Jeg har forhåbentlig optimeret min form ved at blive lokket til et "Vi-konditions-forbedrer"-mini-tri i Odense og omegn af Helene. Søndagens træning blev til 12 km løb, 25 km cykling og 1/2 times svømning, men så stod den også på dampbad, bio -og alm. sauna - det var en skøn dag.
Onsdagens træning sprang jeg over og nød i stedet en dejlig middag med herlig øl efterfulgt af en fantastisk koncert med Eivør og dejlig belgisk øl til. (Hmmm... Har vi før læst noget om Lisbeth og øl? Noget dæmrer!/red.)
Det med øllerne skulle jeg nok have sprunget over, sådan træningsmæssigt, men pyt - jeg skulle til Akupunktør dagen efter. (og alle ved, at akupunktur opvejer ethvert alkoholindtag/red.)
Akupunktøren har jeg så lige slæbt mig afsted fra. Vi snakker nåle, der gør hamrende ondt at få stukket i ben og fod, for ikke at nævne at ligge med dem i 20 min. Men det skulle gerne øge chancen for at jeg gennemfører NY, så jeg tog lige bagbenene med også, og kan nu dårligt hverken gå eller sidde. Godt jeg startede dagen med en lille hurtig løbetur.
Fakta i en fart
Must-pack's: Oppustelig fodskammel, en collage-pakkeliste og et par nåle til bagsiden af benene.
Hadeflyfilm: United 93 - er bare så ødelæggende for flymoralen!
Motto: "Alt skal nok gå, når blot man har øl, bagben og flystrømper".
Næste gang jeg spænder løbeskoene på bliver lørdag i København. Så jeg tænker, at jeg bare er så klar til at forcere de mange broer og indtage The Big Apple, om jeg så skal kravle i mål.
Ugen op til løbet vil jeg kun løbe ganske lidt, så der bliver tid til at læse mere om NY og få pakket. Jeg er i gang med en pakkeliste så lang, men har jeg bare pas, billet, visakort og løbeudstyr, kan det vel ikke gå helt galt!?! Nåh, jo ESTA ansøgningen, og så lige udklippene om de dejlige caféer, vi skal besøge.
Glæder mig så meget til vi er derovre, har investeret i oppustelig fodskammel og flystrømper til flyturen, så medmindre de viser United 93, bliver det sikkert en fornøjelig flytur.
Hvis jeg kan gå ovenpå løbet, skal jeg besøge MoMa og Guggenheim. Strawberry field, caféer, musiksteder, Brooklyn Bridge og resten af Central Park er også et must - måske på cykel!
Anne Birgitte om træning, flymad og underlødige B-film
Fra jeg - lidt hovedkuls og ganske uventet - kom med på NYM-vognen og til nu er gået 18 uger. Og da det dengang kun var godt en måned siden jeg fuldførte mit 3. marathon, var det bare op i sadlen igen med det samme.
Denne gang har jeg dog grebet træningen lidt anderledes an, har løbet 25% mindre, og cyklet en hel del mere. Dette dels for ikke at overbelaste mine gamle ben, men også fordi jeg i vinters fik en super cross-cykel. Så må det vise sig 6. nov om det har været en god idé, men faktum er at jeg har holdt mig helt og aldeles skadesfri, ikke har døjet med ømhed, væsentlig træthed eller andet træls.
Jeg har nydt samtlige ture, både på løbeben og cykelhjul. Det har heller ikke været et minus at nogle af de mange træningstimer så kunne foregå med min ABSOLUT ikke løbende, men meget cyklende, husbond.
Anne Birgittes 3 "must-pack's"Just hjemkommet fra efterårsferie i ...tja, NYC med familien, må jeg sige at mine forventninger til flymaden er helt i bund. Så bliver jeg ikke så let skuffet . Må af erfaring konstatere den slags gastronomi bare skal ned, de har (om muligt) endnu ringere kokke ansat end mig!
1) Tja, løbesko, Danmarkstrøje m.m. giver vist sig selv? (Ja da, for en løber/red.)
2) Pas, penge og biletter kan også være praktiske detaljer.
3) Og så humør og energi - for alt andet kan da enten undværes eller købes.
Flyfilm - håber sandelig SAS har andre film på tapetet end Continental. De to film jeg gad se der har jeg jo nu set. Og jeg er ellers ikke kræsen, elsker underlødige B-film!
I NYC skal jeg jo helt klart ud og løbe en lille tur gennem byen!
Mandag håber jeg på godt vejr, for mon ikke jeg skal stene på en bænk i Central Park? Måske møder jeg igen Charles, en flink hjemløs. Så kan jeg måske lokke ham til at hente kaffe på Starbucks, hvis han får lidt for det? Mine ben lystrer næppe helt...
Jeg vil også gerne i Niketown, ind i samtlige butikker på især 5th og 7th Av, evt på Moma eller Guggenheim (blev fravalgt i ferien). Og så se hvad humøret, vejret, temperamentet og det øvrige selskab hitter på af skøre ting. "The city that never sleeps" har nok at lokke med.
En tur i Outlet er der også planer om og når man er priviligeret med en familie med mange teenage piger, skal der skal købes julegaver i stride strømme.
Næste uge skal gå med en lille afsluttende løbetur af den hyggelige slags, evt en svømmetur, og især opbygning af militær-lager-niveau i køleskab, så mine unger ikke vanrøgtes, når de skal være alene en uge med deres småautistiske og let demente far...(og cyklende/red.)
Aftenen inden vi rejser skal jeg med min datter ind og høre Ole Henriksens foredrag "succes i livet" - vil lappe hvert et ord i mig, og TRO på alt, hvad han speedsnakkende kører af!
Else Margrethe om heppende kameler med te-pukler
Jeg indskriver mig på heppe-listen, ingen marathon uden heppere, har købt heppeflag. Tænk om jeg kunne få et smilende snap-foto af hver af jer.
Flymenu: Senest kl. 13.00, jeg skal jo nå at fylde puklen med the og vand inden aftensmaden (Hvorfor? Er Else Margrethe i virkeligheden en kamel med te-pukler?/red.)
Else Margrethes 3 "must - pack's"Når målet ikke bliver marathonløb i NYC alligevel, må det udskiftes med noget andet, og hvad er bedre end Starbucks, Dunkin' donuts, Ben & Jerry's, cheesecake, cocktails ad libitum?
1) pandebånd
2) kleenex
3) læbestift
Og så er der endda nogle, som snakker om æblebutikker også??
Dorte om det at larme sig vej ud i cockpittet
Så er der ikke længe igen. Egentlig lidt underligt at tænke på at lige om lidt er nu.
Nu har vi ventet i to år på dette og i to år gået og glædet os og været forventningsfulde til den store tur og så er det lige om lidt - det føles på en eller anden lidt ubeskrivelig måde lidt mærkeligt. Hvor mange møder har vi ikke holdt, hvor vi har hørt Frank Sinatra synge "New York, New York"?
Det bliver stort - det kan ikke blive andet.
Har gået i den sidste uges tid og været nervøs for at falde, vride om på foden m.m. Glæder mig simpelthen bare sådan til denne tur. Ud over at glæde mig til selve løbet, glæder jeg mig også til at være sammen med de herligste damer og til shopping, kaffe og et enkelt eller to museumsbesøg. En af dagene tager jeg toget til New Haven og besøger familie, det ser jeg også frem til.
Jeg har døjet med lidt betændelse under foden, har gået til fys i et stykke tid og er blevet masseret grundigt. Tak til Odense Kommune for en fantastisk sundhedsordning. Håber foden holder hele vejen rundt og til de efterfølgende dages shopping.
I denne uge er det ikke blevet til megen løb pga. møder og jeg har det helt vildt dårligt med denne nedtrapning - savner lange løbeture og frisk luft. Ved dog af erfaring at sådan skal det føles. Tager til København i weekenden og går nogle lange ture og håber på den måde at få "afreageret" lidt. I næste uge forventer jeg et par stille og rolige ture. Ture som nok bliver mest for mig selv, da jeg også i næste uge skal hygge mig lidt med mine døtre, som samtidig med os drager med deres far til Indien i 10 dage.
I min kuffert har jeg ikke tænkt at pakke ret meget udover rent undertøj og sådan. Der skal være plads til nyt!
Dortes 3 "must-pack's" til håndbagagen
1) løbetøj
2) løbesko
3) iPhone
Samt et par dameblade og en bog om strategisk ledelse. Helt holde fri kan jeg nok ikke...
Jeg har ikke nogen favoritfilm eller film jeg ikke gider at se. Dog vil jeg helt klart fravælge enhver form for tegnefilm. Ellers regner jeg med at vi skal gejle de andre passagerer lidt op og have os et godt grin eller to, så alle i flyet er klar over at pigerne Fyn er om bord. Måske kan vi også lov til at komme ud i cockpittet?(Vi bliver tvunget ud i cockpittet!/red.)
Mht. mad, så ved I alle, at dette er et af de områder, hvor jeg er ret kritisk. Ingen sukker, ingen hurtige kulhydrater til mor her, men masser af proteiner - jeg har ikke den store tiltro til flymaden, så må hellere købe en rugting og tage med selv. Jeg har forhørt mig om, hvor der ligger en helsebutik lige i nærheden af hotellet, hvor vi også kan få havregryn, hvis nogen ønsker det inden løbet (Det ønsker jeg/red.). Håber, jeg også kan få SKYR.
Forresten skal jeg også lige gøre opmærksom på, at jeg har fået lavet en aftale om en guided tur i byen torsdag aften, hvor Sørens fætter Mark tager de, der ønsker det med rundt på nogle gode barer (Det ønsker jeg også/red.).
Ellers glæder jeg mig bare til den 6. november kl. 10.10, hvor der skal fokuseres på løb og, hvor al træningen og forsagelsen af rødvin forhåbentlig skal komme os til gode!
Helene om at sige "YES - Vi gør det!"
Min sidste uge har været en smule hektisk, arbejde, familie og træning skulle passes. I søndag lokkede jeg Lisbeth med til en lille triatlon 12 km løb, 25 km cykling og derefter svømning og dejlig sauna, dagens program var ikke nær så anstrengende som de 3 tidligere søndage, med 21 – 24 km lange løbeture.
I mandags var jeg instruktør i løbeskolen og vi løb 9 km , onsdag tog jeg en dejlig aften løbetur på 10 km med klubben.
Nu er jeg ved at se en ende på træningen, det bliver godt for mit skinneben og min balle at få lidt ro. Kunne mærke da vi løb i går, det allerede var lidt bedre, nu de ugentlige kilometer er sat ned. Har lørdag planlagt en 10 km tur rundt om søerne i København – tager på storby-træning i København i weekenden. Løbeskolen 9 km på mandag.
Så håber jeg på at være klar til NYC d. 6.11. Jeg glæder mig vildt, og kan ikke fatte det er 2.5 år siden Dorthe ringede og sagde skal vi gøre det – tror det tog os ca. 5 min. at blive enige om …YES - Vi gør det! Og inden der var gået 3 dage sagde de andre www´er også YES - Vi gør det! Det var fantastisk og nu er det snart virkelighed.
Jeg har løbet 9 halvmaraton og det er min 3 maraton – denne gang skal det være en ren oplevelses og forhåbentlig en fornøjelsestur rundt i NYC - det bliver fantastisk.
Helenes 3 "must-pack's"Udover en lille løbetur, skal jeg bruge min tid i NYC på Moma, Guggenheim, cafeér, central park – måske på cykel, gå over Brooklyn Bridge, høre noget god musik, mærke byen og stemningen.
1) min lille hovedpude + Fernet branca ( står altid øverst på alle min pakkelister )
2) løbesko
3) pas, biletter, kreditkort og briller
Susanne om sommerfugle og en elkoger
5 1/2 måneders løbetræning efter min lange skadesspause, ca. 1000 km i benene ,10 kg mindre at slæbe rundt på og 2 gennemførte halvmarathon og en uge til NY, så jeg er så klar, som jeg kan blive under de givne omstændigheder.
8 dage endnu og sommerfuglene basker allerede i maven!
Vigtigste udstyr: pas, billetter, løbeudstyr og elkoger( så Else Margrete og jeg kan få vores aften eller natte til godnathistorien!)
Fakta i en fart
Susanne falder i søvn til Rambo.
Susanne behøver ikke mad på flyet - for maven er fyldt med sommerfugle.
Oplevelser: Så meget som muligt, fra at indsnuse atmosfæren, til museer, must seværdigheder, cafeer m.m. og til noget musisk gospel eller musical.
Er sikker på, at det bliver 7 fantastisk dejlige dage sammen med Jer!
0 kommentarer:
Send en kommentar