Turen, der konverterede "over there" til "over here" er nu i fuld gang...
4.11.: Der er ikke mange gloser at knytte til selve flyveturen over Atlanten - der var ikke en finger at sætte på turen og jeg har aldrig i mit - ret så "forfløjende" - liv oplevet så flot en landing. Selvom jeg HADER, når passagerer klapper efter landing, var det lige ved, at jeg brød ud i en solo-klapsalve. Vi mærkede stort set ikke, at vi satte hjulene på landingsbanen. Fantastisk!
I lufthavnen skulle vi så stå i kø - en aktivitet, der ikke tiltaler mit løve-gen specielt meget. Tanken om at nå Paraden i Central Park blev hurtigt arkiveret, da jeg så "the line up" til paskontrollen. Jeg kunne så stå i kø og knurre, indtil damen med de overdimensionerede blå negle kaldte mig frem til tjek. Gutten bag disken var en "lille sweetheart" med nogle vældige tattoos. Jeg fik taget et fint billede, taget fingreaftryk af både højre og venstre hånd, og fik endda prydet mit pas med et stempel, mens gutten spurgte min om jeg havde besøgt USA før, og hvad jeg så havde lavet i Texas - dengang tilbage i 1998...
Da jeg blev sluppet ud af kontrollen, placerede jeg mig på den anden side af disken, for at vente på Lisbeth. Straks kom der en vagt hen for lige at kontrollere, hvorfor jeg blev stående der. Godt nok havde jeg poncho på, men jeg kunne altså ikke diske op med meget andet terrorificeret udstyr, end en ildelugtende løbesko.
Så det var ok, at jeg stod der og ventede... 30 sek.
Ude af lufthavnen måtte vi vente længe på bussen - i alt fald 15 min. Og det ER længe, når man, som jeg, er indbegrebet af zapper-generationen! Endnu længere tid tog det at køre ind til Manhattan... Fredagstrafikken var så tæt, at den helt fik mig til at sætte pris på fredagstrafikken BÅDE på Vestfyn og over Vejlefjordbroen Men buschaufføren hed Earl, og ham var der intet, der kunne kyse, så han fik os transporteret sikkert ind på Expoen, hvor vi kunne hente vores startnumre.
Fremme ved hotellet, klokken var fem-minutter-i-lort og min hjerne var gået fuldstændig i stå. Jeg kunne ikke tænke eller tage stilling til noget som helst - tror faktisk ikke, jeg har været så træt siden jeg fødte min søn! Jeg magtede ikke engang at spise aftensmad. Kl. 9.15 p.m., hamrede mine øjenlåg i, og jeg stor-sov indtil den lyse morgen.
5.11.: Dagen startede klokke et-eller-andet med 7, tror jeg. Min tidsfornemmelse er fucked up - og det er helt ok, for alle de andre har styr på det! Jeg fik badet, og vi vandrede ned til en fortræffelig morgenmad bestående af 1 kop sort mokka og en Blueberry muffin. Sund og nærende marathon-mad - no doubt! Efter maden begav vi os ud i byen. Vi fik fornøjelsen af at se Breakfast - run - løberne løbe mod Central Park. Det er altid sjov at se - og specielt her fik vi en lille treat! Løbet var befolket af japanere - og de ER altså nogle sjove personager! De var klædt ud hele banden, og var bare overstadigt glade.
 |
| I love world, I love America, Happy science. |
 |
| Flere lykkelige japanere. |
Turen rundt i byen foregik stille og roligt - vi lavede nogle små pit-stops ved diverse caféer og fik tanket op. Shopping blev der også tid til, inden vi smuttede tilbage på hotellet.
Aftensmaden blev indtaget i Central Park - i et pastapartytelt. Vældig fint arrangement. Maden var so-so, men den bestod af de kulhydrater og proteiner, som vi har brug for til at komme godt igennem løbet.
Der blev spillet musik, og på storskærme kørte der film fra sidste års marathon. Det var faktisk ligeså man fik en klump i halsen af at se de billeder - tanken om selv at være en del af det var lidt overvældende.
 |
| Os alle med Dannebrog på opløbsstrækningen |
Jeg tror sgu, jeg fælder en lille tåre eller 4 i morgen, når det hele går løs!
0 kommentarer:
Send en kommentar