Jeg er begyndt at øve mig på en art strækmarch!
Sådan; svesken på disken, ordet på bordet og katten er sluppet ud af sækken - jeg har ikke flere hemmeligheder for jer nu!
De fleste tænker nok: "Nej - NU rabler det for konen" - og det er faktisk højst sandsynligt, at jeg har en snert af roterende fis i kasketten (jeg anser det selv for at være et sundhedstegn af en ikke-nærmere beskrevet art).
"Hvorfor?", tænker andre måske...
Jo, strækmarchen lå ligesom ligefor, da ING NYC-marathon-folkene atter kontaktede mig omkring denne hersens Parade of Nations. Denne gang spurgte de om jeg ville føre an for det danske hold i paraden - og bære Dannebrog.
Si'r man nej til det? Beder man om penge for sin ulejlighed? Spiller man kostbar og svinger lidt ekstra med de lyse lokker?
NEEEEEJ DA!
Man går da i gang med at øve sin strækmarch!
 |
| Strækmarch à la Fawlty eller Camilla i fordelingsgangen? |
Enhver fanebærer må kunne levere et benstræk, der skriver sig selv ind i historien... Jeg bliver - ret tæt på aldrig - udtaget til noget, og jeg synes, at det at blive valgt til at skulle være fanebærer ved den first ever Parade of Nations til verdens største marathon er en kende fedt! Det er i alt fald en federe følelse end at vinde en lodtrækningspræmie bestående af en drikkedunk fra en bank til et løb i Glamsbjerg!
Nu er der jo stadig lige et lille tidsmæssigt problem med overhovedet at kunne nå frem til marchen - jeg mener, paraden. Men, men jeg svælger lige lidt i det, marcherer løs - selvom jeg sandsynligvis slet ikke når frem i tide til overhovedet at være med i paraden.
Og om ikke andet, så er en god omgang strækmarch vel rigtig god træning for "røv-lårene"!?!
0 kommentarer:
Send en kommentar