Jeg kan ligeså godt afsløre det med det samme! Jeg har evner udi det virkelig smarte - ja, det har jeg altså! Så er det sagt, og skulle der sidde et par Jantefanatikere bag skærmene derude, gør I nok klogest i at futte over på en mindre selvfikseret kanal!
Nu er det ikke sådan, at mine evner nødvendigvis er misundelsesværdige, men jeg er generelt et menneske med et lyst sind, der forsøger at se det positive i enhver situation! Så, når nu jeg har opdaget en evne udi det virkelig smarte, vil jeg uhyre gerne blære mig lidt - eller måske meget!
Det er en slet skjult hemmelighed, at jeg har været skadet de sidste knap 5 mdr. Hele mit forår er røget lige i lokummet, hvad løb angår! Samtlige tilmeldinger til diverse ½ og 1/1 maratons er blevet droppet, solgt til andre eller givet væk. Det er dog lykkedes mig at løbe årets Eventyrløb i Odense med en tid, der "kun" var 3 min. dårligere end sidste år!
Min fod gav op, mens jeg trænede til Fruens Bøge Marathon, så jeg har ikke været godt løbene siden d. 8. marts i år! Det er meget længe for sådan én som mig - jeg elsker mit løb, og er - mere eller mindre - vant til at løbe alt, hvad jeg kommer i nærheden af. Så, for mig, er det vild krise, når kroppen strejker på denne måde.
Jeg startede med en overbelastning af Tibialis Posterior i højre fod. Jeg tog toppen af løberiet, modtog behandling ved fysioterapeut og kiropraktor, og lavede et utal af øvelser. Det var meget svært at spore fremgang - det, som havde mest effekt, var laserbehandling. Efter noget tid, begyndte det så at gøre mere ondt under foden. Jeg blev skannet igen - og sørme om det ikke viste sig, at jeg var blevet skadet i Fascia Plantaris!
Her kommer evnen udi det virkelig smarte på banen: Jeg kan pådrage mig overbelastningsskader helt uden at løbe...
:der.må.klappes.nu:
Hvis ikke, det er smart, så ved jeg snart ikke, hvad er! Prøv lige at se engang:

Ikke, at det siger mig så meget... Men det trænede øje, vil måske kunne ane fortykningen af fascia!
Hvordan pokker kan det så lade sig gøre?
Jo, jeg har såmænd overbelastet fascia i min iver efter at slippe af med skaden i Tibialis. De øvelser, som jeg skulle lave for at styrke den skadede sene, har været gift for senen under foden. Så nu er styrkeøvelserne for Tibialis skrottet til fordel for styrke -og udstrækningsøvelser for fasciaen.
Nu har jeg så 4 ugers løbeforbud. Af de 4 uger har jeg overlevet 2. Jeg tæller dagene til 1. august, hvor jeg atter må hoppe i skoene og løbe afsted.
Min maratontræning har jeg tilrettelagt med et program, der gerne skulle give min fod en chance - men det bliver skrøbeligt. Jeg har 14 uger til at træne op til NYC, ovenpå et mildest talt dårligt forår!
Tilbage til det lyse sind, den positive indstilling - og ikke mindst min evne udi det virkelig smarte! Det skal nok lykkes, og skal jeg holde mit flow i skader, lakker det mod enden: Jo mindre jeg laver, des mere skadet bliver jeg!
Med det in mente, vil jeg skue frem mod årets 8. måned i forventning om, at min højre fod er i topform (og at min venstre fod imellemtiden ikke er blevet misundelig på al den opmærksomhed dens sidekammerat har fået)!
0 kommentarer:
Send en kommentar