New York City Marathon in the rear-view mirror

Så blev det "dagen efter" - de 42.2 km er pludselig blevet fortid. En fortid, der i den grad sidder i kroppen. Min fod er fuldstændig busted! Også noget mere ødelagt, end jeg havde frygtet - det er lige så den knaser, når jeg flytter benet. Jeg har lagt mig på min seng med en large black coffee fra Starbucks, en pose chips, der mest smager af eddike, min computer, min musik, mine billeder, min blog, min facebook, en kuglepen og et kabel (så I kan nok forstå, at der lige nu er trængsel i min seng!)

De andre er futtet ud i New York til fods og på cykel. Planen er, at Dorte og jeg senere tager i outlet - og, hvis jeg er heldig skaffer Maria og Morten billetter til The Lion King på Broadway i aften. Alt kommer - for mit vedkommende - til at foregå via Subway og Taxa - foden vil nadas!

Status: Tudefjæsfod

Nå, men nu skal det hele jo ikke gå op i ynk og klynk - selvom jeg SELVFØLGELIG hellere end gerne modtager sympatierklæringer, var det ventet, at jeg ikke ville komme skadesfri ud af dette løb - optakten til har været for ustabil, og sådan er det bare. Jeg må tage det sure med det søde! Til trods for, at jeg næppe bliver løbende igen de næste 2 - 3 uger, så er det her altså hele turen værd.

Gårsdagen var fantastisk!!! Egentlig er ordet fantastisk ikke dækkende - det var virkelig en helt ekstraordinær oplevelse at løbe igennem Brooklyn, Queens, Long Island, Harlem, Bronx osv.

Det er uhyre sjældent, jeg fattes ord, men som jeg ligger her og skal tænke dagen igennem, går min hjerne næsten helt i sort. Der er så mange indtryk, der skal fordøjes og beskrives...

Jeg tror, jeg starter fra begyndelsen, tager turen i etaper, og skriver mere til efterhånden...

Klar, parat, start
Vi stod op kl.-meget-tidligt! Jeg har stadig ikke styr på tiden her, og når nok heller ikke at få det, før jeg atter er i DK! Vi skulle være ude af Manhattan inden kl. 06.00, fordi der skulle spærres af til løbet. Dagen før, havde vi købt yoghurt, vand, mandler, rugbrød, ost osv. så vi havde, hvad vi skulle bruge. Morgenmaden blev indtaget i pizzabiksen ved hotellet, hvor pizzafar - der vist ikke var vant til at være så tidligt oppe - kagede rundt i bestillingerne. Ingen fik vist det, de havde bestilt, men så fik vi os til gengæld et godt grin.

Vi blev kørt ud til Staten Island, hvor der var linet up med et startområde, som kunne få enhver festival til at blegne. Jeg havde været lidt ulden ved tanken om den lange ventetid, men jeg havde tøj nok med og på, og der var scene med bands, storskærm, uddeling af Donkin' Donuts huer, kaffe, vand, mad, toiletter ad libitum, så det var ganske perfekt. Og da bestemt ikke en start, som på nogen måde har taget modet fra mig ift. at løbe i NYC igen en anden gang.

Vi havde jo også hinandens selskab i startområdet; Dorte, Helene, Lisbeth og jeg fik drukket og spist godt igennem, så vi var tanket op til strabadserne forude.

Minutterne blev lidt lange inden start - sådan er det velsagtens, når man har ventet længe og er spændt på at komme afsted. Jeg havde lidt kvalme og følte mig egentlig lidt grådlabil, som vi stod der i mængden af løbere og ventede på at bestige Verrazano Bridge. Der blev sunget nationalsang for os - sådan american-style, hånden på hjertet og alt det der og som vi endelig kom i løb, bragede Frank Sinatra-udgaven af New York, New York ud over hele startområdet. Det var ret overvældende og jeg måtte synke et par gange for ikke at miste væske på flæberi!

På vej over broen, havde vi den smukkeste udsigt. Den smukkeste på den bro, altså - for alle de andre udsigter vi ville få undervejs, viste sig også at være "den smukkeste"!

Det gik slag i slag, tempoet var fornuftigt - vi ramte Brooklyn og så var der fest.



Marathon Brooklyn & Queens-style
Brooklyn forstod at holde en fest. Så snart vi kom af broen, var der musik, jubelråb, klappen og en mængde skilte med sjove påskrifter: "Run like U stole somethin'" og "Almost there...", "That guy stole my bag - (pil fremad) Get it 4 me, plz", "First round's on me" og så videre.

Vi løb igennem alle de små bydele i byen: Prospect Heights, Clinton Hill, Williamsburg osv. Der var fest overalt - eneste sted, der var stille var i det jødiske kvarter. Der var ikke-jøder på gaden, som lavede lidt larm. Jøderne var der også, men lod nærmere til at være irriterede over, at de ikke kunne krydse gaden, som det passede dem. Man skulle næsten tro, at de var odenseanere! Jøderne i bydelen er ikke fan af marathonen - de så gerne det blev flyttet væk fra deres helligdag!

I Brooklyn var der pludselig nogle, der råbte på mig, og sørme om søde Maria og Morten ikke stod lige der, omkring 12 - 13 km og heppede. Det var ret skønt lige at blive genkendt helt over here!

Lisbeth og jeg tog hele turen i stabilt samarbejde - vi har begge været møg-skadede op til løbet og var helt indstillet på, at dette skulle gennemføres med så god en oplevelse i bagagen, som muligt. Det var så viseligt indrettet, at vi skulle på toilet samtidig, og for at undgå "lorte-marathon"-toiletterne, løb vi ind på en tankstation, hvor der var papir og alt... Ren luksus og vi kunne tage en tørn mere.

Det var fantastisk at løbe i Brooklyn og Queens - helt specielt at se alle de byhuse, som man ellers bare ser på film.

Allerede ved 18. km. satte smerterne ind hos mig. Jeg havde røv-hamrende ondt i min ryg og mine ben, for hvert skridt jeg tog, jog det op igennem kroppen, og det var (næsten) ligeså slemt, som da jeg løb Hamburg, med mellemørebetændelse og proppet med penicillin. Av, av, av. Da vi nåede ½ -marathon, sagde jeg til Lisbeth, at jeg skulle være heldig, hvis jeg stadig var i løb ved 25. km. Men så var det ligesom om, at Queens gav den gas, og min selvmedlidenhed blev overskygget af feststemte amerikanere. Jeg fik klappet lidt hænder, drukket vand, spist gel osv. og pludselig befandt vi os på Queens Boulevard i færd med at bestige Queensboro Bridge.

Den bro var en hård nyser! Kroppen var flad og færdig og broen gik bare op og op og op! Det nev, sled og jagede løs i kroppen. Jeg fik afledt mig selv lidt ved at kigge ud - vi havde Manhattan til venstre for os og den skyline er jo bare helt fantastisk. Endelig gik det nedad og det amerikanske super-heppekor havde fundet vej så langt op på broen, som muligt.

Marathon Manhattan-style
Vi fik en modtagelse på Manhattan, som enhver forfængelig filmstjerne ville blive grøn af misundelse over. Det var helt vildt - folk stod i flere rækker, råbte og skreg. Kødrender af mennesker nedad First Avenue - jeg havde ondt, ondt og atter ondt... Så står der en gut med et fint skilt: "Free hugs" - det skal man jo ikke skrive to gange, så jeg futtede hen og fik et lille kram, som jeg kunne løbe videre på. Det var nok ikke så fedt for ham at slå armene om sådan en gennemsvedt marathonløber, men han ville jo selv ;o)

Vi nærmede os de 30 km., og jeg var stadig i løb. Både Lisbeth og jeg var godt mærkede af de mange små-stigninger, så vi besluttede at gå op ad de værste stigninger fremefter. Det viste sig at være en klog taktik!

Endelig i Harlem
Bydelen jeg havde ventet på med længsel - bydelen, jeg løb for! Jeg fik indfriet enhver forventning - eneste ting, jeg manglede var gospelkoret.

Men der var indtil flere homies på gaden, der gav den max gas og jeg fik filmet en røvfuld, kvalitets-hip-hop-rap.

Brooklyn og Queens diskede op med en kvantitativ mængde af musik - i Harlem fik vi kvalitet!!!


Jeg har ikke mere at tilføje her, andet end YO! Og så må I ellers vente på videoerne...

Turen igennem Bronx bød også på fest - det var meget tydeligt den "hårdere" ende af Manhattan, vi var kommet til. Bygningerne var ikke så velplejede, som i "vores" ende af Manhattan, men der var nu ingen smalle steder - et enkelt sted, havde "lillemor" travlt med at sende sønnike afsted til købmanden. De havde lavet deres eget lille depot til os, og de manglede vand og bananer. Depotet skulle tankes op, for løberne skulle ikke mangle noget.

Det gjorde RIGTIG ondt nu! Og som vi listede igennem Bronx, så jeg en kvinde med et skilt, hvorpå der stod: "You can do anything through Jesus". I al min ugudelighed, tænkte jeg, at så kunne han dæleme godt ha' trukket lidt af på smerten i min krop. Her passerede vi også en lille hjemmelavet "bod", hvor vi fik et lille Guds ord med på vejen. Der skulle, hverken mangle vand, energidrik, musik, hep eller hjælp fra oven - New Yorkerne havde tænkt på det hele.

Det sidste seje træk
Det sidste seje træk blev trukket op ad 5th Avenue - vi nærmede os Central Park. Hver enkelt lille yard føltes, som den længste i verden. Hvor kilometerne i starten havde løbet sig selv, ville de nu næsten ikke løbes mere. 5th Avenue gik bare opad, opad, opad og så lidt mere opad.

Som vi løb opad, opad, opad, hørte vi en fartholders opmuntrende tilråb:

"Come on. A few more miles to go. Your're tired and your legs hurt. It dosen't matter - it only hurts because your bodies need sugar. That's all it is. COME ON".

Konen havde sgu overskud og det smittede lidt af på mig, så mit underskud blev konverteret til noget, der mindede om overskud.

5th Avenue blev besteget og NU kunne der da ikke være så meget mere ballade med den rute. Det sidste seje træk var trukket... Troede jeg!

Marathon - Central Park-style
Da vi løb ind i Central Park var jeg ved godt mod. Central Park afveg ikke fra resten af turen. Folk var ellevilde, råbte, skreg og heppede igennem. Jeg fik filmet al jubelhysteriet - fantastiske mennesker. Fantastisk opbakning.

Maria og Morten stod klar i Central Park og heppede igen - super fedt!

Bedst som jeg troede, at det sidste seje træk var trukket, ramte første stigning i Central Park mine ben. Av! Jeg var ellers ret overbevist om, at reglerne foreskrev, at parker i byer, SKULLE være meget flade. Der må jeg ha' læst en forkert paragraf, eller noget, for det var bestemt ikke tilfældet. Efter ruten med "broer op og broer ned", føltes Central Park, som endnu en tur op ad Queensboro Bridge.

Vi nåede de 40 km og mine knæ gik fuldstændigt amok - tror da nok aldrig, de har gjort så ondt. Jeg gad virkelig, virkelig, virkelig ikke løbe mere og mål føltes utrolig langt væk. Horderne af heppere var ikke blevet mindre og nu begyndte alle nationalflagene langs alléen at tone frem.

Målet nærmede sig og jeg fik holdt en sidste lille fest. Fik klappet en lang række heppende mennesker i hænderne, filmede hele vejen ind over målstregen.

Endelig inde! 42,2 km aka 26,2 miles var tilbagelagt. Smerten i kroppen kunne jeg ikke løbe fra, men jeg kom igennem side om side med Lisbeth. Og det var så godt at have hende at følges med hele vejen igennem!

Godt samarbejde og god opbakning, når man var ved at gå lidt kold.

Medaljen kom i hus og så knækkede den ellers så fejlfri logistik for arrangementet. Vi skulle stå i en kø så lang, så lang for overhovedet at komme ud af Central Park.

Jeg var ved at blive helt spedalsk! Jeg dur i forvejen ikke til at vente - så efter 42.2 km i kamp med en krop, der bare gjorde ondt, var det en prøvelse af KALIBER for mit utålmodige løvegen. Bedre blev det ikke, da jeg begyndte at fryse, og fandt ud af, at vi skulle vade fra 77th street hele vejen ned om Columbus Circle og derfra omdirigeres via Broadway, før vi kunne begynde at ane 58th street. Jeg rodede mig ud i en lille diskussion med en stor politibetjent, der ikke ville lukke os igennem ved Columbus Circle...

Rationelle Camilla ved godt, at sådan noget skal hun ikke gøre, men irrationelle marathon-Camilla er rimelig ligeglad... Fik jeg noget ud af diskussionen? Nej da. Jo, jeg fik lov til at gå via Broadway - ligesom alle andre.

Sådan Camilla!

Endelig kunne vi se vores gade og kort efter vores hotel.

Meget træt og meget kold, og faktisk også lidt arrig over en meget langvarig afslutning på et ellers fantastisk løb, kom jeg ind på værelset. Jeg fik hoppet lidt aggression ud af kroppen, og det gik ud over nogle saltstænger, som havde sneget sig ind via mine løbesko. Saltstængerne døde i gulvtæppet og jeg fik det lidt bedre.

Endnu bedre blev det, da jeg så at Dorte og Helene havde købt varm kaffe til os!

Sejrsmiddag - læs about it in another afsnit...