe årets Eventyrløb i Odense med en tid, der "kun" var 3 min. dårligere end sidste år!
Min fod gav op, mens jeg trænede til Fruens Bøge Marathon, så jeg har ikke været godt løbene siden d. 8. marts i år! Det er meget længe for sådan én som mig - jeg elsker mit løb, og er - mere eller mindre - vant til at løbe alt, hvad jeg kommer i nærheden af. Så, for mig, er det vild krise, når kroppen strejker på denne måde.
Jeg startede med en overbelastning af Tibialis Posterior i højre fod. Jeg tog toppen af løberiet, modtog behandling ved fysioterapeut og kiropraktor, og lavede et utal af øvelser. Det var meget svært at spore fremgang - det, som havde mest effekt, var laserbehandling. Efter noget tid, begyndte det så at gøre mere ondt under foden. Jeg blev skannet igen - og sørme om det ikke viste sig, at jeg var blevet skadet i Fascia Plantaris!
Her kommer evnen udi det virkelig smarte på banen: Jeg kan pådrage mig overbelastningsskader helt uden at løbe...
:der.må.klappes.nu:
Hvis ikke, det er smart, så ved jeg snart ikke, hvad er! Prøv lige at se engang:
Ikke, at det siger mig så meget... Men det trænede øje, vil måske kunne ane fortykningen af fascia!
Hvordan pokker kan det så lade sig gøre?
Jo, jeg har såmænd overbelastet fascia i min iver efter at slippe af med skaden i Tibialis. De øvelser, som jeg skulle lave for at styrke den skadede sene, har været gift for senen under foden. Så nu er styrkeøvelserne for Tibialis skrottet til fordel for styrke -og udstrækningsøvelser for fasciaen.
Nu har jeg så 4 ugers løbeforbud. Af de 4 uger har jeg overlevet 2. Jeg tæller dagene til 1. august, hvor jeg atter må hoppe i skoene og løbe afsted.
Min maratontræning har jeg tilrettelagt med et program, der gerne skulle give min fod en chance - men det bliver skrøbeligt. Jeg har 14 uger til at træne op til NYC, ovenpå et mildest talt dårligt forår!
Tilbage til det lyse sind, den positive indstilling - og ikke mindst min evne udi det virkelig smarte! Det skal nok lykkes, og skal jeg holde mit flow i skader, lakker det mod enden: Jo mindre jeg laver, des mere skadet bliver jeg!
Med det in mente, vil jeg skue frem mod årets 8. måned i forventning om, at min højre fod er i topform (og at min venstre fod imellemtiden ikke er blevet misundelig på al den opmærksomhed dens sidekammerat har fået)!
Jeg kan ligeså godt afsløre det med det samme! Jeg har evner udi det virkelig smarte - ja, det har jeg altså! Så er det sagt, og skulle der sidde et par Jantefanatikere bag skærmene derude, gør I nok klogest i at futte over på en mindre selvfikseret kanal!
Nu er det ikke sådan, at mine evner nødvendigvis er misundelsesværdige, men jeg er generelt et menneske med et lyst sind, der forsøger at se det positive i enhver situation! Så, når nu jeg har opdaget en evne udi det virkelig smarte, vil jeg uhyre gerne blære mig lidt - eller måske meget!
Det er en slet skjult hemmelighed, at jeg har været skadet de sidste knap 5 mdr. Hele mit forår er røget lige i lokummet, hvad løb angår! Samtlige tilmeldinger til diverse ½ og 1/1 maratons er blevet droppet, solgt til andre eller givet væk. Det er dog lykkedes mig at løbe årets Eventyrløb i Odense med en tid, der "kun" var 3 min. dårligere end sidste år!
Min fod gav op, mens jeg trænede til Fruens Bøge Marathon, så jeg har ikke været godt løbene siden d. 8. marts i år! Det er meget længe for sådan én som mig - jeg elsker mit løb, og er - mere eller mindre - vant til at løbe alt, hvad jeg kommer i nærheden af. Så, for mig, er det vild krise, når kroppen strejker på denne måde.
Jeg startede med en overbelastning af Tibialis Posterior i højre fod. Jeg tog toppen af løberiet, modtog behandling ved fysioterapeut og kiropraktor, og lavede et utal af øvelser. Det var meget svært at spore fremgang - det, som havde mest effekt, var laserbehandling. Efter noget tid, begyndte det så at gøre mere ondt under foden. Jeg blev skannet igen - og sørme om det ikke viste sig, at jeg var blevet skadet i Fascia Plantaris!
Her kommer evnen udi det virkelig smarte på banen: Jeg kan pådrage mig overbelastningsskader helt uden at løbe...
:der.må.klappes.nu:
Hvis ikke, det er smart, så ved jeg snart ikke, hvad er! Prøv lige at se engang:
Ikke, at det siger mig så meget... Men det trænede øje, vil måske kunne ane fortykningen af fascia!
Hvordan pokker kan det så lade sig gøre?
Jo, jeg har såmænd overbelastet fascia i min iver efter at slippe af med skaden i Tibialis. De øvelser, som jeg skulle lave for at styrke den skadede sene, har været gift for senen under foden. Så nu er styrkeøvelserne for Tibialis skrottet til fordel for styrke -og udstrækningsøvelser for fasciaen.
Nu har jeg så 4 ugers løbeforbud. Af de 4 uger har jeg overlevet 2. Jeg tæller dagene til 1. august, hvor jeg atter må hoppe i skoene og løbe afsted.
Min maratontræning har jeg tilrettelagt med et program, der gerne skulle give min fod en chance - men det bliver skrøbeligt. Jeg har 14 uger til at træne op til NYC, ovenpå et mildest talt dårligt forår!
Tilbage til det lyse sind, den positive indstilling - og ikke mindst min evne udi det virkelig smarte! Det skal nok lykkes, og skal jeg holde mit flow i skader, lakker det mod enden: Jo mindre jeg laver, des mere skadet bliver jeg!
Med det in mente, vil jeg skue frem mod årets 8. måned i forventning om, at min højre fod er i topform (og at min venstre fod imellemtiden ikke er blevet misundelig på al den opmærksomhed dens sidekammerat har fået)!
for fod!
Jeg har aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville forfatte et indlæg om en fod... Ikke desto mindre er det det, jeg er i færd med nu!
Gennem de sidste 3 mdr. har det at stå op om morgenen været en kilde til irritation. Irritation på et højere niveau, end den sædvanlige "oh-crap-nu-skal-jeg-allerede-op-hvornår-lærer-jeg-at-gå-tidligt-i-seng???"-irritaion. Hver morgen har jeg humpet, som en ur-gammel kone ud af sengen, og har skulle gå mig selv i gang på en fod, der bare har smertet.
Der har været bedring at spore, men det har også krævet en nedgang fra 55 km pr. uge i løb - til 3 km - til ingenting! Og så en masse behandling. I henved en måned "lå jeg stille" - og det er altså lang tid for mig, der plejer at løbe 3 - 4 gange pr. uge og cykle på min racer 1 - 2 gange pr. uge.
Nu har jeg så stille og roligt fået bygget nogle kilometer på igen - knap 17 km, som længste distance efter min skade i foden opstod. Men smerterne er aldrig helt gået væk, og det bekymrer mig faktisk en del.
Så torsdag i sidste uge stod den på skanning af foden - den viste en overbelastning af Tibialissenen i min højre fod - heldigvis ikke noget med svangsenebetændelse, eller noget andet snask!
I går var jeg så til behandling ved både kiropraktor og fys - og det var godt. Jeg fik mobiliseret min mellemfod, fik en god omgang laser og en masse øvelser - og da jeg gik derfra, havde jeg næsten ikke ondt i foden. Nu har jeg fået mig et lille påbud med hjem i lommen; den næste uge til 1½ må min maximale distance kun være 10 km. Så får senerne lige lov til at sunde sig lidt ovenpå alle de øvelser, jeg skal lave. Det er nok meget klogt - og jeg håber stadig at blive klar til Åbenrå sidst i juni.
En anden lille motiverende ting, der er sket for mig i dag er, at jeg endelig har modtaget det fineste, lille Vado-kamera fra Marathon Travel. En lille fin bandana til hver af os 6 kvinder, der drager vest på til november, var der også med. SÅ NU SKAL FODEN HELE! Så jeg kan komme ud og løbe, og filme... og løbe og filme :o)
Det bliver så sjovt og udfordrende at skulle agere løbende rapporter - og jeg tror, at gruppen bliver rigtig god til at bakke op om projektet. Alle er klar på at skifte livsstil fra hårdtarbejdende familie-mennesker til feterede Hollywood Reality-stjerner - eller nowet... :-D
Og behøver jeg næsten nævne, at vi glæder os max til at få vores sponsortøj???
Når PES-foden er i orden, er jeg meget tæt på at leve "det perfekte løberliv"!
Jeg har aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville forfatte et indlæg om en fod... Ikke desto mindre er det det, jeg er i færd med nu!
Gennem de sidste 3 mdr. har det at stå op om morgenen været en kilde til irritation. Irritation på et højere niveau, end den sædvanlige "oh-crap-nu-skal-jeg-allerede-op-hvornår-lærer-jeg-at-gå-tidligt-i-seng???"-irritaion. Hver morgen har jeg humpet, som en ur-gammel kone ud af sengen, og har skulle gå mig selv i gang på en fod, der bare har smertet.
Der har været bedring at spore, men det har også krævet en nedgang fra 55 km pr. uge i løb - til 3 km - til ingenting! Og så en masse behandling. I henved en måned "lå jeg stille" - og det er altså lang tid for mig, der plejer at løbe 3 - 4 gange pr. uge og cykle på min racer 1 - 2 gange pr. uge.
Nu har jeg så stille og roligt fået bygget nogle kilometer på igen - knap 17 km, som længste distance efter min skade i foden opstod. Men smerterne er aldrig helt gået væk, og det bekymrer mig faktisk en del.
Så torsdag i sidste uge stod den på skanning af foden - den viste en overbelastning af Tibialissenen i min højre fod - heldigvis ikke noget med svangsenebetændelse, eller noget andet snask!
I går var jeg så til behandling ved både kiropraktor og fys - og det var godt. Jeg fik mobiliseret min mellemfod, fik en god omgang laser og en masse øvelser - og da jeg gik derfra, havde jeg næsten ikke ondt i foden. Nu har jeg fået mig et lille påbud med hjem i lommen; den næste uge til 1½ må min maximale distance kun være 10 km. Så får senerne lige lov til at sunde sig lidt ovenpå alle de øvelser, jeg skal lave. Det er nok meget klogt - og jeg håber stadig at blive klar til Åbenrå sidst i juni.
En anden lille motiverende ting, der er sket for mig i dag er, at jeg endelig har modtaget det fineste, lille Vado-kamera fra Marathon Travel. En lille fin bandana til hver af os 6 kvinder, der drager vest på til november, var der også med. SÅ NU SKAL FODEN HELE! Så jeg kan komme ud og løbe, og filme... og løbe og filme :o)
Og behøver jeg næsten nævne, at vi glæder os max til at få vores sponsortøj???
Når PES-foden er i orden, er jeg meget tæt på at leve "det perfekte løberliv"!
 | Dorte er godt løbende, men går overhovedet ikke op i konkurrence! Faktisk er hun nok det mindst konkurrenceprægede menneske, man overhovedet kan støve op på denne jord! Eller også lyver jeg, så vandet driver... Dorte har en vilje af stål, hun kan løbe som vinden og pace sig selv - på den positive måde - imens, hun stormer afsted. Er der udsigt til lidt konkurrence, tager benene over, hvor hjernen til dagligt får lov at styre! Holder hun stilen hele vejen til New York, ender hun måske med at bryde den magiske 3 timers grænse... Gør hun det, sætter hun hele løbeklubben til vægs :-D Gi' den gas, Dorte!!! Status på Dortes løb lige pt.: Løb? Hvorfor løbe, når man kan flyve over asfalten??? |
 | Else Margrete er gruppens frossenpind - hun er så kuldeskær, at hun løber Lillebælt ½-marathon iført 3/4-tights, t-shirt og løbevest. Hun undrer sig såre over, hvorfor det dog var så hårdt at løbe i varmen - vi andre undrer os over, hvorfor hun undrer sig... Faktisk er hun en habil løber, som sagtens kan skyde en god fart, og løbe en super god tid hjem. Status på Else Margretes løb lige pt.: Hun er løbende, men venter på, at varmen for alvor sætter ind, så hun kan få noget af alt det løbegear af kroppen ;-D Else Margrete er god til rigtig mange ting - bl.a. at blive væk... Vi planlægger at udstyre hende med en indopereret GPS, når vi rejser til NYC - så kan vi tracke hende, når hun forsvinder. Alternativt kræver vi, at Else Margrete altid har følgende på sig, når hun går ud:
|
 | Helene - organiserer og planlægger - og har da nok lige en plan oppe i ærmet, så vi alle får trænet og set de vigtigste af NYC's seværdigheder. Vi har alle fået lektier for til de næste to planlægningsmøder: Vi skal komme med et program for vores træning, som vi kan dele med hinanden - og til næste møde igen - skal vi komme med en liste for, hvad vi gerne vil se, når vi kommer over til "Store Æble"-by. Sådan! Når planerne er på plads og kalenderen får lov til at ligge på bordet, er Helene god for et glas vin og et latterskrald, der kun kan smitte og skabe godt humør hos alle! Status på Helenes løb lige pt.: Helene er godt løbende og holder fredagsturene i hævd! |
 | Kirsten - "jeg er ikke med" - uden yderligere kommentarer! Kirsten udemærker sig ved, ikke at deltage. Hun vil gerne drikke vinen, spise maden, være med på billederne og alt det sjove... Men vil hun med os andre til NYC? Nej, nej - det skal hun i alt fald ikke, for hun har jo lige være dér! Jamen, så kunne hun jo evt. tage med resten af holdet til Københavns ½ marathon i august?! København? Nej, nej - hun tager til Langeland i stedet for. Langeland? De har da ikke et ½ marathon!?! Udkants Danmark - det gi'r jo ingen mening. Vi begynder at tro, at Kirsten - "jeg er ikke med" kun gider være sammen med os, når der er mad og drikke på bordet. Status på Kirsten - "jeg er ikke med"-'s løb lige pt.: Kirsten er løbende - siger hun selv, men hvad ved vi andre? Hun er jo "ikke med" ;-D |
 | I anledningen af sin fødselsdag, lagde Susanne hus til vores seneste planlægningsmøde. Hun bød på usandsynlig lækker mad, og vi kvitterede med et par gode gaver og en flot buket blomster. Susanne har snart lært, at hun skal holde sig væk fra bjerge i udlandet - hun bliver nemlig slået ned af sten, når hun tager på bjergvandring. Senest så slemt, at det faktisk nær havde brækket hendes ene ben! Et ordenligt slag, satte en stopper for løberiet i et stykke tid. Heldigvis er Susanne på benene igen, og træner sig op igen med 3 km'er ture, hver morgen. Dette leder os jo hen på en status for Susannes løb lige pt.: Susanne er i gang igen - og klar til at få nogle kilometer i benene. Ved seneste møde hos Susanne fik vi faktisk også illustreret, hvordan enhver løber bør restituere - på Susannes badeværelse er der nemlig det fineste badekar på løvefødder. Helene og Dorte kunne fint være i karret - dog uden vand, men ingen tvivl om, at vi kunne gøre god brug af sådan et kar post løbeturen i NYC! |
 | Lisbeth døjer med sin fod - betændelse i svangsenen er ikke at spøge med, og faktisk har den skade sat Lisbeth ud af spillet i knap et år! Nu er der imidlertid lys forude - Lisbeth er løbende igen - stille, roligt og fornuftigt! De to-cifrede km-antal er begyndt at melde sig igen, og vi forventer at se Lisbeth til nogle løbeture i klubben meget snart! Faktisk har Lisbeth brug for at komme op i tempo - i en rasende fart. Hun har nemlig gentagne gange observeret en kamphund i sin have - det er ikke så fedt! Specielt ikke, når man er glad for haven, men ikke for hunde! Det kunne jo være rart om hun kunne løbe fra dyret, skulle hun møde det på en tilfældig forårsdag i haven... Lisbeth er ikke så svær at lokke på Carlsens Kvarter! (Det er Dorte og Helene i øvrigt heller ikke...). Hun indleder godt nok med, kun at skulle have et glas vand - dette bliver dog hurtigt konverteret til en almindelig øl! Status på Lisbeths løb: Hun er løbende - trænger i den grad til at komme i klubben og løbe lidt mere :o) |
 | Og så er der mig selv - sagde hunden! Jeg gør mit ypperste for at genere de andre mest muligt - med mit kamera. De andre er blevet sat på benhård, kold og kynisk træning. De kan ligeså godt lære, at når de er sammen med mig, så bliver der filmet og taget billeder - og det bliver kun værre jo tættere på NYC-turen, vi kommer. Jeg planlægger at filme træningsløb og selve marathonet går heller ikke fri. Sådan en begivenhed skal dokumenteres på alle leder og kanter. Tænk, hvis vi aldrig kommer til at opleve noget lignende igen!?! Status på mit eget løb: Skader mig her og skader mig der, og skader mig alle vegne. Jeg var godt løbende indtil marts - nu er jeg bare tung i bagdelen og har ondt i min fod. Jeg er i behandling og er så småt i gang igen -længste tur siden skaden meldte sig på banen; 16.3 km - uden smerter, så der er håb endnu. Jeg tester fusserne på Åbenrå ½-marathon d. 18.6. |
"Start spreading the news - I'm leaving today"
...eller nok nærmere bestemt d. 4. november!
I dag er, hvad jeg forventer bliver løbsoplevelsen over dem alle, kommet markant tættere på, for jeg har booket min rejse til New York City Marathon 2011. Alle papirer er udfyldt, scannet ind og mailet afsted - og sørme om jeg ikke også har fået en bekræftelse på, at alt er modtaget!
Det er storartet - og jeg føler mig faktisk allerede lidt, som sådan en rigtig, tjekket "metropolistisk" løber!!!
Det fornuftige i planlægning
Når man nu skal på tur - 6 kvinder sammen - kan planlægning af en marathonrejse godt være en udfordrende øvelse... Vi har holdt planlægningsmøde, og koordineret, hvad vi skulle skrive på vores bookingpapirer, så alt blev enslydende. Der er mange, mange ting, man skal være opmærksom på. Tag for eksempel bare hotellet; hvor ligger det i forhold til start og mål? Hvad koster det? Er der morgenmad? Hvem bor på værelse med hvem? Og måske vigtigst af alt; er der en ordentlig seng at sove i?
Vi besluttede os for at booke 2 x 3 personers værelser - det kunne vi få til en fornuftig pris, på et fornuftigt hotel med en fornuftig morgenmad og med en yderst fornuftig afstand til mål.
Alt i alt, lyder det jo ret... fornuftigt!
6 kvinder - og en ordentlig seng at sove i
Det, der med en ordentlig seng at sove i, giver alligevel anledning til lidt post-booking-rationalisering. Ingen tvivl om, at en god seng da bestemt er at foretrække, når kroppen skal være klar til de famøse 42.195 km i løbende tilstand - det skal jeg være den sidste til at modargumentere - jeg er nok bare lidt mere "whatever" i min indstilling til sådanne ting.
For mig er en afgørende faktor for mit hotelønske, afstanden til mål! Når jeg har løbet en marathon, bliver jeg - sjovt nok - træt! Og så gider jeg bare ikke skulle transportere mig - efter marathonet gør alt jo ondt alligevel, så bare jeg kan ligge ned og sove, er det ganske fint.
Under gårsdagens løbetur, fik vi snakket sammen i gruppen igen - 2 fra gruppen ville, efter nærmere overvejelse - hellere have et dobbeltværelse, og de 4 resterende valgte så et 4-personers værelse. Jeg fik snakket med den rare dame fra Marathon Travel. Der var ikke nogen ben i at få ændret vores booking - og heldigvis for det - Marathon Travel havde - i det fremsendte materiale - noteret, at rejserne blev booket efter "først til mølle"-princippet, så jeg var da lige ved at få sved på panden...
Alt skulle nu gerne være klappet og klart - og jeg ser frem til at modtage vores rejsebeviser!!! Tilbage er den "nemme" opgave - træning, træning, træning og så lidt mere træning... Og med 155 km i benene fordelt over de sidste 21 dage, er jeg jo allerede godt igang.
...eller nok nærmere bestemt d. 4. november!
I dag er, hvad jeg forventer bliver løbsoplevelsen over dem alle, kommet markant tættere på, for jeg har booket min rejse til New York City Marathon 2011. Alle papirer er udfyldt, scannet ind og mailet afsted - og sørme om jeg ikke også har fået en bekræftelse på, at alt er modtaget!
Det er storartet - og jeg føler mig faktisk allerede lidt, som sådan en rigtig, tjekket "metropolistisk" løber!!!
Det fornuftige i planlægning
Når man nu skal på tur - 6 kvinder sammen - kan planlægning af en marathonrejse godt være en udfordrende øvelse... Vi har holdt planlægningsmøde, og koordineret, hvad vi skulle skrive på vores bookingpapirer, så alt blev enslydende. Der er mange, mange ting, man skal være opmærksom på. Tag for eksempel bare hotellet; hvor ligger det i forhold til start og mål? Hvad koster det? Er der morgenmad? Hvem bor på værelse med hvem? Og måske vigtigst af alt; er der en ordentlig seng at sove i?
Vi besluttede os for at booke 2 x 3 personers værelser - det kunne vi få til en fornuftig pris, på et fornuftigt hotel med en fornuftig morgenmad og med en yderst fornuftig afstand til mål.
Alt i alt, lyder det jo ret... fornuftigt!
6 kvinder - og en ordentlig seng at sove i
Det, der med en ordentlig seng at sove i, giver alligevel anledning til lidt post-booking-rationalisering. Ingen tvivl om, at en god seng da bestemt er at foretrække, når kroppen skal være klar til de famøse 42.195 km i løbende tilstand - det skal jeg være den sidste til at modargumentere - jeg er nok bare lidt mere "whatever" i min indstilling til sådanne ting.
For mig er en afgørende faktor for mit hotelønske, afstanden til mål! Når jeg har løbet en marathon, bliver jeg - sjovt nok - træt! Og så gider jeg bare ikke skulle transportere mig - efter marathonet gør alt jo ondt alligevel, så bare jeg kan ligge ned og sove, er det ganske fint.
Under gårsdagens løbetur, fik vi snakket sammen i gruppen igen - 2 fra gruppen ville, efter nærmere overvejelse - hellere have et dobbeltværelse, og de 4 resterende valgte så et 4-personers værelse. Jeg fik snakket med den rare dame fra Marathon Travel. Der var ikke nogen ben i at få ændret vores booking - og heldigvis for det - Marathon Travel havde - i det fremsendte materiale - noteret, at rejserne blev booket efter "først til mølle"-princippet, så jeg var da lige ved at få sved på panden...
Alt skulle nu gerne være klappet og klart - og jeg ser frem til at modtage vores rejsebeviser!!! Tilbage er den "nemme" opgave - træning, træning, træning og så lidt mere træning... Og med 155 km i benene fordelt over de sidste 21 dage, er jeg jo allerede godt igang.
Ingen skader tak - blot mere løb, og så skal jeg nok blive klar til at indtage New York City!
Abonner på:
Opslag (Atom)
