Jeg lever stadig...
Jeg forsømmer min blog - I know - og jeg skammer mig! Faktisk kører verden så stærkt lige pt., at jeg ikke helt kan gennemskue, hvordan jeg lige får bremset den bare en anelse ned. Det går altså ud over bloggen - ingen tid til at sidde under slumretæppet med kaffe og computer, for at dokumentere dagligdagens små trivialiteter og herlige genialiteter.
Ak ja... Kigger jeg i krystalkuglen, vender jeg stærkt tilbage i år 2052 - jeg satser på, at jeg til den tid (måske?) har været pensioneret i et par år, har fået sovet ud, og har fået vasket slumretæppet!
Jeg har forsømt min blog! Af hjertet undskyld - Fanden og hans oldemor, og alt det der... Men jeg HAR vitterligt ikke haft tid!
Indtil videre er det blevet til 2 x 2.6 km "rundt om blokken", og foden holder... I morgen prøver jeg at løbe med til Fruens Bøge Marathon - blot på en enkelt omgang à 4,2 km.
Jeg er hoppet i løbeskoene igen. Denne gang forsøger jeg mig med Ecco Biom C, og starter ganske langsomt op i - et efterhånden desperat - håb om, at foden arter sig og løber med!
 |
| Fede løbesko fra Ecco - de er fab at gå i og føles ok, når kroppen nærmer sig løbetempo! |
Indtil videre er det blevet til 2 x 2.6 km "rundt om blokken", og foden holder... I morgen prøver jeg at løbe med til Fruens Bøge Marathon - blot på en enkelt omgang à 4,2 km.
Jeg bliver stadig stukket i hos akupunktøren, og foden er smertefri, de fleste dage. Jeg kan godt mærke, at den er skrøbelig, så løbeopstarts-forsøg nr. 2976665487998,9 bliver et virkeligt forsigtigt forsøg!
Se godt på dette billede...
Forestil dig så, at nakke og skuldre er skiftet ud med en balle, et baglår, en læg, en Akillessene og bedst af alt pes-foden...
Godt, nu er du ved at være der - men vi skal længere ind!
Helt ind i senerne...
og NU gør det naller!
I dag har jeg været hos akupunktør for første gang i mit liv. Mig, lille tøse-mig! Jeg tog mig sammen. Jeg spyttede min overdrevne frygt for nåle lige mellem øjnene, smed bukserne, kastede mig på briksen og fik stukket 3 nåle i højre balle, to i baglåret, to i læggen, to i Akillessenen, og en nål lige smæk ind i den dårlige sene under min højre fod!
AV FOR SATAN, HVOR GJORDE DET ONDT!
Specielt de nåle, der blev placeret i ballen, havde jeg god gavn af - det var lige så det sang hele vejen igennem benet ned til min knæhase, da de blev sat i. Endnu et lille vink med en vognstang om, at problemet med min fod ikke er opstået af løb, men derimod pga. overbelastning af hele højre ben i forbindelse med alt for meget bilkørsel! Da nålen i foden blev sat i, var jeg nok kun et splitsekund fra at dø - den, og numsenålene, kunne jeg mærke hele den time, jeg lå på briksen og våndede mig.
Den rare dame, der stak mig med nålene, mener nu nok, hun kan redde mit håbløse kadaver, så jeg kan blive ordentlig løbende igen, og hvis smerten ved nålene i mine sener er direkte proportional med behandlingens helende effekt, er jeg tilbøjelig til at tro på hende.
Forestil dig så, at nakke og skuldre er skiftet ud med en balle, et baglår, en læg, en Akillessene og bedst af alt pes-foden...
Godt, nu er du ved at være der - men vi skal længere ind!
Helt ind i senerne...
og NU gør det naller!
I dag har jeg været hos akupunktør for første gang i mit liv. Mig, lille tøse-mig! Jeg tog mig sammen. Jeg spyttede min overdrevne frygt for nåle lige mellem øjnene, smed bukserne, kastede mig på briksen og fik stukket 3 nåle i højre balle, to i baglåret, to i læggen, to i Akillessenen, og en nål lige smæk ind i den dårlige sene under min højre fod!
AV FOR SATAN, HVOR GJORDE DET ONDT!
Specielt de nåle, der blev placeret i ballen, havde jeg god gavn af - det var lige så det sang hele vejen igennem benet ned til min knæhase, da de blev sat i. Endnu et lille vink med en vognstang om, at problemet med min fod ikke er opstået af løb, men derimod pga. overbelastning af hele højre ben i forbindelse med alt for meget bilkørsel! Da nålen i foden blev sat i, var jeg nok kun et splitsekund fra at dø - den, og numsenålene, kunne jeg mærke hele den time, jeg lå på briksen og våndede mig.
Nu er jeg blevet sat på udstrækning og max. 5 km løb om ugen. Herudover er der dømt "død ved nål" én gang om ugen - de næste 3 uger.
Behøver jeg næsten skrive, at resten af min arbejdsdag med bagenden solidt placeret i kontorstolen kun kunne gå for langsomt?
Den rare dame, der stak mig med nålene, mener nu nok, hun kan redde mit håbløse kadaver, så jeg kan blive ordentlig løbende igen, og hvis smerten ved nålene i mine sener er direkte proportional med behandlingens helende effekt, er jeg tilbøjelig til at tro på hende.
Når et år rinder ud er det tid til at blive lidt pladdersentimental. Vi gør status over det gamle år, og sætter os mål for det nye...
Jeg vil undlade at blive pladdersentimental! Næ, jeg vil gøre noget helt andet - jeg vil udmærke mig ved at blive D I R E K T E dramatisk. Nu er jeg jo en relativ sindig jyde, så jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde dramaet kørende - men jeg agter at gøre mit allerypperste!
Sådan - så er stilen lagt!
"Intet - jeg fortryder intet"
Målsætningen for mit liv - det lyder sgu da dramatisk...
Ikke desto mindre er det sådan, det er. Der er ingen grund til at græde over spildt mælk, og alt det der - så det vil jeg lade være med. Selvfølgelig er der ting, oplevelser, situationer, som jeg helst ville ha' været foruden - men kan jeg lave om på fortiden ved at fortryde? Nope - så kan jeg ligeså godt tage ved lære, fremfor at begræde, hvad der allerede er sket.
Dramatikken kører da meget godt for jyden, hva'?! Nu kan jeg snart heller ikke holde det ud mere...
2011 i retrospektiv
2011 blev året, hvor jeg i den grad måtte drosle ned på mine sportslige udfoldelser - og det var ikke med min gode vilje! Det var derimod pes-fodens vilje, som jeg blot pænt måtte adlyde.
Jeg magter næsten ikke at skrive stolpe op og stolpe ned om min spasser-fod, klik på linket ovenfor, så får du en historie, der (næsten) matcher Rødder, hvad angår generationsagaens længde... Jeg kan blot fortælle, at den højt profilerede fod stadig skaber sig, og fra på tirsdag i næste uge, vil jeg forsøge at tage livet af den med nåle!
Sådan - det var også pænt dramatisk. (Jeg håber, jeg kan holde til det - sidst jeg mødte en nål, var hos tandlægen, hvor jeg begyndte at hyperventilere og stortude - så det hersens akupunktur skal nok blive en farce helt i særklasse.)
De sportslige præstationer i 2011 beløb sig til: 2 x marathon, en førsteplads i min aldersgruppe i cross-løb, 1 sprint-tri og 2 x ½-marathon. Lige i underkanten af, hvad jeg havde planlagt, men stadig godkendt!
Low key og det dersens motion
2011 har gjort mig klog af skade - det lyder faktisk også pænt dramatisk! Ikke desto mindre er det sandt. Træningsåret 2012 kommer til at foregå under overskriften "Low Key". Jeg har ingen langdistanceløb planlagt, og har mere eller mindre lovet mit bagland, at jeg nu holder mig fra marathonløb i en periode. Jeg tager toppen af løb, og i den første periode af 2012, består min træning af max 2 løbeture ugentligt. Så supplerer jeg med fitness og svømning, så jeg kan få trænet hele kroppen grundigt igennem. Lyder det klogt? Ja, da - og det gør det fordi det er klogt. Efter 6 år i løb er det på tide at give min krop et lille pusterum, så den kan restituere igennem og blive fri for skader.
Første mål er at blive klar til ½-marathon d. 9. april, og så holde den distance fremadrettet.
Jeg tænker, at 2012 bliver tri-år. Jeg glæder mig til, atter at komme på landevejene med Kløver Klingen, og jeg håber at være klar til de hygge-tri, der kommer i sensommeren og efteråret.
Arbejd', arbejd'
Året bød på også på nyt job - et job, der i sandhed er spændende, givende, krævende og udfordrende. Det er også tidskrævende - specielt i denne periode, hvor vi arbejder på højtryk for at kunne lancere et nyt website og en ny webshop. Det hele skulle gerne falde på plads primo marts, og så kan vi begynde at udvikle på næste fase.
Med det nye job, fulgte også alt for lidt ferie - min tidligere stilling var på 30 t/ugentlig og med det nye job på fuld tid har finanserne ikke kunne trække meget mere end 14 dages ferie alt i alt. Den manglende opladning kan godt mærkes, og det er en underdrivelse at skrive, at jeg glæder mig til næste ferieår, der både byder på fuld ferie, samt 6 feriefridage. Men, men - jeg kan holde til meget, når blot jeg kan se lys forude - og 1. maj toner frem i en kaskade af lys!
Eneste nitte ved mit job er, at det ligger pænt langt væk fra min bopæl, og det er svært at få job -og familielogistikken til at gå op i en højere enhed - en udfordring, jeg fortsat må bakse med i 2012.
Venskaber i løb og på hjul
Venner kommer og går - heldigvis har jeg flest af dem, der kommer til. Jeg vil kaste en byge af kærlige håndtegn både til Kløverne, og dem, jeg løber mest med i Munke Mose Motion.
Munke Mose Motion vil nok altid være "Mother Ship", hvad klubløb angår - her har jeg lagt mange gode timer på asfalt og stier, i fabelagtigt selskab. Jeg håber, mit gamle kadaver kan være noget mere med igen, end hvad tilfældet har været i 2011!
En lille ny og hyggelig klub, Klub 3.50, bød sig til i 2011, og jeg er super-taknemmelig for den fantastiske tur, vi havde til Berlin Marathon. Det er altid en dejlig oplevelse at møde nye mennesker, som man bare går i spænd med, med det samme!
Home is where the heart is
Mit hjerte har boet samme sted de sidste 14 år, og det bliver det ved med! Mit bagland er sublimt - en fantastisk, nærværende og støttende mand, og to guldklumper af nogle børn. Jeg kan ikke forlange eller ønske mere, så det lader jeg være med!
Midt i alt vores masen rundt med hverdagslogistikken, kan vi i 2012 se frem til nogle stjernestunder, som nok skal blive mindeværdige. Til sommer drager vi mod USA, hvor vi skal besøge svigermekanikken i 17 dage. 17 dage, der bliver guld værd - specielt for børnene, som for første gang skal se, hvor deres farmor bor og opleve, hvordan man lever "over there". Det bliver super-fedt, og jeg glæder mig til et sammenhængende break med min familie.
Nå, nu blev det vist lidt pladdersentimentalt alligevel - pyt skidt! Jeg har lige besluttet, at man må godt svømme lidt over, når man skriver om sin familie...
Nu skal jeg lige have kæmpet denne her gudsforladte maveinfluenza, der har forfulgt mig siden nytårsaften, ud af mit system, så skal 2012 nok blive et godt år!
Jeg kan mærke 2012 og alt det gode helt ind i knoglerne... og foden.
Godt nytår!
Jeg vil undlade at blive pladdersentimental! Næ, jeg vil gøre noget helt andet - jeg vil udmærke mig ved at blive D I R E K T E dramatisk. Nu er jeg jo en relativ sindig jyde, så jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde dramaet kørende - men jeg agter at gøre mit allerypperste!
Sådan - så er stilen lagt!
"Intet - jeg fortryder intet"
Målsætningen for mit liv - det lyder sgu da dramatisk...
Ikke desto mindre er det sådan, det er. Der er ingen grund til at græde over spildt mælk, og alt det der - så det vil jeg lade være med. Selvfølgelig er der ting, oplevelser, situationer, som jeg helst ville ha' været foruden - men kan jeg lave om på fortiden ved at fortryde? Nope - så kan jeg ligeså godt tage ved lære, fremfor at begræde, hvad der allerede er sket.
Dramatikken kører da meget godt for jyden, hva'?! Nu kan jeg snart heller ikke holde det ud mere...
 |
| Tak, Buster K. |
2011 i retrospektiv
2011 blev året, hvor jeg i den grad måtte drosle ned på mine sportslige udfoldelser - og det var ikke med min gode vilje! Det var derimod pes-fodens vilje, som jeg blot pænt måtte adlyde.
Jeg magter næsten ikke at skrive stolpe op og stolpe ned om min spasser-fod, klik på linket ovenfor, så får du en historie, der (næsten) matcher Rødder, hvad angår generationsagaens længde... Jeg kan blot fortælle, at den højt profilerede fod stadig skaber sig, og fra på tirsdag i næste uge, vil jeg forsøge at tage livet af den med nåle!
Sådan - det var også pænt dramatisk. (Jeg håber, jeg kan holde til det - sidst jeg mødte en nål, var hos tandlægen, hvor jeg begyndte at hyperventilere og stortude - så det hersens akupunktur skal nok blive en farce helt i særklasse.)
De sportslige præstationer i 2011 beløb sig til: 2 x marathon, en førsteplads i min aldersgruppe i cross-løb, 1 sprint-tri og 2 x ½-marathon. Lige i underkanten af, hvad jeg havde planlagt, men stadig godkendt!
 |
| "Platten" fra NYC toner frem i medaljestakken - alt er bare større i USA |
2011 har gjort mig klog af skade - det lyder faktisk også pænt dramatisk! Ikke desto mindre er det sandt. Træningsåret 2012 kommer til at foregå under overskriften "Low Key". Jeg har ingen langdistanceløb planlagt, og har mere eller mindre lovet mit bagland, at jeg nu holder mig fra marathonløb i en periode. Jeg tager toppen af løb, og i den første periode af 2012, består min træning af max 2 løbeture ugentligt. Så supplerer jeg med fitness og svømning, så jeg kan få trænet hele kroppen grundigt igennem. Lyder det klogt? Ja, da - og det gør det fordi det er klogt. Efter 6 år i løb er det på tide at give min krop et lille pusterum, så den kan restituere igennem og blive fri for skader.
Første mål er at blive klar til ½-marathon d. 9. april, og så holde den distance fremadrettet.
Jeg tænker, at 2012 bliver tri-år. Jeg glæder mig til, atter at komme på landevejene med Kløver Klingen, og jeg håber at være klar til de hygge-tri, der kommer i sensommeren og efteråret.
Arbejd', arbejd'
Året bød på også på nyt job - et job, der i sandhed er spændende, givende, krævende og udfordrende. Det er også tidskrævende - specielt i denne periode, hvor vi arbejder på højtryk for at kunne lancere et nyt website og en ny webshop. Det hele skulle gerne falde på plads primo marts, og så kan vi begynde at udvikle på næste fase.
Med det nye job, fulgte også alt for lidt ferie - min tidligere stilling var på 30 t/ugentlig og med det nye job på fuld tid har finanserne ikke kunne trække meget mere end 14 dages ferie alt i alt. Den manglende opladning kan godt mærkes, og det er en underdrivelse at skrive, at jeg glæder mig til næste ferieår, der både byder på fuld ferie, samt 6 feriefridage. Men, men - jeg kan holde til meget, når blot jeg kan se lys forude - og 1. maj toner frem i en kaskade af lys!
Eneste nitte ved mit job er, at det ligger pænt langt væk fra min bopæl, og det er svært at få job -og familielogistikken til at gå op i en højere enhed - en udfordring, jeg fortsat må bakse med i 2012.
Venskaber i løb og på hjul
Venner kommer og går - heldigvis har jeg flest af dem, der kommer til. Jeg vil kaste en byge af kærlige håndtegn både til Kløverne, og dem, jeg løber mest med i Munke Mose Motion.
 |
| Et lille udsnit af Kløverne - Kløver Klingen, der racer de fynske landeveje flade, når vi da ellers ikke løber rundt i noget mudder på den sagnomspundne Kløvercross-rute. Kløverne tæller omkring 20 skønne mennesker! |
En lille ny og hyggelig klub, Klub 3.50, bød sig til i 2011, og jeg er super-taknemmelig for den fantastiske tur, vi havde til Berlin Marathon. Det er altid en dejlig oplevelse at møde nye mennesker, som man bare går i spænd med, med det samme!
Home is where the heart is
Mit hjerte har boet samme sted de sidste 14 år, og det bliver det ved med! Mit bagland er sublimt - en fantastisk, nærværende og støttende mand, og to guldklumper af nogle børn. Jeg kan ikke forlange eller ønske mere, så det lader jeg være med!
Midt i alt vores masen rundt med hverdagslogistikken, kan vi i 2012 se frem til nogle stjernestunder, som nok skal blive mindeværdige. Til sommer drager vi mod USA, hvor vi skal besøge svigermekanikken i 17 dage. 17 dage, der bliver guld værd - specielt for børnene, som for første gang skal se, hvor deres farmor bor og opleve, hvordan man lever "over there". Det bliver super-fedt, og jeg glæder mig til et sammenhængende break med min familie.
Nå, nu blev det vist lidt pladdersentimentalt alligevel - pyt skidt! Jeg har lige besluttet, at man må godt svømme lidt over, når man skriver om sin familie...
Nu skal jeg lige have kæmpet denne her gudsforladte maveinfluenza, der har forfulgt mig siden nytårsaften, ud af mit system, så skal 2012 nok blive et godt år!
Jeg kan mærke 2012 og alt det gode helt ind i knoglerne... og foden.
Godt nytår!
Så fik jeg endelig lavet lidt video fra løbet. Tag et kig, hvis du har lyst. Underlægningsmusikken måtte desværre pilles af igen - så du må tage den med original audio.
Jeg er imponeret over New York City. Hele byen er inddelt i avenuer fra nord til syd og nummererede gader fra øst til vest. Det er fandeme smart fundet på! Med den infrastruktur KAN man ikke fare vild.
Ikke på den logistiske måde, i alt fald...
Men nu kan man jo fare vild på mange måder... Nogle farer vild i livet og må tjene til dagen og vejen bl.a. ved at underholde. Og så er det jo godt, at man har en stemme, der kan tiltrække en folkemængde.
Subwayen styrer for vildt på flere måder end én.
Du farer ikke vild dernede, men er du faret vild, inden du dykker ned i undergrunden, giver den dig tag over hovedet - og måske en perron, hvor du kan tjene lidt mønt!
Alverdens mennesker farer omkring og pludselig midt i det hele er der underholdning - både mens man kører i toget og mens man venter på det.
En dag blev jeg udsat for en spansktalende mand, der spillede utrolig smukt på sin guitar, mens toget kørte, en anden dag stod en kvinde på perronen og spillede violin (på den gode måde), og den sidste dag mødte jeg disse to storsyngende kvinder...
Her er lidt "mens vi venter"- underholdning:
Hvis man keder sig i New York City, så er man sgu selv ude om det!
De fattige og triste eksistenser findes stadigvæk. På en eller anden måde føltes det som om, at der ikke var så mange ludfattige mennesker, som der var de første 2 gange, jeg besøgte byen. Enten det, eller også er jeg bare blevet mere hærdet og vant til at se hjemløse...
Ikke på den logistiske måde, i alt fald...
Men nu kan man jo fare vild på mange måder... Nogle farer vild i livet og må tjene til dagen og vejen bl.a. ved at underholde. Og så er det jo godt, at man har en stemme, der kan tiltrække en folkemængde.
Du farer ikke vild dernede, men er du faret vild, inden du dykker ned i undergrunden, giver den dig tag over hovedet - og måske en perron, hvor du kan tjene lidt mønt!
Alverdens mennesker farer omkring og pludselig midt i det hele er der underholdning - både mens man kører i toget og mens man venter på det.
En dag blev jeg udsat for en spansktalende mand, der spillede utrolig smukt på sin guitar, mens toget kørte, en anden dag stod en kvinde på perronen og spillede violin (på den gode måde), og den sidste dag mødte jeg disse to storsyngende kvinder...
Her er lidt "mens vi venter"- underholdning:
Hvis man keder sig i New York City, så er man sgu selv ude om det!
De fattige og triste eksistenser findes stadigvæk. På en eller anden måde føltes det som om, at der ikke var så mange ludfattige mennesker, som der var de første 2 gange, jeg besøgte byen. Enten det, eller også er jeg bare blevet mere hærdet og vant til at se hjemløse...
 |
| En hjemløs camperer på "Mount" Central Park |
Efter et kort ophold på hotellet - og et tiltrængt bad, var det tid til sejrsmiddag. Denne skulle foregå til vands, nærmere bestemt på et cruise ship på Hudson River.
Vi blev fragtet til Pier 61 (mener jeg, det var), hvor vi boardede skibet, som skulle danne rammen om vores sejrsmiddag efter et hårdt, men godt løb.
Planen var at indtage god mad og drikke, og samtidig opleve New Yorks skyline - by night.
Vi var 9 deltagere i gruppen - os 7 fra Munke Mose Motion, og Maria og Morten, der troligt havde heppet, både i Brooklyn og i Central Park. Overskuddet efter et marathonløb er ikke nødvendigvis udpræget stort, så det blev problematiseret en del, at der skulle findes en ekstra stol frem til det - ellers så nydeligt opdækkede - 8 mands bord. Men, når bare man slår koldt vand i blodet, og lader de rare tjenere klare ærterne, går det hele som regel, og sørme om ikke, det også gjorde det denne gang. Vi fik en ekstra stol og en opdækning for bordenden, så vi alle kunne sidde sammen, og fejre dagens rejse til marathon.
Vi boardede altså skibet, fik et glas hvidvin til velkomst, og fik installeret os ved vores bord - alle sammen - sammen! Buffetten blev åbnet og vi fik faktisk noget dejlig mad. Jeg har aldrig rigtigt været den store fan af traktementet til disse sejrsmiddage. De er som regel for dyre, og maden er for kedelig (jeg mindes med gru arrangementet til Berlin ½ marathon sidste år :gyser: ). Men denne gang var det hele bare super godt.
Endnu bedre blev det, da der viste sig at være underholdning om bord - da middagen havde været godt i gang og DJ'en havde sludret lidt i mikrofonen, iførte en af tjenerne sig en fjerboa, greb mikrofonen og gav den gas på Aretha Franklin-udgaven af "R.E.S.P.E.C.T".
Tit kan den slags indslag være sådan lidt kiksede, men det her var faktisk godt. De fleste af tjenerne var oppe og give den gas, og de kunne alle synge. Så der var ikke en my af pinlighed over det - det lød godt, og var ganske hyggeligt. DJ'en var også på toppen, og det lykkedes ham endda at få et par marathonløbere ud på dansegulvet. Jeg hverken kunne eller skulle nyde noget af den fælles danseundervisning - det var ligesom om, at jeg var træt i kroppen. Mærkeligt, men sandt.
Da skibet nærmede sig Liberty Island var det tid til at gå på trapper - jeg futtede ovenpå - og ud på dækket - med både kamera og vado, og fik foreviget skyline og Frihedsgudinde.
Det var meget smukt at se Manhattan fra vandet by night. Og hverken billeder eller video kan helt yde udsigten retfærdighed - det skal simpelthen opleves.
Den fine dame på Liberty Island fik også et flot skær i den mørke aften.
En smuk og afslappende tur kunne dog ikke fratage mig min træthed - Jeg var knokkel træt, og have intet rum tilbage til at forestille mig, hverken hvad tid vi alle skulle mødes dagen efter, ej heller, hvad vi skulle have til aftensmad den næste aften...
Jeg var bare træt med træt på. Jeg skulle sove, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg var i det hele taget ret overbevist om, at vi nok skulle både finde hinanden OG blive mætte dagen efter - uden de store problemer. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, lykkedes det også ganske fint.
Efter 3 timers sejltur med mad og underholdning lagde vi atter til kaj, og da vi gik fra borde, fik vi en lækker chokoladesmåkage at "varme" os på, på vej hen til bussen. Alt i alt en fin afslutning på en lang, hård, spændende, smertefuld og helt igennem fantastisk dag.
Min krop og min hjerne fortalte mig, at det var ganske vist; dagen var slut og jeg skulle sove. Glædeligt gensyn med hotellet og jeg kunne dejse om i sengen, mættet af oplevelser... og mad!
Vi blev fragtet til Pier 61 (mener jeg, det var), hvor vi boardede skibet, som skulle danne rammen om vores sejrsmiddag efter et hårdt, men godt løb.
Planen var at indtage god mad og drikke, og samtidig opleve New Yorks skyline - by night.
Vi var 9 deltagere i gruppen - os 7 fra Munke Mose Motion, og Maria og Morten, der troligt havde heppet, både i Brooklyn og i Central Park. Overskuddet efter et marathonløb er ikke nødvendigvis udpræget stort, så det blev problematiseret en del, at der skulle findes en ekstra stol frem til det - ellers så nydeligt opdækkede - 8 mands bord. Men, når bare man slår koldt vand i blodet, og lader de rare tjenere klare ærterne, går det hele som regel, og sørme om ikke, det også gjorde det denne gang. Vi fik en ekstra stol og en opdækning for bordenden, så vi alle kunne sidde sammen, og fejre dagens rejse til marathon.
Vi boardede altså skibet, fik et glas hvidvin til velkomst, og fik installeret os ved vores bord - alle sammen - sammen! Buffetten blev åbnet og vi fik faktisk noget dejlig mad. Jeg har aldrig rigtigt været den store fan af traktementet til disse sejrsmiddage. De er som regel for dyre, og maden er for kedelig (jeg mindes med gru arrangementet til Berlin ½ marathon sidste år :gyser: ). Men denne gang var det hele bare super godt.
Endnu bedre blev det, da der viste sig at være underholdning om bord - da middagen havde været godt i gang og DJ'en havde sludret lidt i mikrofonen, iførte en af tjenerne sig en fjerboa, greb mikrofonen og gav den gas på Aretha Franklin-udgaven af "R.E.S.P.E.C.T".
Tit kan den slags indslag være sådan lidt kiksede, men det her var faktisk godt. De fleste af tjenerne var oppe og give den gas, og de kunne alle synge. Så der var ikke en my af pinlighed over det - det lød godt, og var ganske hyggeligt. DJ'en var også på toppen, og det lykkedes ham endda at få et par marathonløbere ud på dansegulvet. Jeg hverken kunne eller skulle nyde noget af den fælles danseundervisning - det var ligesom om, at jeg var træt i kroppen. Mærkeligt, men sandt.
Da skibet nærmede sig Liberty Island var det tid til at gå på trapper - jeg futtede ovenpå - og ud på dækket - med både kamera og vado, og fik foreviget skyline og Frihedsgudinde.
Det var meget smukt at se Manhattan fra vandet by night. Og hverken billeder eller video kan helt yde udsigten retfærdighed - det skal simpelthen opleves.
Den fine dame på Liberty Island fik også et flot skær i den mørke aften.
Jeg var bare træt med træt på. Jeg skulle sove, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg var i det hele taget ret overbevist om, at vi nok skulle både finde hinanden OG blive mætte dagen efter - uden de store problemer. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, lykkedes det også ganske fint.
Efter 3 timers sejltur med mad og underholdning lagde vi atter til kaj, og da vi gik fra borde, fik vi en lækker chokoladesmåkage at "varme" os på, på vej hen til bussen. Alt i alt en fin afslutning på en lang, hård, spændende, smertefuld og helt igennem fantastisk dag.
Min krop og min hjerne fortalte mig, at det var ganske vist; dagen var slut og jeg skulle sove. Glædeligt gensyn med hotellet og jeg kunne dejse om i sengen, mættet af oplevelser... og mad!
Abonner på:
Opslag (Atom)
