Ode til mine bumser

27.4.13

Jeg skal til 40 års fødselsdag i aften - hos min mands kollega, som jeg aldrig har mødt før.

Det er faktisk kun min mand og jeg, der er står på den indbydelse, vi har modtaget - altså ingen børn, husdyr eller andet er inkluderet på gæstelisten.

Alligevel får vi ikke lov til at tage afsted alene...

Næ, traditionen tro, springer 3 "små" festbumser ud i mit fjæs, så de kan sætte lidt kolorit på mit ellers så gennemførte sort/hvide outfit, udvalgt til lejligheden. I stedet for at lade mit lange lyse hår shine, kommer der nu sådan et skønt rødsprængt, hvidlig/cremet skær over mig.

Det hele startede i forgårs - med en svag prikken i min hud. Jeg drak uanede mængder af vand og plejede den prikken, så godt jeg kunne med flere omgange Basiron - lige lidt hjalp det. I går blomstrede så én festbums frem på venstre side af min hage, én i højre tinding og - stjernen over dem alle - en dejlig øm og rød én lige på min næse...

Sådan; mere festligt bliver det næppe.

Jeg var godt klar over, at jeg var i overhængende fare - festbumserne misser sjældent lejligheden til at bryde ud i fuld galla. Og denne gang er der flere lejligheder: Først er der jo fødselsdagen i aften, og mandagen byder på møder med leverandør, efterfulgt af minigolf og middag.

Så det er jo soleklart - og næsten forståeligt, at én af festbumserne vælger at slå sig ned på min næse - så får den jo det hele med!

Som jeg ser det har jeg to - måske tre - valg:
1. Jeg kan vælge at polere næsen, så den virkelig kan lyse forsamlingen op. Så er der ligesom et eksplicit bjerg af bums - ingen er i tvivl.
2: Jeg kan vælge at give den en omgang consealer. Så er der ligesom et eksplicit bjerg af bums MED consealer - ingen er i tvivl, og snakken kan så gå på, om jeg bruger L'Oreal eller Max Factor til at dække med.
Måske 3. Jeg kan få et akut ildebefindende, melde fra til festen, og holde min forfængelighed hjemme i sofaen. Så kunne jeg hygge mig med at mobbe bumserne - specielt den på næsen - med at de totalt er sprunget ud forgæves! Jeg kunne endda true dem med en sygemelding på mandag :snedig:

Jeg kan egentlig også godt ane en 4. valgmulighed: Jeg kunne vælge at "være min alder", og være skideligeglad - det er alligevel mig, som er allermest obs på de satans bumser (jeg læse engang i et dameblad, at andre slet ikke ser dem - en stor fed løgn - men jeg kunne jo vælge at tro på den).

Mit problem med denne 4. valgmulighed er bare, at jeg er definitionen på forfængelighed, hvad sådan noget her angår - så jeg magter faktisk ikke "at være min alder", og jeg aner ikke, hvordan jeg kan være skideligeglad...

Faktisk har jeg et kæmpe udestående med bumseguden. Jeg synes, det er så mega uretfærdigt, at han ikke reserverer "pizzafjæset" til teenagesegmentet, hvor denne type udbrud ligesom er forventeligt.

...Og så lader os "modne kvinder" være i fred!  

0 kommentarer:

Send en kommentar