Så jeg fortsætter bare...
It goes faktisk good, som man siger. De rene proteindage kører som de skal, og jeg føler mig faktisk mindre oppustet de dage, jeg ikke indtager nogle kulhydrater af betydning.
Så kom jeg igennem dag fire... Og det var en laaaang dag. Tidligt op, på kontoret hele dagen, medbringende aaaaaalt for lidt mad!
Hjemme igen kl. 17.15, ud og løbe. I bad, lave aftensmad og så endelig lidt sofatid, hvor jeg rigtig kunne mærke, at jeg slet ikke har fået nok at spise i dag.
Nu: hovedpine og sengetid.
Jeg gør det bedre i morgen!!!
Dag 2 går på hæld, og jeg holder ved.
Ikke at hverken kostplan eller famile har gjort det nemt for mig.
Serie A bold i TV udløser automatisk chips og bolsjer på sofabordet, så min onde, kaloriehungrende tvilling er blevet udfordret. Heldigvis vandt Jegkan udfordringen - denne gang!
Kostplanen bød på bøf tartar og rå æggeblomme. Fy for helvede, si'r jeg bare! Ikke på vilkår om jeg sætter tænderne i kød, der ikke er stegt, grillet, kogt eller bagt... Så jeg omdefinerede dagens frokost til i stedet at bestå af en hakkebøf, skaldyrssalat med et hårdkogt æg... Jeg tænker, at proteinindholdet må være nogenlunde det samme.
Anyway - mæt blev jeg.
Jeg klør på igen i morgen.
Et år med dårlig ryg og ustyrlig svingende evne til at holde dampen oppe på min motionsmængde, er begyndt at snige sig ind på mine sideben.
Ikke voldsomt, men stadig så jeg kan mærke det - og det er jeg ikke tilfreds med!
Tidligere tiders grøntsagsengagement fungerer bare ikke for mig længere. Jeg orker ikke at snitte, skylle og skære løs på de sagesløse grøntsager, så nu har jeg kastet mig over Dukankuren.
Jeg vil egentlig heller kalde den Jegkankuren, for det er altså mig, der skal gøre al arbejdet...
Så, i dag var Jegkan-dag nr. 1. Den har bestået af Fromage Frais, havreklid, kylling, gojibær (eller hvad de nu hedder), tun og æg. Masser af vand og kaffe selvfølgelig!
Nu har jeg hovedpine... Og jeg har klart nok også glemt at veje mig.
Oh well - jeg tager den bare på slum, hvad hardcore tal angår. Under alle omstændigheder, kan de små 5 kg, der skal knokles af, mærkes på den ekstra plads, jeg får i mine bukser :-)
Nøjser, det er længe siden, jeg har skrevet her!
Mit liv har stået lidt på standby. En ødelagt bruskskive nederst i mit lænd, fik mig sidst i august '13 til at trække stikket på næsten alt i en periode.
Førsteprioriteten blev, for mig, blot at blive nogenlunde levende igen!
Mit efterår 2013 gik med genoptræning, kiropraktisk behandling og massage. Så det har været småt med overskud til de små søde/sjove historier.
2014 virker lidt mere venligt stemt, og jeg er da også kommet i løbeskoene igen. Langsomt, men sikkert lister jeg mig fremad på gader, stræder og stier, og nyder egentligt bare at kunne bevæge mig rundt uden smerter.
Sidste weekend bød på knap 15 km - de fleste af dem i løb - til et cannonball-marathon i det Sønderjyske. Dejligt at være med igen.
Målet for 2014 er at komme ned i vægt og op i distance igen. Så må vi se på tempoet engang i 2015...
Jeg skal til 40 års fødselsdag i aften - hos min mands kollega, som jeg aldrig har mødt før.
Det er faktisk kun min mand og jeg, der er står på den indbydelse, vi har modtaget - altså ingen børn, husdyr eller andet er inkluderet på gæstelisten.
Alligevel får vi ikke lov til at tage afsted alene...
Næ, traditionen tro, springer 3 "små" festbumser ud i mit fjæs, så de kan sætte lidt kolorit på mit ellers så gennemførte sort/hvide outfit, udvalgt til lejligheden. I stedet for at lade mit lange lyse hår shine, kommer der nu sådan et skønt rødsprængt, hvidlig/cremet skær over mig.
Det hele startede i forgårs - med en svag prikken i min hud. Jeg drak uanede mængder af vand og plejede den prikken, så godt jeg kunne med flere omgange Basiron - lige lidt hjalp det. I går blomstrede så én festbums frem på venstre side af min hage, én i højre tinding og - stjernen over dem alle - en dejlig øm og rød én lige på min næse...
Sådan; mere festligt bliver det næppe.
Jeg var godt klar over, at jeg var i overhængende fare - festbumserne misser sjældent lejligheden til at bryde ud i fuld galla. Og denne gang er der flere lejligheder: Først er der jo fødselsdagen i aften, og mandagen byder på møder med leverandør, efterfulgt af minigolf og middag.
Så det er jo soleklart - og næsten forståeligt, at én af festbumserne vælger at slå sig ned på min næse - så får den jo det hele med!
Som jeg ser det har jeg to - måske tre - valg:
1. Jeg kan vælge at polere næsen, så den virkelig kan lyse forsamlingen op. Så er der ligesom et eksplicit bjerg af bums - ingen er i tvivl.
2: Jeg kan vælge at give den en omgang consealer. Så er der ligesom et eksplicit bjerg af bums MED consealer - ingen er i tvivl, og snakken kan så gå på, om jeg bruger L'Oreal eller Max Factor til at dække med.
Måske 3. Jeg kan få et akut ildebefindende, melde fra til festen, og holde min forfængelighed hjemme i sofaen. Så kunne jeg hygge mig med at mobbe bumserne - specielt den på næsen - med at de totalt er sprunget ud forgæves! Jeg kunne endda true dem med en sygemelding på mandag :snedig:
Jeg kan egentlig også godt ane en 4. valgmulighed: Jeg kunne vælge at "være min alder", og være skideligeglad - det er alligevel mig, som er allermest obs på de satans bumser (jeg læse engang i et dameblad, at andre slet ikke ser dem - en stor fed løgn - men jeg kunne jo vælge at tro på den).
Mit problem med denne 4. valgmulighed er bare, at jeg er definitionen på forfængelighed, hvad sådan noget her angår - så jeg magter faktisk ikke "at være min alder", og jeg aner ikke, hvordan jeg kan være skideligeglad...
Faktisk har jeg et kæmpe udestående med bumseguden. Jeg synes, det er så mega uretfærdigt, at han ikke reserverer "pizzafjæset" til teenagesegmentet, hvor denne type udbrud ligesom er forventeligt.
...Og så lader os "modne kvinder" være i fred!
Abonner på:
Opslag (Atom)
