Mit liv har stået lidt på standby. En ødelagt bruskskive nederst i mit lænd, fik mig sidst i august '13 til at trække stikket på næsten alt i en periode.
Førsteprioriteten blev, for mig, blot at blive nogenlunde levende igen!
Mit efterår 2013 gik med genoptræning, kiropraktisk behandling og massage. Så det har været småt med overskud til de små søde/sjove historier.
2014 virker lidt mere venligt stemt, og jeg er da også kommet i løbeskoene igen. Langsomt, men sikkert lister jeg mig fremad på gader, stræder og stier, og nyder egentligt bare at kunne bevæge mig rundt uden smerter.
Sidste weekend bød på knap 15 km - de fleste af dem i løb - til et cannonball-marathon i det Sønderjyske. Dejligt at være med igen.
Målet for 2014 er at komme ned i vægt og op i distance igen. Så må vi se på tempoet engang i 2015...
Jeg skal til 40 års fødselsdag i aften - hos min mands kollega, som jeg aldrig har mødt før.
Det er faktisk kun min mand og jeg, der er står på den indbydelse, vi har modtaget - altså ingen børn, husdyr eller andet er inkluderet på gæstelisten.
Alligevel får vi ikke lov til at tage afsted alene...
Næ, traditionen tro, springer 3 "små" festbumser ud i mit fjæs, så de kan sætte lidt kolorit på mit ellers så gennemførte sort/hvide outfit, udvalgt til lejligheden. I stedet for at lade mit lange lyse hår shine, kommer der nu sådan et skønt rødsprængt, hvidlig/cremet skær over mig.
Det hele startede i forgårs - med en svag prikken i min hud. Jeg drak uanede mængder af vand og plejede den prikken, så godt jeg kunne med flere omgange Basiron - lige lidt hjalp det. I går blomstrede så én festbums frem på venstre side af min hage, én i højre tinding og - stjernen over dem alle - en dejlig øm og rød én lige på min næse...
Sådan; mere festligt bliver det næppe.
Jeg var godt klar over, at jeg var i overhængende fare - festbumserne misser sjældent lejligheden til at bryde ud i fuld galla. Og denne gang er der flere lejligheder: Først er der jo fødselsdagen i aften, og mandagen byder på møder med leverandør, efterfulgt af minigolf og middag.
Så det er jo soleklart - og næsten forståeligt, at én af festbumserne vælger at slå sig ned på min næse - så får den jo det hele med!
Som jeg ser det har jeg to - måske tre - valg:
1. Jeg kan vælge at polere næsen, så den virkelig kan lyse forsamlingen op. Så er der ligesom et eksplicit bjerg af bums - ingen er i tvivl.
2: Jeg kan vælge at give den en omgang consealer. Så er der ligesom et eksplicit bjerg af bums MED consealer - ingen er i tvivl, og snakken kan så gå på, om jeg bruger L'Oreal eller Max Factor til at dække med.
Måske 3. Jeg kan få et akut ildebefindende, melde fra til festen, og holde min forfængelighed hjemme i sofaen. Så kunne jeg hygge mig med at mobbe bumserne - specielt den på næsen - med at de totalt er sprunget ud forgæves! Jeg kunne endda true dem med en sygemelding på mandag :snedig:
Jeg kan egentlig også godt ane en 4. valgmulighed: Jeg kunne vælge at "være min alder", og være skideligeglad - det er alligevel mig, som er allermest obs på de satans bumser (jeg læse engang i et dameblad, at andre slet ikke ser dem - en stor fed løgn - men jeg kunne jo vælge at tro på den).
Mit problem med denne 4. valgmulighed er bare, at jeg er definitionen på forfængelighed, hvad sådan noget her angår - så jeg magter faktisk ikke "at være min alder", og jeg aner ikke, hvordan jeg kan være skideligeglad...
Faktisk har jeg et kæmpe udestående med bumseguden. Jeg synes, det er så mega uretfærdigt, at han ikke reserverer "pizzafjæset" til teenagesegmentet, hvor denne type udbrud ligesom er forventeligt.
Jeg forsømmer min blog - I know - og jeg skammer mig! Faktisk kører verden så stærkt lige pt., at jeg ikke helt kan gennemskue, hvordan jeg lige får bremset den bare en anelse ned. Det går altså ud over bloggen - ingen tid til at sidde under slumretæppet med kaffe og computer, for at dokumentere dagligdagens små trivialiteter og herlige genialiteter.
Ak ja... Kigger jeg i krystalkuglen, vender jeg stærkt tilbage i år 2052 - jeg satser på, at jeg til den tid (måske?) har været pensioneret i et par år, har fået sovet ud, og har fået vasket slumretæppet!
Jeg har forsømt min blog! Af hjertet undskyld - Fanden og hans oldemor, og alt det der... Men jeg HAR vitterligt ikke haft tid!
Jeg er hoppet i løbeskoene igen. Denne gang forsøger jeg mig med Ecco Biom C, og starter ganske langsomt op i - et efterhånden desperat - håb om, at foden arter sig og løber med!
Fede løbesko fra Ecco - de er fab at gå i og føles ok,
når kroppen nærmer sig løbetempo!
Indtil videre er det blevet til 2 x 2.6 km "rundt om blokken", og foden holder... I morgen prøver jeg at løbe med til Fruens Bøge Marathon - blot på en enkelt omgang à 4,2 km.
Jeg bliver stadig stukket i hos akupunktøren, og foden er smertefri, de fleste dage. Jeg kan godt mærke, at den er skrøbelig, så løbeopstarts-forsøg nr. 2976665487998,9 bliver et virkeligt forsigtigt forsøg!
Forestil dig så, at nakke og skuldre er skiftet ud med en balle, et baglår, en læg, en Akillessene og bedst af alt pes-foden...
Godt, nu er du ved at være der - men vi skal længere ind!
Helt ind i senerne...
og NU gør det naller!
I dag har jeg været hos akupunktør for første gang i mit liv. Mig, lille tøse-mig! Jeg tog mig sammen. Jeg spyttede min overdrevne frygt for nåle lige mellem øjnene, smed bukserne, kastede mig på briksen og fik stukket 3 nåle i højre balle, to i baglåret, to i læggen, to i Akillessenen, og en nål lige smæk ind i den dårlige sene under min højre fod!
AV FOR SATAN, HVOR GJORDE DET ONDT!
Specielt de nåle, der blev placeret i ballen, havde jeg god gavn af - det var lige så det sang hele vejen igennem benet ned til min knæhase, da de blev sat i. Endnu et lille vink med en vognstang om, at problemet med min fod ikke er opstået af løb, men derimod pga. overbelastning af hele højre ben i forbindelse med alt for meget bilkørsel! Da nålen i foden blev sat i, var jeg nok kun et splitsekund fra at dø - den, og numsenålene, kunne jeg mærke hele den time, jeg lå på briksen og våndede mig.
Nu er jeg blevet sat på udstrækning og max. 5 km løb om ugen. Herudover er der dømt "død ved nål" én gang om ugen - de næste 3 uger.
Behøver jeg næsten skrive, at resten af min arbejdsdag med bagenden solidt placeret i kontorstolen kun kunne gå for langsomt?
Den rare dame, der stak mig med nålene, mener nu nok, hun kan redde mit håbløse kadaver, så jeg kan blive ordentlig løbende igen, og hvis smerten ved nålene i mine sener er direkte proportional med behandlingens helende effekt, er jeg tilbøjelig til at tro på hende.
Når et år rinder ud er det tid til at blive lidt pladdersentimental. Vi gør status over det gamle år, og sætter os mål for det nye...
Jeg vil undlade at blive pladdersentimental! Næ, jeg vil gøre noget helt andet - jeg vil udmærke mig ved at blive D I R E K T E dramatisk. Nu er jeg jo en relativ sindig jyde, så jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde dramaet kørende - men jeg agter at gøre mit allerypperste!
Sådan - så er stilen lagt!
"Intet - jeg fortryder intet"
Målsætningen for mit liv - det lyder sgu da dramatisk...
Ikke desto mindre er det sådan, det er. Der er ingen grund til at græde over spildt mælk, og alt det der - så det vil jeg lade være med. Selvfølgelig er der ting, oplevelser, situationer, som jeg helst ville ha' været foruden - men kan jeg lave om på fortiden ved at fortryde? Nope - så kan jeg ligeså godt tage ved lære, fremfor at begræde, hvad der allerede er sket.
Dramatikken kører da meget godt for jyden, hva'?! Nu kan jeg snart heller ikke holde det ud mere...
Tak, Buster K.
2011 i retrospektiv
2011 blev året, hvor jeg i den grad måtte drosle ned på mine sportslige udfoldelser - og det var ikke med min gode vilje! Det var derimod pes-fodens vilje, som jeg blot pænt måtte adlyde.
Jeg magter næsten ikke at skrive stolpe op og stolpe ned om min spasser-fod, klik på linket ovenfor, så får du en historie, der (næsten) matcher Rødder, hvad angår generationsagaens længde... Jeg kan blot fortælle, at den højt profilerede fod stadig skaber sig, og fra på tirsdag i næste uge, vil jeg forsøge at tage livet af den med nåle!
Sådan - det var også pænt dramatisk. (Jeg håber, jeg kan holde til det - sidst jeg mødte en nål, var hos tandlægen, hvor jeg begyndte at hyperventilere og stortude - så det hersens akupunktur skal nok blive en farce helt i særklasse.)
De sportslige præstationer i 2011 beløb sig til: 2 x marathon, en førsteplads i min aldersgruppe i cross-løb, 1 sprint-tri og 2 x ½-marathon. Lige i underkanten af, hvad jeg havde planlagt, men stadig godkendt!
"Platten" fra NYC toner frem i medaljestakken
- alt er bare større i USA
Low key og det dersens motion
2011 har gjort mig klog af skade - det lyder faktisk også pænt dramatisk! Ikke desto mindre er det sandt. Træningsåret 2012 kommer til at foregå under overskriften "Low Key". Jeg har ingen langdistanceløb planlagt, og har mere eller mindre lovet mit bagland, at jeg nu holder mig fra marathonløb i en periode. Jeg tager toppen af løb, og i den første periode af 2012, består min træning af max 2 løbeture ugentligt. Så supplerer jeg med fitness og svømning, så jeg kan få trænet hele kroppen grundigt igennem. Lyder det klogt? Ja, da - og det gør det fordi det er klogt. Efter 6 år i løb er det på tide at give min krop et lille pusterum, så den kan restituere igennem og blive fri for skader.
Første mål er at blive klar til ½-marathon d. 9. april, og så holde den distance fremadrettet.
Jeg tænker, at 2012 bliver tri-år. Jeg glæder mig til, atter at komme på landevejene med Kløver Klingen, og jeg håber at være klar til de hygge-tri, der kommer i sensommeren og efteråret.
Arbejd', arbejd'
Året bød på også på nyt job - et job, der i sandhed er spændende, givende, krævende og udfordrende. Det er også tidskrævende - specielt i denne periode, hvor vi arbejder på højtryk for at kunne lancere et nyt website og en ny webshop. Det hele skulle gerne falde på plads primo marts, og så kan vi begynde at udvikle på næste fase.
Med det nye job, fulgte også alt for lidt ferie - min tidligere stilling var på 30 t/ugentlig og med det nye job på fuld tid har finanserne ikke kunne trække meget mere end 14 dages ferie alt i alt. Den manglende opladning kan godt mærkes, og det er en underdrivelse at skrive, at jeg glæder mig til næste ferieår, der både byder på fuld ferie, samt 6 feriefridage. Men, men - jeg kan holde til meget, når blot jeg kan se lys forude - og 1. maj toner frem i en kaskade af lys!
Eneste nitte ved mit job er, at det ligger pænt langt væk fra min bopæl, og det er svært at få job -og familielogistikken til at gå op i en højere enhed - en udfordring, jeg fortsat må bakse med i 2012.
Venskaber i løb og på hjul
Venner kommer og går - heldigvis har jeg flest af dem, der kommer til. Jeg vil kaste en byge af kærlige håndtegn både til Kløverne, og dem, jeg løber mest med i Munke Mose Motion.
Et lille udsnit af Kløverne - Kløver Klingen, der racer de fynske
landeveje flade, når vi da ellers ikke løber rundt i noget mudder
på den sagnomspundne Kløvercross-rute. Kløverne tæller
omkring 20 skønne mennesker!
Munke Mose Motion vil nok altid være "Mother Ship", hvad klubløb angår - her har jeg lagt mange gode timer på asfalt og stier, i fabelagtigt selskab. Jeg håber, mit gamle kadaver kan være noget mere med igen, end hvad tilfældet har været i 2011!
En lille ny og hyggelig klub, Klub 3.50, bød sig til i 2011, og jeg er super-taknemmelig for den fantastiske tur, vi havde til Berlin Marathon. Det er altid en dejlig oplevelse at møde nye mennesker, som man bare går i spænd med, med det samme!
Home is where the heart is
Mit hjerte har boet samme sted de sidste 14 år, og det bliver det ved med! Mit bagland er sublimt - en fantastisk, nærværende og støttende mand, og to guldklumper af nogle børn. Jeg kan ikke forlange eller ønske mere, så det lader jeg være med!
Midt i alt vores masen rundt med hverdagslogistikken, kan vi i 2012 se frem til nogle stjernestunder, som nok skal blive mindeværdige. Til sommer drager vi mod USA, hvor vi skal besøge svigermekanikken i 17 dage. 17 dage, der bliver guld værd - specielt for børnene, som for første gang skal se, hvor deres farmor bor og opleve, hvordan man lever "over there". Det bliver super-fedt, og jeg glæder mig til et sammenhængende break med min familie.
Nå, nu blev det vist lidt pladdersentimentalt alligevel - pyt skidt! Jeg har lige besluttet, at man må godt svømme lidt over, når man skriver om sin familie...
Nu skal jeg lige have kæmpet denne her gudsforladte maveinfluenza, der har forfulgt mig siden nytårsaften, ud af mit system, så skal 2012 nok blive et godt år!
Jeg kan mærke 2012 og alt det gode helt ind i knoglerne... og foden.
Forleden dag faldt jeg over en vittighed - et sted på nettet. (Jeg husker ikke hvor, men credits til ejer-M/K'eren - så er det i orden!). Vittigheden lød nogenlunde sådan her:
7 gode grunde til, at det da må være tydeligt for enhver, at Peter Plys skal forbydes for børn og unge!
1. Æsel er altid doven, umotiveret og ligeglad = Hash
2. Grisling er altid bange, ser syner og lider af forfølgelsesvanvid = Svampe
3. Ninka vil have alt (det er mit, det er mit) og har oven i købet stor næse = Kokain
4. Jakob tror, han kan tale med dyr = Ecstasy
5. Tigerdyr springer rundt, står aldrig stille og bliver aldrig træt = Amfetamin
6. Peter Plys er altid ved siden af sig selv, elsker søde sager og fantasien grænser til det uendelige = LSD
7. Ugle er alt for klog og hjælper andre med deres problemer = Dealer
Den vittighed er jo egentlig ikke særlig morsom, og jeg kan da også lige høre Onkel Arne sidde, med den vittighed i baglommen, og kloge sig på børneopdragelse til det årlige familietræf... men den fik mig til at tænke på alt dette her med forbilleder, stoffer, børn og unge.
Det forekommer mig, at "ungdommen nu til dags" er fortrolige med narkotika, og at det er blevet mere almindeligt at anvende samme i festligt lag. Hvor vi - i mine yngre dage - drak os hjernelamme i Gin og øl, topper en del unge i dag "den af" med lidt kokain, ecstasy, amf, rygeheroin osv.
Ifølge Sundhedsstyrelsen har 14%, svarende til 183.000 unge, under 35 år prøvet at tage stoffer.
Indrømmet - jeg er nok både gammel og forstokket - (jeg falder dog stadig inden for kategorien "Unge under 35 år"), men jeg forstår simpelthen ikke festligheden i en "high" så kolossal, at man ikke husker, hvem man selv er, hvor man er, hvad man laver og hvem man laver det sammen med. Jeg mener; skal man ikke kunne huske det sjove ved en fest, for at vide om man vitterligt havde det sjovt?
Det er nogen hjertelig velkommen til at forklare mig!
Narkofjæs - nu som trend-element
Gennem lang tid har jeg undret mig over diverse "nyheder" om kendisser i ind -og udland. Jeg sætter "nyheder" i citationstegn, fordi det næppe er nogen nyhed, at kunstnerverdenen er storleverandør af diverse talenter på overdoser og rehab. Ej heller er det breaking news, at kunstnere udtaler, at de skaber og/eller leverer deres kunst i en rus af euforiserende stoffer og alkohol - men jeg tænker alligevel, hvad er det for nogle forbilleder vi, som samfund, tilbyder vores børn og unge? Senest læste jeg et statement fra Lady Gaga, hvor hun bekendtgør, at hun ryger store mængder af hash, når hun skriver musik - og hun er da om nogen en trendsætter inden for popmusik i dag.
Et andet element, jeg undrer mig over er, at kendisfaktoren har tag i mennesket, som aldrig før - og jeg har oplevelsen af, at det ikke længere handler om, hvad du kan - om du har et talent, du kan berige os andre med - for at blive et kendt og feteret ansigt. Du skal "bare" være villig til at udstille dig selv igen og igen, så kan du opnå - og forlænge dine - "15 minutes of fame". Et virkelig fint eksempel på dette er bandanamanden, hvis navn jeg dårligt gider spilde spalteplads på :sidneylee: (doh-nu-gjorde-jeg-det-alligevel). Hvem er han? Hvad kan han? Hvad tilfører han? Udover irrelevante og dumme kommentarer placeret i midt i den bedste sendetid, hvor man dårligt kan undgå ham... Hans kendisfaktor er sikkert høj for nogle, men for pokker, hvor det provokerer mig, når han får spalteplads til at udbrede sig om, hans adgang til gratis stoffer - blot fordi han er kendt!
Det giver ingen mening for mig! Det er hverken cool eller trendy, men derimod ligger det sig meget fint op ad, hvad jeg vil kalde rendyrket dumhed!
Når jeg roamer the streets of my city i mine løbesko, synes jeg ikke, at det er et særligt flatterende syn, jeg møder, når jeg passerer herberg, varmestuer og andre opholdssteder. Indsunkende ansigter, sat ovenpå kroppe med en fedtprocent i minus, fordi den ikke har kunne holde almindelig føde i sig, i lang tid. Jeg synes, det er trist og et sørgeligt spild af liv.
Hvorfor er det smart at flirte med afgrunden? Vil de unge, smukke kendisser kunne overleve et dyk i selv samme afgrund - eller er de tilfredse med et liv i svingdøren mellem misbrug og rehab? De fleste af kendisserne har vel midlerne til at puffe ansigterne op med lidt botox, i takt med at de synker sammen - så de kan skifte narkofjæset ud med et nerveforgiftet ansigt à la Donatelle Versace - jeg ved ikke helt, hvad der er værst!?!
Og hvad med de unge? Kender de mon bagsiden af medaljen, når de påbegynder et såkaldt "weekendmisbrug"? Har de mødt mennesker, der er faldet i afgrunden? Eller ser de, hvordan offentlige personer agerer og lader det danne præcedens? I min optik, er det bekymrende, når trendsættere og meningsdannere er fortalere for, at det er i orden, kun at kunne præstere og kanalisere sit talent ud, i påvirket tilstand.
Lad mig slå én - eller måske to - ting fast
Jeg tror for det første, at det er en voldsomt lille procentdel af børn og unge, der starter et misbrug, blot fordi deres idoler kommer med uintelligente udtalelser om eget brug af narko, men jeg tror så til gengæld heller ikke, at den slags udtalelser fra offentlige personligheder, gavner vores forståelse af narkotika, som noget der er farligt, og som vi bør holde os fra. Der sker en eller anden legalisering af misbrug i vores bevidsthed, som jeg ikke helt kan forlige mig med.
Hvis vi sammenligner med sportsverdenen, og lad os f.eks. tage hele polemikken omkring sidste års Tour de France-vinder, Contador;
Han kører en mean cykel - det kan vi nok godt blive enige om, men han bliver så knaldet for doping. Manden havde spist en bøf, hvor der angiveligt var mindre end et mikrogram et-eller-andet-forbudt-stof i. Så ruller medielavinen, mens vi sidder, og er åh så forargede over, at han kunne finde på det. Han skal dømmes og smide ud, så cykelsporten ikke besudles yderligere... Den sang er jo sunget så mange gange før, i alle mulige sportsgrene. Er det så nu, jeg skal skal skrive: "Moral er godt - dobbeltmoral er dobbelt så godt"?
Hvorfor er det mere acceptabelt, at Amy Winehouse går på scenen i en ordentlig koger, for kunne levere en performance, end det er, at Contador spiser en bøf, for at køre lidt hurtigere på sin cykel? Har et sportsikon -en offentlig person - som Contador et større moralsk ansvar end Frk. Amy, Frk. Gaga eller en, hvilken som helst anden fra kunst -og underholdningsbranchen?
Mit korte svar på de spørgsmål er nej!
Besiddelse af narkotika er vel egentlig også stadig ulovligt? Så hvorfor slipper kendis på kendis afsted med at ligge inde med en beholdning af narkotika?
Morale - for der er altid en morale
Jeg synes faktisk, at det kunne være interessant, hvis vi indførte kontrol af diverse kendisser, før de fik lov f.eks. til at gå på scenen. Vi kan vel lave et kendis-register med en anti-drugs-liste, på linje med Dopinglisten 2011 , så får vi Frk. Gaga og co. til at tisse i en kop, før showet går i gang, og vi får en næsten garanteret narkofri koncert med forbilleder for vores børn og unge, som vi kan være bekendt.
Jeg var ellers gået i kredsløb om min egen lille, ynkelige planet. Det må have været de famøse 1.000.000.000 kinesere, som hoppede og ramte jorden på samme tid, der har stået for en rystelse kraftig nok til at stoppe min "orbiting"!
I fredags ændrede livet sig altså radikalt - efter 8 måneder i ledighed - har jeg endelig fået job igen. Processen hen imod det job har været lang, og jeg har i den grad fået testet mit tålmodighedsgen. Men nu er det ganske vist; jeg har fået job - og jeg mistænker det for at være et godt job!
Jeg har fået min kontrakt - den ser meget fornuftigt ud. Jeg har leaset en bil, så jeg rent faktisk kan komme på arbejde, og den står klar til mig på fredag.
Korrespondancen med virksomheden har været rigtig positiv; jeg er endda blevet ringet op og spurgt, hvilket IT-udstyr, software o.lign., jeg har brug for, for at kunne udføre mit job. Det er jeg aldrig blevet udsat for, men har derimod oplevet at sidde 1½ år på en arbejdsplads, der ikke var villig til at levere det "materiel", som var nødvendigt for min opgaveløsning.
Bedst, som hele jobsituationen virkede fuldkommen håbløs, og jeg havde fået overbevist mig selv om, at næste arbejdsplads ville være kasselinjen i Aldi, landede chancen på mit bord!
Jeg starter d. 8. marts og jeg glæder mig usandsynligt meget til at komme i gang!
