Dette talent fik jeg endnu engang brug for, da jeg torsdag aften sad på fifaen og Facebookede. En kær veninde havde lavet et opslag, hvori hun nævnte, at hun havde et ekstra startnummer til søndagens marathon i Berlin.Turen derned var en billig-kør-selv-tur, overnatningerne var der to af - til næsten ingen penge, og startnummeret var til salg for 400 ballader.
Og her opstår så dette yderst logiske regnestykke:
Skadet fod+Berlin Marathon:billig overnatning+godt selskab x 4 = Camilla skal med!
Jeg kiggede på min (stakkels?) mand og sagde: "Jeg har lige fået mulighed for en billig tur til Berlin... Inkl. startnummer til marathon - skal jeg gøre det?". Hertil svarede min mand bare: "Ja, for du bliver jo så glad af det!". Ham har jeg altså været heldig med!!!!!!!!!!!!!!!!!
Så var der ligesom ikke mere at rafle om!
Lørdag morgen stod jeg pakket og klar, mens jeg ventede på bilen, som skulle køre mig til Berlin - og ned til den fedeste løbe-weekend, jeg længe har haft!
I bilen sad Claus, Henrik og Ulla - i Rødekro samlede vi Dorthe op, før vi drønede over grænsen mod syd!
Turen ned var præget af godt humør og... vand! Vand hører til, når man sådan skal hydrere ordentligt op til så langt et løb - det står ligesom i reglerne!
På dette punkt, kan vi alle sammen lære meget af Dorthe - hun viste sig at være den mest vel-hydrerede af os alle. Faktisk er jeg fristet til at skrive over-hydreret. Da Claus fik den indskydelse at vise os lidt omkring på landet - ikke så langt fra Hamburg (turen til Berlin var nemlig ikke lang nok i sig selv - så en detour med lidt country sightseeing var helt på sin plads!), måtte Dorthe påkalde sig en tissepause i Guds grønne natur!
Og hun var da ikke den eneste, der skulle tisse - bevares! Jeg har bare sjældent præsteret "at hoppe i busken" sammen med én, der skulle tisse så meget. Dorthe tissede - jeg tissede, blev færdig - og Dorthe tissede stadig... Efter, hvad der føltes, som 1000 lysår (eller næsten), blev Dorthe endelig færdig.... Og vi kunne køre videre på Claus' lille rundvisning i det tyske.
Man kan sige meget om Claus og det tyske country site, men han har sgu styr på det! Vi kørte på landet - og vupti - så var vi i Berlin! Det tog ikke meget længere tid, end når Dorthe tisser!
Fremme ved Tempelhof lufthavn i Berlin og her skulle startnumrene afhentes... Jeg gik stille og roligt undercover, som Jacob - en 2 år yngre mandsperson - som jeg aldrig havde mødt, men som bestemt agtede at løbe marathonet på 3.30. Jeg var ret overbevist om, at ingen - ikke engang en tysker - ville kunne kende forskel på Jacob og jeg! Den overbevisning måtte imidlertid briste, da jeg stod i kø for at afhente mit - og Jacobs - startnummer! Lige meget, hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke skjule mig i køen af mænd. Med mine 162 cm i højden, lange lyse hår, fedt på hofterne og buler i blusen, måtte jeg erkende, at jeg ikke var Jacob. Manden bag disken kiggede mistænkeligt på mig, og jeg måtte forsikre ham om, at jeg blot hentede startnummeret, fordi denne Jacob jo havde brug for at hvile sine ben hjemme på hotellet. Jeg fik udleveret startnummeret, og med en næse 30 cm længere end Pinocchios, listede jeg hen og fik udleveret min chip.
Så vendte vi automobilet mod lejligheden. En fantastisk lejlighed, der lå en spytklat fra Alexander Platz, var vores for en weekend. Vi fik hurtigt organiseret os med sovepladser og alt, og smuttede så ud for at få noget aftensmad. Valget faldt på pastamad! Ingen overraskelse, eftersom det også står i marathonreglerne: "Spis pasta aftenen før løbet!". De regler havde resten af Berlin også læst, så vi måtte lige vente lidt på at få et bord i den overfyldte, men ganske hyggelige restaurant.
Mætte og tilfredse forlod vi restauranten, og på hjemvejen fik vi handlet ind, så morgenmaden var i hus. Hjemme i lejligheden gik vi så i gang med, hver vores små "klargøringsritualer". Ulla tog neglelak på, Dorthe og Claus snakkede i telefon, Henrik gjorde vist sit løbetøj klar - og jeg drak kaffe. Efter en rum tid med hyggesnak og rute-kort-kiggeri, sagde vi godnat.
Jeg havde fået V.I.P-værelset - et helt rum med en hel seng, helt for mig selv. Det var ren luksus og jeg sov fantastisk.
Næste dag skulle vi bare løbe og løbe.
Morgenen gik også med diverse små-ritualer - bananer, øllebrød, 10-eurosedler i løbesokkerne, læbepomade og energigel i BH-stropperne osv.
Klar til afgang og afsted mod start.
Det er altid så fedt at gå i sådan et startområde - folk vader rundt, der er høj musik og man kan mærke et godt miks af både spænding, nervøsitet, glæde og forventning i luften. Dorthe og jeg fandt vores startgruppe - og vi følte os lidt højt på strå, da vi var placeret i samme gruppe, som Paula Radcliff, Haile, Makau og alle de andre for sindssygt stærke løbere... Altså de var på plads i V.I.P-området og vi stod i gruppe E, men alligevel !
Vi faldt hurtigt i snak med en dansk mand, som slet ikke kunne skjule, at han hed Jakob - jeg følte mig lidt lettet for nu var jeg, det enkelte bogstav til forskel, trods alt ikke den eneste Jacob i feltet. Jakob, Jacob og Dorthe blev da også foreviget af marathonfotograferne, som vi stod der og ventede på at starten skulle gå.
Selve løbet vil jeg egentlig ikke kommentere så meget på - du kan kigge med på den 20 min. lange video. Hvis du har tendens til søsyge, er det en god idé at sluge lidt tabletter før du trykker play. Videoen er nemlig skudt med et lille Vado-kamera, og jeg har overholdt samtlige dogmeregler til punkt og prikke! Du bliver også udsat for lidt still billeder i ny og næ - af ikke nogen gennemtænkt årsag. Der skulle have været lidt underlægningsmusik på still billederne, men det er der ikke - for jeg er pisse-forkølet og orker ikke lige at bakse med det, oveni snot, feber og ondt i halsen!
Tag videoen for, hvad den er - min tur mod marathon nr. 3. Du er mere end velkommen til at kommentere og stille spørgsmål! Faktisk skulle det glæde mig med en lille hyggelig marathon-dialog her på kanalen.
Alle fra vores lille gruppe var kommet godt i mål. Nogle mere tilfredse end andre.
Vores marathon-sejr blev fejret med... pasta! Dog i en noget mere lækker udgave end aftenen før løbet. Vi fandt en dejlig, lille restaurant, hvor vi fik det lækreste mad - velfortjent!
Mandag morgen pakkede vi sammen, gjorde rent og vendte automobilet mod Danmark igen!
Jeg var/er ret stolt over, at jeg formåede at indgå aftaler med mig selv undervejs i løbet - og så rent faktisk overholde dem! Jeg løb max. 32 km og fordelte resten på raske gåture. Det var velinvesteret og jeg har i skrivende stund ikke skyggen af mén efter turen. Udgangspunktet for løbet var at komme igennem på en fornuftig måde, uden at ødelægge mit marathon i New York til november - det ser ud til, at planen holdt. At jeg så har tilranet mig en træls forkølelse er en anden ting. Jeg forventer at være løbende igen i morgen eller fredag.
Det bliver nok ikke sidste gang, at jeg løber spontan-marathon, for det er faktisk slet ikke så ringe at holde weekend forklædt som Jacob!
0 kommentarer:
Send en kommentar